Sankt Hans betyder “den hellige Hans” alias Johannes Døberen, som er den mest fejrede helgen i Europa og den mest navngivne festdag i verden – på andre sprog kaldes dagen f.eks.: San – Juan, Joan, Jean, John, Iván, Sean, Hans…Grunden til udbredelsen er sammenfaldet med sommersolhverv, en meget betydningsfuld dato for verdens folkeslag fra gamle dage.

Til Sankt Hans (Sankt Hans aften d. 23 juni – Sankt Hans dag d. 24 juni) fejres årets længste dag på den nordlige halvkugle, og herved markerer man lysets triumf over mørket –  midsommerfestens formål er at hylde solen og alt, hvad lyset står for: renselse, frugtbarhed, velstand og bortjagning af det onde.

Sommersolhverv

Man har siden tidernes morgen fejret vintersolhverv og sommersolhverv –  solen hang nøje sammen med folkets overlevelse, man var afhængig af lys og varme til høsten, og derfor hyldede man den. Ordet hverv kommer fra oldnordisk “hverfa” og betyder at vende – d.v.s. at lyset vender. Det er de to tidspunkter på året, hvor solen har størst deklination (himmellegemes vinkelafstand fra himlens ækvator) –  nordlig den 21. el. 22. juni og sydlig den 21. el. 22. december. På den nordlige halvkugle er den første dato den længste dag og kaldes sommersolhverv/midsommer, den sidste dato den korteste og kaldes vintersolhverv/midvinter. På den sydlige halvkugle er forholdet det omvendte.

Fra hedensk til kristen festdag

Da den Julianske kalender blev indført i Rom i år 45 f.kr., faldt vintersolhverv på den 25. december og sommersolhverv på d. 24. juni, på de dage blev der holdt fest. Da kristendommen kom til blev festdagene, som så mange andre hedenske mærkedage, annekteret af kirken af praktiske og populære grunde og fik et nyt navn, som passede ind i den kristne religion.

Således blev midvinterfesten gjort til fødselsdag for Jesus og midsommefesten til fødselsdag for Johannes Døber. Datoerne skulle passe til Det Nye Testamente, hvori der står, at Johannes’ mor var i 6. måned, da Maria blev gravid. Johannes Døberen var søn af præsten Sakarias og Elisabet, som var i familie med Jesus’ mor, og han var ifgl. kristne kilder sin tids mest betydningsfulde vandreasket. I denne egenskab døbte han Jesus i floden Jordan.

Da den Julianske kalender ikke passede helt til solåret og datoerne derfor flyttede sig, (år 1100 var det f.eks. solhverv 15. december og 15. juni), gennemførte pave Gregor i 1582 en reform, der flyttede datoen for solhverv til d. 21 juni. Den nye Kalender passede bedre med solen, og derfor er det stadig solhverv ca. d. 21 – henholdsvis december og juni. Men p.g.a. traditionen har man holdt fast i at feste d. 23 juni om aftenen eller d. 24 juni om dagen – afhængigt af hvilket land, man befinder sig i. I Danmark fejrer man Sankt Hans om aftenen d. 23 juni.

Magisk nat

Festlighederne for Sankt Hans er altså af hedensk oprindelse, og man har videreført en række ritualer, som helt tydeligt stammer fra før kristendommen. Ligesom alle andre hellige aftener, er der også knyttet en hel del overtro til Sankt Hans. Ved Sankt Hans er hele naturen fyldt med en kraft, som den har opsuget fra solen på årets længste dage. Sankt Hans var derfor glædens fest, hvor man hyldede naturens kræfter især solen, ilden og vandet. Man mente også, at denne nat havde en særlig magisk kraft og derfor velegnet til specielle magiske gøremål. F.eks troede man, at vandet på mirakuløs vis blev forvandlet til medicin i de hellige kilder. Kloge koner og mænd indsamlede mange af de lægeurter, som de skulle bruge til helbredelse i årets løb.

Hekse

Også hekse var særligt aktive på denne aften, de fandt ingredienser til deres trolddomsaktiviteter, og de rejste til heksemøde ved Troms kirke i Norge eller Bloksbjerg i Hartzen i Tyskland, hvor de mødtes til obskøne festligheder med djævlen og mæskede sig med spil, dans, mad og drikke. Ilden fra bålene skulle skræmme dem og forhindre dem i at lande dér, hvor de brændte. Man mente også, at man ved ilden kunne se heksene på deres færd. Kombinationen af bål og heks har ingen forbindelse med middelalderens hekseafbrændinger, men fortsætter blot den opfattelse, at hekse og onde magter er særligt farlige Sankt Hans aften og skal sammen med ondskaben udryddes og dermed sendes til Bloksbjerg.

Sankt Hans bål

Sankt Hans bålet er ikke et “henrettelsesbål” for hekse, men bondens skærmende blus. Det skal holde de onde kræfter væk, som er aktive i midsommernatten. Der har også været en forestilling om, at de marker, som blev oplyst, blev særligt frugtbare, og derfor placeredes bålpladsen ofte på gravhøje fra oldtiden, så lyset fra flammerne kunne nå så langt som muligt. Skikken med at anbringe en heks – altså en heksedukke – på toppen af bålet starter først i slutningen af forrige århundrede. Den stammer fra andre lande f.eks. Tyskland, hvor det var almindeligt at aflive halmdukker, der forestillede skræmmende og ubehagelige figurer f.eks. vinteren!

Vild ild

Oprindeligt skulle Sankt Hans-blusset eller glædesblusset, som det også kaldes, tændes med helt ny ild d.v.s. med “vild ild” eller “nødild” – ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Man troede på, at nødild var et stærkt magisk middel, der virkede rensende og  afværgede sygdomme. F.eks. kunne man ved kvægsygdom forsøge at slukke al ild på landsbyens ildsteder og lave nyt, der så blev bragt rundt til alle husstande. For at Sankt Hans bålet skulle kunne virke ondtafværgende og beskyttende måtte det derfor antændes med ild, man møjsommeligt havde startet helt fra grunden.

Magiske kilder

I Danmark har man i mange århundreder haft tradition for kildebesøg til Sankt Hans – for kildens kræfter var magiske og stærkest i midsommernatten. Overalt i landet var der sådanne kilder, som man valfartede til. Nogle drak af vandet og andre vaskede sig i det, og så overnattede man iøvrigt ved kilden – og ofte var det også ved kilden, man samledes til bålfest. Mange af disse samlinger af folk lokkede handlende til, og der opstod flere markeder omkring, et enkelt findes endnu, Dyrehavsbakken ved Kirsten Pils kilde. Det ofte vilde liv omkring kildemarkederne prøvede kirken flere gange at få stoppet og i 1740’erne kom der direkte forbud mod at “blusse” til Sankt Hans aften, men forbuddet blev ikke rigtigt overholdt, og i løbet af 1800-årene blev skikken genoptaget.

Sankt Hans koen

I bondesamfundet havde koen en særlig placering i Sankt Hans festlighederne. Man pyntede koen med perikumkranse, som beskyttede imod hekse, der så ikke kunne stjæle mælken. Perikum er en plante og et naturlægemiddel, der den dag idag bruges mod depression! Nogle steder holdt man væddeløb med de pyntede køer, det gjalt om hverken at komme først eller sidst. Det var finest at komme i midten – så blev man konge eller kejser. Den krans, som en ko havde haft på, blev gemt til magisk brug. Hvis man kastede den op på staldens tag, kunne heksene ikke ride køerne eller give dem sygdomme. Sankt Hans-ko skikken uddøde i begyndelsen af 1900-tallet. Den har været kendt i mange andre lande f.eks. Tyskland, Frankrig og Holland.

Kloge træer

Ligesom kilder var også “kloge” træer særligt stærke til midsommer. Kloge træer var hul-træer, d.v.s. at de var vokset sådan, at stammen var delt i to. Hvis man krøb igennem hullet, gennemgik man en symbolsk genfødsel, og man blev de skavanker kvit, som ellers havde plaget én. Efter en tur gennem træet, kunne man hæfte et stykke tøj på det og derved  knytte sygdommen fast i træet

Varsler og overtro

Sankt Hans aften var p.g.a. naturens overnaturlige kræfter specielt god til magiske gøremål og varseltagning. Her er nogle eksempler:

• • Sankt Hans aften skal en pige plukke 9 slags blomster. Dem lægger hun under sin hovedpude, og hun vil da i drømme se sin tilkommne.

• • Hvis en karl vil vide, om en af tre piger vil have ham, da skal han om Sankt Hans-nat lægge fire sedler under sin hovedpude. På de tre første sedler skal skrive han skrive navnet på de tre, han holder mest af, på den fjerde intet. Når han falder i slummer og vågner igen, skal han trække en af dem. Trækker han en af de tre “så meget godt”. Trækker han den fjerde, vil ingen af dem have ham.

• • Sankthansurten (sedum telephium) mente man havde den forunderlige evne, at den kunne varsle menneskers skæbne. ritualet var, at pigen plukkede to sankthansurter, en for sig selv og en for den karl hun kunne li’. Så satte hun urterne fast under en loftsbjælke. Hvis stænglerne voksede mod hinanden, var det et godt varsel, men hvis de voksede fra hinanden, måtte hun prøve med et par nye sankthansurter næste år.

• • Juleaftens aske gemmes og strøes over ryggen på hestene Sankt Hans, så er de beskyttede mod trolddom.

• • Vogt jer for Sankt Hans-ormen! Om piger, der var blevet gravide i forbindelse med St. Hans marked o.lign. sagde man, at de var blevet “stukket af St. Hans-ormen”.

• • Midsommerdug d.v.s. den dug som faldt natten mellem d. 23 og 24 juni var godt for mange ting. Den brugtes f. eks. af landsbysmede til at hærde hø-leer og knive i. Man indsamlede midsommerdug ved om sommernatten at trække lagen hen over græs og bagefter at vride lagenet over et trug.

• • Regner det Sankt Hans bliver det ved i 40 dage derefter.

• • Jo mere det regner Sankt Hans aften, des mindre vokser hasselnødderne.