Iliaden komplet og resumé – 21. sang

Iliaden Sang 21

Resume 21. sang i Iliaden af Homer. Akhilleus driver en del af troerne til byen, en del til floden Skamandros; fanger og binder tolv levende troer til sonoffer for Patroklos; derpå dræber han Lykaon og Asteropaios. Flodguden Skamandros forfølger ham i vrede med sit vand op over sletten og kalder Simois til hjælp. Men Hera sætter Hefaistos op til kamp mod Skamandros, og denne må give op. Guderne kæmper og vender så tilbage til Olympen; men Apollon tager til Ilios. Priamos lader porten åbne for de flygtende troere, som slipper ind i byen, mens Agenor og derpå Apollon i hans skikkelse holder Akhilleus tilbage.

Iliaden af Homer. 21 sang

Iliaden

Iliaden er et græsk heltedigt, skrevet af Homer. Den består af 24 sange, der omhandler kampene om Troja. Iliaden foregår under den trojanske krig. Krigen starter da den trojanske prins Paris med Aphrodites hjælp forfører den græske helt Menelaus' kone, Helene, og tager hende med tilbage til Troja. Da Menelaus kommer hjem, og opdager hvad der er sket, samler han en kæmpe hær, der skal drage til Troja og vinde Helene tilbage.

At samle hæren tager flere år, men til gengæld finder vi i hæren også nogle af de største græske helte, fx. Odysseus, Akilleus, Agamemnon. Iliaden starter i det tiende år af Trojas belejring. Agamemnon leder de græske tropper, der står lige foran en sejr. I løbet af deres plyndringstogt, har han taget en af Apollons præstinder, Cryseis, som gidsel. Hendes far, præsten Cryses, beder Apollon om hjælp.

Apollon er ikke sen til at komme til undsætning, og sender sine dødbringende pestpile ind over grækernes lejr. Det får grækeren Akilleus til at kalde krigerne til samling. Han får sammen med hærens spåmand overtalt dem til, at Agamemnon skal frigive præstinden. Agamemnon adlyder, men snupper til gengæld Akilleus´ krigsbytte.

Men Akilleus er ikke hvem som helst. Hans moder er nemlig Thetis, den magtfulde havgudinde. Hun har en klemme på Zeus, og får ham til at love, at han vil hjælpe Akilleus. Og en olympisk himmelgud holder sit ord. Han får Agamemnon til at dumme sig, og Odysseus må sammenkalde til krigerråd.

Odysseus arrangerer nu en tvekamp mellem Menelaus og Paris, hvis strid startede krigen - vinderen fik Helene. Kampen ser ud til at ende med sejr til Menelaos, da noget uventet sker. Guderne blander sig. Athene får en trojaner til at skyde en pil efter Menelaos, og så udbryder der et blodigt slagsmål mellem grækere og trojanere.

Grækerne og trojanerne har været i krig med hinanden i ni år, inden Iliaden begynder. Således starter Iliaden midt inde i den trojanske krig.


ILIADEN

Sang 1 Sang 2 Sang 3 Sang 4 Sang 5 Sang 6
Sang 7 Sang 8 Sang 9 Sang 10 Sang 11 Sang 12
Sang 13 Sang 14 Sang 15 Sang 16 Sang 17 Sang 18
Sang 19 Sang 20 Sang 21 Sang 22 Sang 23 Sang 24


Iliaden, 21. sang

1 Men da saa Mændene kom til den rivende Xanthos’s Vadsted,
2 Hen til den yndige Flod, som Zeus Kronion har avlet,
3 Splitted Achilles dem ad, og Hælvten han drev over Sletten
4 Henimod Ilions Stad, hvor Achaiernes Sønner saa rædde
5 Flygted den forrige Dag, da Hektor på Kamppladsen raste.
6 Did i Forvirring de strømmede hen, dog Here lod Taage
7 Falde saa tyk om Mændenes Blik, at de standsed; men Hælvten,
8 Dreven af Skræk til den sølverne Flods dybtrullende Strømme,
9 Styrted sig ud med lydelig Larm, og Vandene bruste
10 Høit, saa det gungred ad Bredderne hen; med Huien og Skrigen
11 Svam de omkring, snart hist snart her, i de hvirvlende Bølger.
12 Ret som en Græshoppesværm, naar af Luernes Magt den fordrives,
13 Flyver afsted til en Flod, og den bratopblussede Flamme
14 Brænder dem, uden at helme, saa ned i Vandet de falde,
15 Saaledes fyldtes nu her, af Grue for Achilles, den dybe
16 Xanthos’s pladskende Strøm med et Mylr af Mænd og af Heste.
17 Landsen tilbage på Bredden han lod, til en vild Tamariskbusk
18 Lænet, saa sprang han ud i Bølgerne, stærk som en Guddom;
19 Sværdet alene beholdt han, og pønsed på gruelig Gjerning.
20 Vildt omkring sig han hug, trindt lød forfærdelig Rallen,
21 Altsom for Sværdet de sank, og af Blod rødfarvedes Vandet.
22 Som for den uhyre store Delphin de øvrige Fiske
23 Mylrende flygte med Skræk til den skibbetryggende Søhavns
24 Bugter ved Land, thi den sluger saa gridsk hver Fisk, den kan snappe.
25 Saaledes krøb i den rædsomme Strøm de forfærdede Troer
26 Ind under Breddernes Bryn, men da Haanden var træt af at myrde,
27 Kaared i Floden han ud tolv levende Troiske Gutter,
28 Bøde for Helten Patroklos’s Fald de skulde tilhobe.
29 Op han af Vandet dem trak, af Skræk de rysted som Raakid,
30 Bandt deres Hænder på Ryggen med veltilsnittede Remme,
31 Hvilke de havde for Skik på de flettede Brynier at bære,
32 Og til de bugede Skibe han lod sine Svende dem føre.
33 Selv fremstormed han atter, til Mord stod hele hans Tanke.
34 Først han mødte Lykaon, Kong Priamos’ Søn, som af Floden
35 Op var sluppen og flygted; alt havde tilforn på en natlig
36 Vandring Achilles ham truffet engang, og voldelig slæbt ham
37 Bort fra Faderens Mark, hvor han stod og skar af den vilde
38 Figen de smidigste Skud med sin Kniv til en Agestolsbue,
39 Da kom Helten Achilles til brad Fordærv for Lykaon.
40 Dengang han havde tilskibs til det velbebyggede Lemnos
41 Ladet ham føre tilsalg; en Søn af Iason ham kjøbte,
42 Men af Eetion, Imbros’s Drot, hans Gjæsteforbundne,
43 Kjøbtes han frie for en rundelig Priis, og blev sendt til Arisbe.
44 Derfra han lønlig sig sneg, og kom til sin fædrene Bolig,
45 Elleve Dage han fryded sit Sind hos de elskede Frænder
46 Efter sit Komme fra Lemnos, nu gav en Gud på den tolvte
47 Dag ham påny Peleiden i Vold, thi denne til Hades
48 Skulde ham sende, hvor nødig han end didhen vilde drage.
49 Da nu den rappe Peleide blev Ynglingen vaer, som var blottet
50 Baade for Hjelm og Skjold, og manglede Landse tillige,
51 Altsammen havde til Jorden han slængt, thi på Flugten fra Floden
52 Matted ham Angestens Sved, og Knæerne rysted af Træthed,
53 Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
54 Ha! for mit Øie jeg seer et høist forbausende Særsyn!
55 Nu vil de modige Troiske Mænd, som jeg skilte ved Livet,
56 Sikkerlig snart opstige påny af det taagede Mørke,
57 Ret som nu denne, der sendtes tilsalg til det hellige Lemnos,
58 Her staaer frem, undsluppen fra Død; ham greb ikke Havets
59 Graalige Vand, som holder med Magt saa Mange tilbage.
60 Vel da! nu skal han smage forsand min hvæssede Spydsod,
61 For at jeg grandt kan see, og vide forvist, om han histfra
62 Ogsaa vil slippe saa let, hvad eller den nærende Jord vil
63 Holde ham fast, som gjemmer endog den stærkeste Kæmpe.
64 Saaledes stod han og grunded, da treen i det samme Lykaon
65 Ængstelig frem, for at favne hans Knæe; han vilde saa gjerne
66 Flye den rædsomme Død og Dødsens sorte Gudinde.
67 Flux opløfted Achilles sit mægtige Spær, for at slaae ham
68 Brat ihjel, men han bukked sig ned, løb under, og favned
69 Helten om Knæe; ud over hans Ryg foer Landsen, og planted
70 Dybt sig i Muld, efter Menneskekjød den graadigen higed.
71 Bønlig han klynged sig fast om Achilles’s Knæe med den ene
72 Haand, og holdt med den anden hans Spydstang, uden at slippe,
73 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
74 Peleus’s Søn! jeg favner dit Knæe, forbarm dig og skaan mig!
75 Agte du bør mig som den, der til dig i Ydmyghed tyede,
76 Først jeg nød jo hos dig Demeters velsignede Brødkorn,
77 Dengang da hist på den hegnede Mark du tog mig tilfange.
78 Bort fra Fader og Slægt til det hellige Lemnos tilsalg du
79 Sendte mig; hundrede Høveders Værd indbragte jeg dengang,
80 Nu vil jeg kjøbe mig frie tregange saa dyrt. Det er tolvte
81 Morgen idag fra den Stund, jeg hjem til Ilios vendte
82 Efter mangfoldige Qvaler, og alt har en ynkelig Skjebne
83 Bragt mig igjen i din Vold; forhadt af Zeus maa jeg være,
84 Siden påny han mig gav i din Haand, og forsand til et stakket
85 Liv har min Moder mig født, Laothoe, Datter af Drotten
86 Altes, det kjække Lelegiske Folks bedagede Konning,
87 Pedasos’ kneisende Stad han beboer ved Satnius’ Bredder.
88 Priamos ægted hans Datter, foruden mangfoldige Flere;
89 Sønner hun fødte ham tvende, og os vil Begge du myrde,
90 Alt har min Broder du dræbt, den deilige Svend Polydoros,
91 Fremmest i Fodfolksskaren han faldt for din hvæssede Landse,
92 Og til min Død nu tegner det her, thi knap vil jeg slippe
93 Levende bort fra din Haand, en Gud har jo drevet mig herhen.
94 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjerte:
95 Spar mit Liv! ei er jeg en Samkuldbroder til Hektor,
96 Han som i Kampen har fældet din Ven, saa from og saa mandig.
97 Saaledes bad Kong Priamos’ Søn, den ædle Lykaon,
98 Tryglende lydt, men Svaret var barsk, som klang ham for Øre:
99 Tael ei om Løsning til mig, du Gjek! dit Ord kan du spare!
100 Fordum, forinden Patroklos sig hentede Døden på Stridsmark,
101 Da var mit Sind medlidende stemt mod Troernes Sønner,
102 Levende fanged jeg Mange, og dem lod jeg sælge til Udland.
103 Nu derimod skal Ingen forsand sin Død kunne undflye,
104 Hvem ved Ilions Stad en Gud mig skikker ihænde,
105 Ingen af samtlige Troer, og mindst af Priamos’ Sønner.
106 Døe da du, min Ven! hvi vil du dig vaande saa heftig?
107 Død er jo ogsaa Patroklos, en boldere Helt end Lykaon;
108 Seer du ei selv, hvad Kæmpe jeg er, hvor høi og hvor fager,
109 Søn af den ædleste Helt, en udødelig Viv er min Moder,
110 Dog, selv mig skal Døden forvist og den mægtige Skjebne
111 Ramme, hvad enten det skeer ved Grye, ved Qvæld eller Middag.
112 Naar i den blodige Færd en Mand berøver mig Livet,
113 Enten med Piil fra Streng, eller ogsaa med Spyd han mig træffer.
114 Saa lød Ordet; med vaklende Knæe og gispende Hjerte
115 Slap Lykaon hans Landse påstand, og med udstrakte Hænder
116 Segned han ned på Hug, da trak Achilles sit skarpe
117 Sværd, og på Halsen ved Nøglen han hug ham; dybt ind i Kjødet
118 Trængte hans Sværds tveeggede Blad, og ned på sit Ansigt
119 Faldt han i Støv, sort strømmed hans Blod, og vædede Muldet.
120 Derpå ved Foden Achilles ham greb, og smed ham i Strømmen,
121 Og med bevingede Ord han brammende talte saalunde:
122 Lig du der blandt de mylrende Fisk, som uden at ynkes
123 Slikke dit Blod af Vunden, jeg slog dig. Ei skal din Moder
124 Lægge på Baare dit Liig, og bejamre dig; nei! men Skamanders
125 Rivende Strøm skal føre dig ud i den gabende Havbugt.
126 Mangen en springende Fisk skal skyde sig op af det sorte
127 Krusede Vand, med dit hvide Fedt at stille sin Hunger.
128 Jammer skal times Jer, indtil vi naae den hellige Kongstad,
129 I med Rædsel på Flugten, og jeg bagefter med Mordslag.
130 Selv den skyllende Flod, som hvirvler med sølverne Vande,
131 Skal ikke frelse Jer; ofte forsand I slagte den Tyre,
132 Hovstærke Gangere ned i dens Strøm I levende styrte,
133 Alt omsonst, Fordærv skal times Jer, indtil I alle
134 Bødet mig har for Patroklos’s Drab og Achaiernes Jammer,
135 Dem I ved Skibene slog den Stund jeg holdt mig fra Striden.
136 Saa han talte, men bister i Hu blev Nøkken for Alvor,
137 Og i sit Sind han veied, hvorlunde han bedst skulde standse
138 Helten Achilles’s Færd, og Troerne skjerme mod Jammer.
139 Midlertid sprang Peleiden med Langskaftslandsen i Haanden
140 Frem mod Asteropaios, tilsinds at slaae ham tildøde.
141 Denne var Pelegons Søn, hvem Axiosstrømmen, den brede,
142 Avlede med Periboia, den Drot Akessamenos’ ældste
143 Datter; den dybthenrullende Flod hende favned i Elskov.
144 Ham foer Helten tillivs, men frem af Floden han brystgængs
145 Treen, to Landser i Haanden han holdt, og Kjækhed i Barmen
146 Skjød ham Xanthos, som harmedes svart for de myrdede Gutter,
147 Hvilke Peleiden i Floden saa grumt havde taget af Dage.
148 Men da de skridende frem hinanden var traadt under Øine,
149 Først til Orde da tog den Helt, fodrappen Achilleus:
150 Hvem est du? af hvad Folk? at saa dristig du træder imod mig;
151 Hver, som møder min Kraft, er et Barn af stakkels Forældre.
152 Flux ham Pelegons straalende Søn gjensvared og sagde:
153 Peleus’s modige Søn! hvi spørger du mig om min Herkomst?
154 Fjernt fra Paionias frugtbare Land som Drot for en Skare
155 Langspydbærende Mænd i Leding jeg drog; det er elvte
156 Morgen idag fra den Stund jeg først til Ilios ankom.
157 Ned jeg leder min Æt fra den bredthenstrømmende Flodgud
158 Axios, som med det deiligste Vand over Markene skyller;
159 Han er Pelegons Fader, og jeg er den landseberømte
160 Pelegons Søn. Nu frem til Kamp du stolte Peleide
161 Saaledes lød hans truende Røst, da løfted Achilleus
162 Pelions Ask; to Landser på engang svang saa den kjække
163 Asteropaios, thi Keiten saa flinkt som den Høire han brugte,
164 Og med den ene han ramte hans Skjold, dog mægted den ikke
165 Skjoldet at kløve, thi Guldet den standsede, Guddommens Gave;
166 Men med den anden en Rift i den høire Albue han gav ham,
167 Brat fremsprudled det høirøde Blod, dog Landsen forbi ham
168 Fløi, og sig planted i Muld, efter Kjød den graadigen higed.
169 Dernæst Achilles af Haand sit retudflyvende Askspær
170 Drev mod Asteropaios, tilsinds at slaae ham tildøde.
171 Rigtignok feiled han Manden, og traf det kneisende Flodbryn,
172 Midtop på Stangen i Muld hans Asktræeslandse sig fæsted,
173 Men i det samme fra Lænden han trak sit Glavind, og foer ham
174 Hidsig tillivs; da prøvede hiin med sin vældige Næve
175 Op af Muldet at rykke hans Spyd, men aarked det ikke;
176 Tregange trak han med heftig Begjær, og rokkede Stangen,
177 Tregange svigted hans Kraft, men fjerdegang var det hans Attraae,
178 Stangen at bøie, den Peliske Ask, og knække den sønder,
179 Men Aiakiden forinden ihjel ham slog med sit Glavind,
180 Midt over Bugen ved Navlen han hug ham; alle hans Tarme
181 Vælded af Livet ham ud, og trindt om den Rallendes Øine
182 Bredte sig Mulm; henover hans Bryst sig styrted Achilleus,
183 Trak hans Rustning af Krop, og raabte med jublende Stemme:
184 Lig du der! for tungt det dig faldt, mod den stærke Kronions
185 Sønner en Kamp at bestaae, skjøndt Ætling du est af en Nøkke,
186 Thi fra den bredthenstrømmende Flod du jo regner din Herkomst,
187 Men fra den vældige Zeus min Byrd jeg stoltelig leder,
188 Søn jeg er af en Mand, Myrmidonernes mægtige Konning
189 Peleus, hvem Aiakos avled, men Zeus var Aiakos’ Fader.
190 Ligesom Zeus staaer over de havudrislende Floder,
191 Staaer ogsaa Slægten, som stammer fra Zeus, over Flodernes Afæt.
192 Mægtig er ogsaa den Flod, som ruller forbi dig, om ellers
193 Hjelp den yde dig kan, men at kæmpe med Zeus er umuligt;
194 Hverken den vældige Gud Acheloos med ham sig kan maale,
195 Eller den dybe Okeanosflod, hvis Kraft er saa vældig,
196 Thi fra dens Strøm udflyder alt Vand, som rummes i Havet,
197 Samtlige Floder og Kilder, og alle de dybeste Brønde;
198 Ja! selv denne fornemmer en Grue for den høie Kronions
199 Lyn og rædsomme Torden, naar høit fra Himlen den buldrer.
200 Talende saa sit kobberne Spyd af Brinken han udtrak,
201 Lod ham saa ligge på Stedet, hvor nys han røved ham Livet.
202 Strakt i Sandet han laae, beskyllet af graalige Bølger;
203 Flux gav Aal og mylrende Fisk sig ifærd med hans Legem,
204 Gridsk med nappende Bid de Fedtet af Nyrerne aad ham.
205 Frem Achilles nu foer mod Paioniens Stridsvognskæmper,
206 Som ved den rivende Flod endnu med Forfærdelse flygted
207 Brat som de saae deres mandige Drot i drabelig Kampgang
208 Lade sit Liv for Achilles’s Haand og mægtige Slagsværd.
209 Derpå Thersilochos faldt for hans Spyd, og Astypylos, Mydon,
210 Videre Thrasios, Mnesos og Ainios samt Ophelestes;
211 Ja! langt flere Paioniske Mænd han nu havde fældet,
212 Havde den dybthenrullende Flod ei mælet i Harme,
213 Op fra det hvirvlende Dyb i Menneskeskikkelse skreg den:
214 Peleus’s Søn! i Kraft og i gruelig Daad over alle
215 Kæmper du staaer, thi Guderne selv beskjerme dig altid.
216 Blev det af Zeus dig forundt, at myrde de samtlige Troer,
217 Driv dem da bort fra mig, og øv på Sletten din Udaad.
218 Alt er min deilige Strøm opfyldt med Dødningekroppe,
219 Knap kan jeg meer udøse mit Vand i det hellige Havdyb,
220 Ligene spærre mit Løb, saa svart anretter du Mandslæt.
221 Derfor velan! hør op! du forfærder mig, vældige Hærdrot!
222 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
223 Ja! Skamandros, du Ætling af Zeus! dit Bud vil jeg lyde;
224 Dog, ei hører jeg op at myrde de trodsige Troer,
225 Før jeg til Byen har drevet dem hen, og prøvet i Tvekamp,
226 Hvo der skal give den Anden sin Helsot, jeg eller Hektor.
227 Talt; saa stormed han frem mod Troerne, stærk som en Guddom,
228 Derpå den rivende Flod henvendte sit Ord til Apollon:
229 Ha! sølvbuebevæbnede Gud! din Fader Kronions
230 Bud fuldkommer du slet, udtrykkelig jo han befoel dig,
231 Troernes Folk at yde din Hjelp, til den skumrende Aften
232 Lider, og over den klimpede Mark henkaster sin Skygge.
233 Saaledes talede Nøkken, da sprang Achilles fra Brinken
234 Midt ud i Floden påny, men rasende bovnede Strømmen,
235 Vælted fra Bunden sit brusende Vand, og tumled de mange
236 Liig, som trindt laae strøede saa tykt, af Achilles betvungne.
237 Disse tilhobe den kasted iland, mens høit som en Tyr den
238 Brølte, men Alle, som end i dens deilige Vand var ilive,
239 Frelste den, dybt i sit svælgende Skjød den tog dem i Gjemme.
240 Frygtelig reiste det brusende Vand sig trindt om Achilleus,
241 Bølgerne slog mod hans Skjold, og rokked ham; ikke han mægted
242 Længer at fæste med Fod, da greb han fat i en frodig
243 Kneisende Elm, men op med Rode den faldt, og i Farten
244 Rev Flodbrynet den med sig, dens tætudvoxede Grene
245 Spærred den deilige Strøm, og danned en Broe over Floden,
246 Thi den var heelt udstyrtet i Bølgerne. Op han af Vandet
247 Sprang, og henover Sletten han løb på flyvende Fødder,
248 Slagen af Skræk, end helmed dog ei den mægtige Flodgud,
249 Men med sit sortladne Vand han strømmede frem, for at standse
250 Helten Achilles’s Færd, og Troerne skjerme mod Jammer.
251 Pludselig sprang han af Veien saa langt omtrent som et Spydkast,
252 Ørnen han ligned i Fart, hiin sortbefjærede Jæger,
253 Stærkest og hurtigst tillige af alle bevingede Væsner;
254 Ret som en Slig afsted han foer, Malmpladerne klirred
255 Vildt om hans Bryst, mens tilside han veeg og flygted for Floden,
256 Men med forfærdelig Larm den rullede bagefter Helten.
257 Som naar en Markgrøftryddende Mand over Ager og Have
258 Leder et rindende Vand fra en mørkthenrislende Kilde;
259 Stoppende Gruus han kaster af Reen med Skovlen ihænde,
260 Brat fremvælder da Vandet, Smaastenene rulle tilhobe,
261 Ned ad den skraatnedheldende Jord med Rislen det skyller
262 Rask, og forud for Manden det løber afsted over Agren;
263 Saaledes naaede den bølgende Strøm bestandig Achilleus
264 Trods hans Raphed, thi Guder i Kraft staae høit over Manden.
265 Hvergang den rappe Peleide nu strengte sig an, for mod Strømmen
266 Kraftig at staae, og klarligen see, om samtlige Guder
267 Vilde ham drive på Flugt, som boe på Himmelen vide,
268 Styrted den regnopsvulmede Flods høitrullende Bølger
269 Ned om hans Skulder, og rokked hans Fjed; da sprang han i Veiret
270 Mod ihu; den voldsomme Flod, som skylled fra Siden,
271 Matted hans Knæe, og under hans Fod bortlisted den Sandet;
272 Jamrende skreg da Peleiden med Øinene vendte mod Himlen:
273 Fader Kronion! saa Ingen af samtlige Guder vil altsaa
274 Frelse mig Arme fra Floden! da fandt jeg mig taalig i Alting.
275 Ingen af Himmelens Slægt er Skyld i denne min Qvide
276 Meer end min elskede Moder; ved falskelig Snak hun mig daared,
277 Hun som fortalte forvist, at engang ved Ilions Mure
278 Skulde mig times min Død for Apollons bevingede Pile.
279 Gid jeg var falden for Hektor, den gjæveste Mand her i Landet,
280 Da var det dog den Stærke, som vog i Kampen den Stærke!
281 Nu derimod skal jeg her, indspærret af mægtige Bølger,
282 Døe en smædelig Død, som en Dreng, der vader om Vintren
283 Med sine Sviin henover en Bæk, og forgaaer i dens Vande.
284 Saaledes klaged han lydt, men Poseidon og Pallas Athene
285 Nærmed sig Helten påstand, i Menneskeskikkelse Begge,
286 Haand i Haand fremtreen de, husvalende lød deres Tale.
287 Ordet da tog Jordrysteren flux, den stærke Poseidon:
288 Peleus’s Søn! lad fare din Skræk, vær ikke saa bange!
289 Saadanne Guder, som Begge vi To, baade jeg og Athene
290 Stande dig kraftigen bi, os Zeus har givet sit Minde.
291 Ei er den Lod dig bestemt, at finde din Død udi Floden;
292 Snart vil den synke til Hvile, som selv du grandt skal formærke;
293 Dog vi formane dig stærkt, om ellers vort Raad du vil følge,
294 Lad ei hvile din Haand fra den altødelæggende Kampfærd,
295 Før du har drevet Enhver af de Troiske Kæmper, som undflyer,
296 Ind bag Ilions herlige Muur, men har Hektor du fældet,
297 Gak da til Skibene hjem, vi forlene dig, Hæder at vinde.
298 Saa de talte; da ginge de hen til de øvrige Guder.
299 Høiligen styrket ved Gudernes Raad begav sig Achilleus
300 Videre hen ad Marken, som heelt var beskyllet af Flodvand.
301 Mange fortrinlige Vaaben af Mænd, som i Kampen var dræbte,
302 Svam omkring blandt Liig, og mens mod Strømmen han fremad
303 Foer, da hopped i Veiret hans Knæe, men Floden den brede
304 Standsed ham ei, saa stor var den Kraft, Athene ham indgjød.
305 Ei dog havde Skamandros forvundet sin Harm mod Achilleus,
306 Grammere selv end tilforn i Veiret den skjød sig og reiste
307 Høit sine rullende Bølger, mens lydt den til Simois raabte:
308 Broder! o lader os Begge forenede kue den stærke
309 Mand, hvis ei da styrter ret snart han Priamos’ Kongstad;
310 Ei vil de Troiske Mænd mod ham kunne staae sig i Striden,
311 Op da! til Hjelp, saa hurtig du kan! opfyld dine Strømme!
312 Fyld dem af Kildernes Væld! kom Bækkenes Vand til at svulme!
313 Frisk! lad Bølgerne hæve sig høit! lad Stammer og Stene
314 Rulle med frygteligt Brag, at den rædsomme Mand vi kan tæmme!
315 Nu er han vældig forsand, hans Daad er som Guders Bedrifter,
316 Dog skal hans Kraft knap baade ham stort, saalidt som hans Skjønhed,
317 Eller hans deilige Vaaben, etsteds på Bunden af Sumpen
318 Ligge de skal, bedækte med Dynd, men ham selv vil jeg grave
319 Dybt ned i Sandet, og dække ham til med utallige Smaasteen
320 Rundt om; ei skal Achaiernes Mænd hans Been kunne sanke,
321 Saadanne Bunker af Mudder og Gruus vil jeg over ham dynge;
322 Der skal hans Gravmæle staae, og ei skal Achaiernes Sønner
323 Have behov, at jorde hans Liig og kaste hans Tue.
324 Talt; høit bovned den brusende Flod, og foer mod Achilles,
325 Altsom den pladsked med Skum, med Blod og med Dødningekroppe;
326 Ja! den regnopsvulmede Flod med purpurne Vande
327 Hævede høit sine Bølger, og styrtede frem mod Achilleus.
328 Ængstelig skreg da Here, for Aiakos’ Ætling hun grued
329 Svart, at den dybthenhvirvlende Flod opsluge ham skulde.
330 Flux til Hephaistos, sin elskede Søn, saalunde hun talte:
331 Op! til Strid! lamfodede Søn! thi skjønner jeg rigtig,
332 Kan med den rivende Xanthos du vist i Kampen dig maale.
333 Op da! til Hjelp, saa hurtig du kan! lad Luerne blusse!
334 Selv vil jeg bort, Vestvinden påstand og den klarende Sydvind
335 Vække jeg vil, at de reise fra Strand en rygende Stormvind;
336 Frem skal den drive den hærgende Ild, for at brænde desbedre
337 Troiske Vaaben og Mænd! stik Ild på Træerne langs med
338 Xanthos’s Bred! opglød ham selv og lad ham for Alting
339 Ikke forrokke din Hu ved smigrende Ord eller Trudsler!
340 Stands ei heller din vældige Daad, men saasnart du mig hører
341 Lydt opløfte min Røst, styr da din hidsige Flamme!
342 Talt; da slynged Hephaistos sin frygtelig brændende Lue.
343 Først brød Ilden på Sletten i Blus, og fortæred de mange
344 Liig, som trindt laae strøede saa tykt, af Achilles betvungne.
345 Sletten blev tør overalt, og det blinkende Vand var fordrevet.
346 Som naar en Have, der staaer under Vand, snart tørres i Høstens
347 Tid, naar det blæser fra Nord, til Fryd for Urtegårdsmanden,
348 Saaledes tørredes Sletten påstand, mens Ligene brændte.
349 Derpå vendte Hephaistos mod Floden sin lysende Flamme;
350 Luerne greb hver Elm, hver Piil og hver Tamariskbusk,
351 Og i det samme var Sivet ibrand med Kløver og Enggræs,
352 Som ved den deilige Flod langs Bredderne groede saa yppig.
353 Aal og Fisk i den hvirvlende Strøm var ynkelig stedte,
354 Og i det deilige Vand de boltred sig frem og tilbage,
355 Martrede svart af den snilde Hephaistos’s glødende Aande;
356 Selv den mægtige Flod kom ibrand, tog Ordet og sagde:
357 Ingen, Hephaistos! af Gudernes Slægt er i Styrke dig voxen,
358 Ikke mig lyster en Kamp med dig, du brændende Lue!
359 Stands med Strid! lad Peleus’s Søn kun jage på Stedet
360 Troernes Folk af Byen, hvad rager mig Krig eller Bistand!
361 Saaledes talte den brændende Flod, høit syded dens Vande.
362 Ret som en Kjedel i Kog, der svart ophedes af Ilden,
363 Naar der skal smeltes et triveligt Sviins tykflommede Ister,
364 Bobler og sprutter omkring, opstillet på knastørt Brændsel,
365 Saaledes gløded den deilige Flod, og Vandene bobled,
366 Ikke den lysted at løbe, men standsede, martret af Dampen,
367 Alt ved den snilde Hephaistos’s Kraft, da bad den til Here
368 Bønlig, og flux med bevingede Ord saalunde den talte:
369 Here! hvorfor har din Søn mig Flod mishandlet saa grusomt
370 Fremfor de Andre? jeg har jo dog ei forbrudt mig imod dig
371 Svart som de øvrige Guder, der hjelpe de Troiske Kæmper.
372 Gjerne forsand vil jeg standse min Færd, er dette din Villie,
373 Dog, lad ham standse tillige! og edelig vil jeg forsikkre,
374 Aldrig mod Jammerens Dag jeg Troernes Folk vil beskjerme,
375 Ei om saa hele det Troiske Land i lysende Lue
376 Blussede, stukket ibrand af Achaiernes krigerske Sønner.
377 Men da hans Ord hun fornam, den liliearmede Here,
378 Raabte hun flux til Hephaistos, sin Søn, og talte saalunde:
379 Stands! Hephaistos, navnkundige Søn, det sømmer sig ikke,
380 At du for Menneskers Skyld saa svart en Udødelig martrer.
381 Talt; da slukked Hephaistos sin frygtelig brændende Lue;
382 Brat nedstyrted det deilige Vand igjen i sin Flodseng.
383 Men da saa Xanthos’s Kraft var kuet, forholdt de sig Begge
384 Stille, thi Here dem styred til Roe, hvorvel hun var opbragt.
385 Men blandt de øvrige Guder nu reiste sig svar og ubændig
386 Strid; deres fiendtlige Hjerter i Barm kun aandede Tvedragt.
387 Frem de foer med forfærdelig Støi; vidt drønede Jorden,
388 Himmelen gjalded som Krigsluurs Skrald; det mærked Kronion
389 Høit på Olymp, hvor han sad, og listelig loe han af Hjertet,
390 Glad ved at see, at Guderne drog til Kamp mod hverandre.
391 Fjernt fra hinanden ei længe de stod; Skjoldknuseren Ares
392 Stormed foran, og styrtede først mod Pallas Athene,
393 Løfted sit kobberne Spær, og talede haanlig saalunde:
394 Ha! hvi hidser du Guder til Strid, du næsvise Flue!
395 Vild og forvoven du est, dit Mod dig egger ustyrlig.
396 Husker du ei, da Tydeus’s Søn du drev til at stinge
397 Mig med sit Spyd, og hvorlunde du selv din blinkende Landse
398 Greb, og foer mig tillivs, og forrev mit deilige Legem.
399 Nu skal sikkert du bøde for alt hvad Ondt du mig voldte.
400 Og som han talte, da drev han sit Spyd mod den qvastede stærke
401 Aigis, som ei engang Zeus at knuse formaaer med sin Lynild;
402 Dog mod denne han drev sit Spyd, den blodige Ares.
403 Lidet tilbage hun foer, og greb en Steen med sin brede
404 Haand, på Marken den laae, den store, den kantede Graasteen,
405 Did henvæltet engang af Fortidens Mænd til et Markskjel,
406 Traf saa på Halsen den stormende Gud, og slapped hans Lemmer.
407 Henover syv Mark Land han faldt, hans Haar blev i Støvet
408 Sølet, og Rustningen klirred, da loe Gudinden Athene,
409 Og med bevingede Ord hun brammende talte saalunde:
410 Daare! forvist har du aldrig betænkt, hvor høit jeg i Styrke
411 Over dig staaer, da du vover med mig i Kraft dig at maale.
412 Saadan en Hevn har din Moders Forbandelse over dig nedkaldt,
413 Hun, som tugte dig vil, og er høist forbittret, fordi du
414 Svigter Achaiernes Folk, og forsvarer de trodsige Troer.
415 Og som hun talede, vendte hun bort sine funklende Øine,
416 Men Aphrodite, hiin Datter af Zeus, tog Ares ved Haanden,
417 Svart han sukked endnu, og med Nød gjenvandt han sin Fatning,
418 Strax dog blev hende vaer den liliearmede Here,
419 Og med bevingede Ord hun talede saa til Athene:
420 Datter af Aigissvingeren Zeus, du aldrig Betvungne!
421 Atter den næsvise Flue nu fører den mordiske Ares
422 Bort fra den rædsomme Kamp gjennem Tummelen; efter dem! skynd dig!
423 Saa hun taled, Athene forfulgte dem, glad i sit Hjerte;
424 Flux hun styrtede frem, og slog Aphrodite med breden
425 Haand for Brystet; da slappedes brat hendes Knæer og Hjerte.
426 Saa til den alternærende Jord nedsegned de Begge;
427 Men med bevingede Ord hun brammende talte saalunde:
428 Saadanne skulde de være forsand, de Guder, som hjelpe
429 Troernes Mænd, naar de slaaes med de brynieklædte Danaer,
430 Ligesaa kjække til Strid og forvovne, som her Aphrodite
431 Kom for Ares at hjelpe, og stilled sig blot for mit Kraftslag,
432 Da var det prægtige Ilions Stad allerede forstyrret,
433 Alt forlængst vi havde da havt en Ende på Krigen.
434 Saa hun taled, da smilte den liliearmede Here;
435 Men til Apollon påstand Jordrysteren vendte sin Tale:
436 Phoibos! hvi staae vi Begge saa fjernt? sligt sømmer sig ikke,
437 Alt har Andre begyndt; hvilken Skam, om reent uden Kampdaad
438 Hjem til Olympen vi kom til Zeus’s den kobberne Hofgård.
439 Derfor begynd! thi yngst af Alder est du, og det skikked
440 Slet sig for mig, efterdi jeg er ældst og mere forfaren.
441 Taabe! hvor est du glemsom af Hu; slet ikke du mindes
442 Al den Qval, som for Ilions Stad vi To have døiet
443 Ene blandt samtlige Guder, den Tid, vi på Zeus’s Befaling
444 Sled et heelt langsommeligt Aar for Løn som den stolte
445 Konning Laomedons Trælle, og han var bydende Herre.
446 Jeg opførte for Troernes Folk en bred og forsvarlig
447 Muur omkring deres Bye til urokkeligt Værn for Staden;
448 Du derimod som Hyrde med dorskfremvraltende Hornqvæg
449 Vanked omkring i den bugtede Dal på det skovrige Ida.
450 Men da saa langt om længe de lindrende Stundgudinder
451 Bragte Betalingens Dag, da forholdt os den grusomme Konge
452 Voldelig hele vor Hyre, og bort han jog os med Trudsler.
453 Dig han trued forsand baade Hænder og Fødder at baste,
454 Og til en langtfraliggende Øe tilsalg dig at sende;
455 Gjorde saa Miner, at hugge os Ørene af med sit Slagsværd.
456 Bort vi ginge da Begge med høistforbittrede Hjerter,
457 Harmfulde over den Løn, som han loved, men ei vilde yde.
458 Og mod Laomedons Folk endda du viser dig gunstig
459 Bedre du prøved med os, hvordan de trodsige Troer
460 Ynkelig kunne forgaae med Børn og tugtige Qvindfolk.
461 Ham gjensvared den mægtige Gud, Fjernskytten Apollon:
462 Jordomslynger Poseidon! du knap mig kaldte betænksom,
463 Hvis med dig en Dyst jeg bestod for de skrøbelig stakkels
464 Menneskers Skyld, dem ligne man maa med Træernes Blade,
465 Snart de frodigen blomstre, fortærende Markernes Frugter,
466 Snart afmægtige visne de hen; nei! lader os skyndsomst
467 Standse med Strid! lad saa Folkene slaaes saameget dem lyster.
468 Saaledes taled Apollon, og vendte sig bort, thi han undsaae
469 Svart sig i Sindet for Dyst med Faderens kjødelig Broder.
470 Søsteren Artemis skammed ham ud, hiin ivrige Jagtmøe,
471 Drotning for Skovenes Vildt, og spodsk hun talte saalunde:
472 Flygter du alt, fjernrammende Gud! og Seiren du ganske
473 Skjenked Poseidon! ham Æren du gav uden ringeste Møie.
474 Taabe! hvi fik du Bue, naar reent uden Nytte du bær den!
475 Lad mig nu aldrig herefter i Hallerne hjemme hos Fader
476 Høre dig prale, som før du har gjort i Guders Forsamling,
477 At med den stærke Poseidon en Dyst du nok turde vove!
478 Talt; dog ei noget Svar hende gav Fjernskytten Apollon.
479 Men af Forbittrelse fnøs Kronions ærværdige Mage,
480 Haanligen skammed hun Artemis ud med krænkende Tale:
481 Hvad! du vover at sætte dig op mod mig, du Forvorpne!
482 Haardt det falde dig vil, med mig i Kraft dig at maale,
483 Skjøndt du er væbnet med Bue, thi kun for jordiske Qvindfolk
484 Satte dig Zeus til Løvinde, saa dræbe du kan hvem dig lyster.
485 Bedre forsand, de glubende Dyr at bede på Fjelde,
486 Eller de streifende Hjorte, end djervt med Stærkere stride.
487 Lyster en Kamp dig til Prøve, velan! da kan du fornemme
488 Strax, hvor høit jeg staaer over dig, som trodser min Vælde.
489 Talt; flux Artemis’ Hænder med Venstre hun greb, og om Leddet
490 Holdt hun dem fast; med sin Høire hun rev hende Buen af Skulder,
491 Slog saa Gudinden, som vendte sig bort, under Øret med Buen,
492 Leende høit, og af Koggeret faldt de hurtige Pile.
493 Grædende flygted Gudinden nu bort, som en ængstelig Due,
494 Naar for en Høg den flyver afsted, og i Klippernes Rifter
495 Finder et Lye, ei var det bestemt, at fanges den skulde;
496 Saaledes flygted hun grædende bort, og lod Buen i Stikken.
497 Flux til Leto nu talte Budbringeren, Argos’s Bane:
498 Leto! med dig ei stride jeg vil, thi vovelig Gjerning
499 Er det i Sandhed at slaaes med Zeus’ Skysamlerens Koner.
500 Thi kan du trøstig og frit blandt alle de salige Guder
501 Rose dig af, at i Kamp over mig du vældig har seiret.
502 Talt; da sankede Leto påstand baade Buen og alle
503 Pilene op, som trindt i den hvirvlende Støv laae slængte.
504 Derpå med Datterens Vaaben i Haand hun bort sig forføied.
505 Men til Olymp kom denne til Zeus’s den kobberne Hofgård,
506 Sat sig på Faderens Skjød og græd, mens frem og tilbage
507 Dirred det himmelske Slør; da trykkede Fader Kronion
508 Datteren op til sit Bryst, og med hjertelig Latter han spurgte:
509 Hvad for en Gud har gjort dig Fortræd, min elskede Datter!
510 Uden at blues, som havde du aabenbart øvet en Udaad?
511 Ham gjensvared påstand den smuktbekrandsede Jagtmøe:
512 Fader! din Hustrue mig slog, den liliearmede Here,
513 Hun som bestandig er Skyld i Gudernes Trætter og Kivsmaal.
514 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
515 Men til det hellige Ilions Stad begav sig Apollon,
516 Thi han befrygted, at alt den Dag Achaiernes Sønner
517 Ned skulde styrte den herlige Muur trods Skjebnens Beslutning.
518 Men til Olympen begav sig de øvrige himmelske Guder,
519 Somme med harmfuldt Sind, men stolt hovered de Andre.
520 Der de sig satte hos Zeus, Stormskyernes Drot. Men Achilleus
521 Slog baade Troiske Kæmper ihjel og stampende Heste.
522 Som naar en løbende Røg fra en brændende Stad mod den brede
523 Himmel opstiger, og Gudernes Harm i Veiret den driver;
524 Alle forvolder den Møie, og Sorg tilskikker den Mange,
525 Saaledes voldte Peleiden nu Troerne Sorrig og Møie.
526 Men den bedagede Priamos stod på det hellige Muurtaarn;
527 Der Achilleus han saae, den vældige; brat i Forvirring
528 Flygted for Helten de Troiske Mænd, og Ingen på Modstand
529 Tænkte; da steg fra Taarnet han ned til Jorden med Veeraab,
530 Og til de portbevogtende Mænd ved Muren han raabte:
531 Op med Porten! og Haand på Fløiene! indtil vort hele
532 Flygtende Mandskab er kommen herind; Achilles dem trænger
533 Haardt, og alt er han nær; mit Sind mig bebuder det Værste.
534 Men er de først i Behold, og frit kan aande bag Muren,
535 Lukker da Porten, og stænger påstand de forsvarlige Fløie,
536 Thi jeg er bange, den rasende Mand indstyrter i Staden.
537 Talt; da skjød de Stængerne fra, og aabnede Porten,
538 Fløiene bredte til Frelse sig ud, og Phoibos Apollon
539 Frem af Aabningen sprang til Troernes Værn imod Ufærd.
540 Lige mod Ilions kneisende Muur fra Sletten sig skyndte,
541 Tør af Tørst og bedækket med Støv, den flygtende Krigshær;
542 Hardt med Landsen forfulgte dem hiin; som slaget af Vanvid
543 Raste hans Hjerte bestandig, hans Agt var Hæder at vinde.
544 Vist i Achaiernes Vold var det kneisende Troia nu faldet,
545 Naar ikke Phoibos Apollon til Daad havde skyndet Agenor,
546 Helten Antenors fortrinlige Søn, uplettet og tapper;
547 Mod han skjød ham i Barmen, og tæt ved Manden han selv sig
548 Stilled til Værn mod den rædsomme Døds tungtrammende Hænder,
549 Under den skyggende Bøg og tæt indhyllet i Taage.
550 Knap blev Agenor ham vaer, den Stadomstyrter Achilleus,
551 Førend han standsed, og Hjertet i Barm kom stærkt til at klappe;
552 Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
553 Vee mig! ifald jeg ræd for den drabelig stærke Peleide
554 Flygter den Vei, de Øvrige løb i Skræk og Forvirring,
555 Slaaer han mig dog ihjel, og dræber en uselig Kryster.
556 Men naar jeg lader de flygtende Mænd omtumles på Sletten
557 Hist af Peleiden Achilles, og skynder mig bort ad en Gjenvei
558 Hen til den Iliske Mark på hurtige Fødder, til Idas
559 Skovrige Bakker jeg naaer, og dybt i Krattet mig skjuler,
560 Da kan i Skumringen hjem til Ilions Stad jeg mig liste,
561 Naar jeg har taget et Bad og min Sved afkjølet i Floden.
562 Dog, hvi grubler i Sind jeg nu på saadanne Tanker?
563 Blot han ikke mig seer, naar fra Byen jeg flygter til Sletten,
564 Vender sig om, og henter mig ind på hurtige Fødder,
565 Da er det plat umuligt, Dødsmøerne længer at undflye;
566 Stærk som han er Ingen af Menneskens Sønner tilhobe.
567 Dog, hvis her ved Staden jeg drister at gaae ham imøde –
568 Visselig maa hans Hud af Kobberets Od kunne saares,
569 Meer end een Sjel eier han knap, og som der fortælles
570 Er han en dødelig Mand, dog Zeus forlener ham Hæder.
571 Talt; da bøied han Kroppen, beredt at møde Peleiden;
572 Freidigen higed hans mandige Mod efter drabelig Kampgang.
573 Ret som kjækt Leoparden, dybt inde fra Skovenes Tykning,
574 Farer mod Jægeren frem, ei gruer dens modige Hjerte,
575 Heller ei skræmmes den bort, skjøndt Hundenes Glammen den hører;
576 Selv om Jægeren alt med Stik eller Kast den har saaret,
577 Helmer den ei, skjøndt stungen af Spyd, men styrter til Angreb,
578 Til den med hiin fåer Bugt, eller lader sit Liv udi Kampen.
579 Saaledes Helten Agenor, den herlige Antenoride,
580 Ei ham lysted at flye, før Dyst med Achilles var prøvet;
581 Frem for sit Bryst til Skjerm han holdt sit blankede Rundskjold,
582 Sigted på Helten med Spyd, og raabte med lydelig Stemme:
583 Vist du haabed i Sind, Achilles, du straalende Kæmpe!
584 Troernes velbefæstede Stad idag at forstyrre.
585 Daare! for denne skal end heel svar Gjenvordighed fristes.
586 End er i Staden vi mange, og derhos dygtige Stridsmænd;
587 Kjækt til Værn for Hustrue og Børn og elskte Forældre
588 Ilions Stad vi beskjerme, men her skal Skjebnen dig ramme,
589 Om du er aldrig saa rædsom og uforfærdet en Kriger.
590 Talt; da svang han det hvæssede Spyd med sin vældige Næve;
591 Nedenfor Knæet i Benet han traf, ei var det et Glipkast;
592 Høit Beenskinnen af flunkende Tin, som nylig var smeddet,
593 Klirred ved Rammet af Malmen, og mat sprang Spydet tilbage,
594 Uden at bore sig ind, afbødet ved Guddommens Gave.
595 Frem mod den Ædling Agenor nu stormede Helten Achilleus,
596 Dog, Apollon forundte ham ei, sig Hæder at vinde,
597 Bort han snapped Agenor, og trindt i Taage ham hylled,
598 Lod ham saa drage fra Kamp, og hjem sig i Stilhed forføie.
599 Derpå Peleiden han fjernede snildt fra det flygtende Krigsfolk,
600 Manden Agenor livagtigen lig Apollon sig stilled
601 Tæt ved Achilles’s Fødder, og rask forfulgte ham Helten.
602 Mens på den hvedebevoxede Mark han løb efter denne,
603 Som til den dybthenhvirvlende Flod Skamandros blev dreven,
604 Med ubetydeligt Forspring, thi gjekket med List af Apollon
605 Haabed Achilles bestandig, han nok skulde naae ham i Løbet,
606 Kom de øvrige Troiske Mænd i flygtende Sværme
607 Hjertensglade til Byen, som stærkt opfyldtes af Stimlen;
608 Alle tilhobe de manglede Mod, på hinanden at bie
609 Udenfor Murene, eller forvisse sig, hvo der var sluppen,
610 Hvo der var falden i Kampen, men ind i Staden de voldsomt
611 Strømmed, saa Mange som Fødder og Knæe havde bjerget i Qviden.

 

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Iliaden Thorvaldsen Relief

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Iliaden Thorvaldsen Relief

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.


ILIADEN
De 24 sange

Sang 1 Sang 2 Sang 3 Sang 4 Sang 5 Sang 6
Sang 7 Sang 8 Sang 9 Sang 10 Sang 11 Sang 12
Sang 13 Sang 14 Sang 15 Sang 16 Sang 17 Sang 18
Sang 19 Sang 20 Sang 21 Sang 22 Sang 23 Sang 24