Odysseen komplet og resumé – Sang nr. 1

Odysseen Sang 1

Resume af 1. sang i Odysseen af Homer. Guderne beslutter, at Odysseus endelig skal komme tilbage til sit hjem. Athene drager til Ithaka, og i skikkelse af den Taphiske Konge Mentes møder hun Telemachos, og råder ham til at rejse til Nestor i Pylos og Menelaos i Sparta for at høre, om der skulle være noget nyt om hans fader, og at forvise Beilerne fra sit hus. For første gang taler han med selvsikkerhed til bejlerne.

Der er gået tyve år siden Odysseus sejlede fra Ithaka til Troja. Hjemme på øen Ithaka sidder Odysseus hustru Penelope og hans søn Telemakos. De er belejrede af bejlere, som ønsker at presse Penelope til at vælge en ny ægtemand. På Olympen beslutter Athene og Zeus at hjælpe Odysseus hjem, og de håber at kunne gøre det ubemærket af havguden Poseidon (som har lagt alverdens hindringer i vejen for Odysseus, fordi Odysseus har blindet hans søn kyklopen Polyfemos).

Først tager Athene forklædt som menneske til kongeborgen på Ithaka for at opmuntre Telemakos til at dræbe moderens bejlere og tage til Sparta til kong Menelaos og til Pylos til kong Nestor for at høre, om de har nyt om hans forsvundne fader.

Odysseen

Odysseen er et græsk heltedigt, skrevet af Homer. Den består af 24 sange, der omhandler Odysseus’ ti-årige hjemrejse fra den trojanske krig til Ithaka. Historien er en efterfølger til Homers Illiaden. Odysseen møder undervejs utallige farer og fristelser. Han kommer på lange afveje og besøger sågar dødsriget Hades. Imens bliver Odysseus hustru Penelope hjemme på øen Ithaka bestormet af bejlere. Alle formoder at Odysseus er død. Men gudinden Athene får ansporet sønnen Telemakos, til at  rejse ud for at lede efter sin fader.

Igennem de 24 sange følger vi Odysseus og sideløbende også sønnen Telemakos. De første fire sange handler om, hvorledes Telemakos drager ud i verden for at søge efter sin far. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab.

Odysseus har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst. Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

 

ODYSSEEN

Sang 1 Sang 2 Sang 3 Sang 4 Sang 5 Sang 6
Sang 7 Sang 8 Sang 9 Sang 10 Sang 11 Sang 12
Sang 13 Sang 14 Sang 15 Sang 16 Sang 17 Sang 18
Sang 19 Sang 20 Sang 21 Sang 22 Sang 23 Sang 24

 

Odysseen, 1. sang

1 Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
2 Meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
3 Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
4 Men på sin Fart over Havet han svar Gjenvordighed udstod,
5 Medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst;
6 Dog sine Svende han ei fik frelst, hvor ivrig han stræbte,
7 Thi ved formastelig Daad de selv pådrog sig en Ufærd,
8 Ret som Daarer, de slagted den høithenvandrende Solguds
9 Oxer, og derfor til Straf han dem Hjemfærdsdagen berøved.
10 Heraf, du Datter af Zeus! du os Et og Andet fortælle!
11 Alt var de øvrige Mænd, som den grusomme Død havde sparet,
12 Komne til Huus og Hjem efter Farer i Krig og på Bølge;
13 Ham alene, som savned saa svart sit Huus og sin Hustrue,
14 Holdt en Gudinde tilbage, den værdige Nymphe Kalypso,
15 Hist i de hvælvede Grotter, og ønsked sig Manden til Husbond.
16 Men da det Aar i Tidernes Løb omsider var kommet,
17 Da det af Guderne var ham bestemt at vende tilbage,
18 Hjem til Ithakas Øe, selv da blev han midt mellem Landsmænd
19 Ei forskaanet for Kamp; dog samtlige Guder ham ynked,
20 Uden Poseidon alene, thi gram i Hu han bestandig
21 Helten Odysses forfulgte, før hjem til sit Land han var kommen.
22 Guden var fjernt reist bort, Aithioperne vilde han gjæste;
23 Yderst på Jorden de boe i tvende forskjellige Stammer,
24 Deels hvor Solen ved Grye staaer op, og deels hvor den daler;
25 Festhekatomber af Oxer og Lam bivaane han vilde.
26 Der heel froe ved Gildet han sad, mens de øvrige Guder
27 Hist hos Olymperen Zeus i Sal havde samlet sig alle.
28 Først til Orde nu tog hiin Guders og Menneskers Fader,
29 Just som Aigisthos i Tanke ham randt, den glimrende Fyrste,
30 Hvem Agamemnons navnkundige Søn Orestes ihjelslog;
31 Kommende ham ihu han saa blandt Guderne talte:
32 Ha! hvor gjerne dog Menneskens Slægt anklager os Guder!
33 Jammeren, sige de, kommer fra os, og selv dog alene
34 Ved deres Synder mod Ret og Skjel de volde sig Sorger,
35 Ligesom nys Aigisthos mod Ret og Skjel Agamemnons
36 Viv tilægte sig tog, og myrded ham selv ved hans Hjemkomst,
37 Skjøndt han vidste sin Straf, da vi selv ham vared itide;
38 Ned vi skikked Hermeias, den speidende Argosbetvinger,
39 At han dog ei skulde slaae ham ihjel, eller ægte hans Hustrue,
40 Thi af Orestes engang skulde Atreus’s Søn vorde hevnet,
41 Naar han var voxen til Mand, og sit fædrene Rige begjærte.
42 Dette ham sagde Hermeias, dog ei han rokked Aigisthos,
43 Skjøndt til hans Bedste han raaded, og nu har han bødet for Alting.
44 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
45 O vor Fader Kronion! du Drot over Drotter tilhobe!
46 Ja! han faldt, og tilvisse sin Død han ærlig fortjente;
47 Døe som han hver Mand, der til lignende Daad sig formaster!
48 Men i mit Hjerte det skjær mig for Helten den stakkels Odysseus,
49 Han som skilt fra de Kjære saa lang Tid martres af Kummer
50 Hist på den havomskyllede Øe; som en Navle på Dybet
51 Stikker den frem bevoxet med Skov; der boer en Gudinde
52 Datter af Atlas, den snedige Gud, som kjender tilfulde
53 Samtlige Dybder i Havet, og ene de mægtige Støtter
54 Løfter i Veiret, som Himmelen vidt adskille fra Jorden.
55 Datter af ham forsinker den arme bedrøvede Konning,
56 Smigrende for ham bestandig med sød indsmidskende Tale,
57 At han skal glemme sit Ithakas Øe; men Helten Odysseus
58 Inderlig længes at see blot Røgen igjen fra hans Hjemland
59 Fare mod Skye; ja Døden han ønsker sig; røres dit Hjerte
60 Ei omsider, Olympiske Drot! har Odysses da fordum
61 Ei ved Argeiernes Skibe dig bragt behageligt Offer
62 Hist i Troernes Land? hvorfor er da Zeus ham saa harmfuld?
63 Hende påstand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
64 Kjæreste Barn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
65 Hvor var det muligt, at jeg kunde Helten Odysses forglemme,
66 Som i Forstand staaer høit over Mænd, og stadig sit Offer
67 Bragte de salige Guder, som boe på Himmelen vide!
68 Dog bestandig imod ham den Jordomslynger Poseidon
69 Fnyser af Harm, fordi hans Søn Polyphemos han blinded,
70 Hiin Kyklop, der stærk som en Gud i vældige Kræfter
71 Staaer over alle Kykloper; hans Moder er Nymphen Thoosa,
72 Datter af Phorkys, en raadende Drot i Havet det golde;
73 Hist i de hvælvede Grotter Poseidon i Favn hende trykked.
74 Derfor Poseidon er vred, og hvorvel Jordrysteren sparer
75 Helten Odysses’s Liv, han tumler ham fjernt fra hans Hjemstavn.
76 Dog velan! lad os samtlige her betænke, hvorlunde
77 Helten kan naae sit Hjem, og da vil Poseidon tilvisse
78 Mildne sin Harm, thi ei vil de salige Guder han trodse,
79 Ei vil alene han noget formaae mod os Alle tilhobe.
80 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
81 O vor Fader Kronion, du Drot over Drotter tilhobe!
82 Hvis det da virkelig nu behager de salige Guder,
83 At til sit Hjem omsider den Helt Odysses skal komme,
84 Lad saa Hermeias os flux, Budbringeren, Argos’s Bane,
85 Skikke herfra til Ogygias Øe, at den haarfagre Nymphe
86 Snart kundgjøre han kan vor urokkelig faste Beslutning,
87 At til sit Hjem Odysses, den kraftige Kæmpe, skal drage.
88 Selv vil jeg gaae til Ithaka hen, at hans Søn ved min Tale
89 Meer opflinke jeg kan, og Mod i Bringen ham sætte.
90 Stævne han skal til Thing de haarfagre Mænd af Achaia,
91 Der skal han Beilernes Sværm forbyde sit Huus, da de daglig
92 Slagte for Fode hans Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg.
93 Saa vil til Sparta jeg sende ham hen og det sandede Pylos,
94 For at han der kan spørge sig for om Faderens Hjemfærd,
95 Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde.
96 Strax som dette var talt, hun bandt under Foden de gyldne
97 Deilige himmelske Saaler, som bar hende hen over Havet
98 Og over Jorderig vide saa snelt som Pustet af Vinden;
99 Greb saa sin mægtige Landse, beslagen med stingende Malmod,
100 Tung, forsvarlig og lang, hvormed hun betvinger de kjække
101 Fylker af Mænd, på hvem hun er gram, den Vældiges Datter;
102 Og i en Fart hun ned sig svang fra høien Olympos.
103 Brat på Ithakas Øe hun stod ved Odysses’s Borgport
104 Ude på Tærsklen til Gaarden, og holdt i Haanden sit Malmspær,
105 Mentes hun ligned, den Taphiske Drot, der var kommen som Fremmed.
106 Udenfor Døren hun traf de trodsige Beileres Skare,
107 Just som tilsammen de mored sig der med at spille med Smaasteen,
108 Magelig strakte på Huder af Qvæg, som de selv havde slagtet.
109 Travlt gik baade Herolder omkring og driftige Svende,
110 Nogle beblandede Viin med Vand i forsvarlige Kummer,
111 Andre, som Bordene først afskured med hullede Svampe,
112 Stilled dem frem på Rad, og skifted den yppige Suulmad.
113 Først af Alle den fagre Telemachos øined Gudinden;
114 Midt blandt Beilernes Flok han sad, mismodig i Hjertet,
115 Grundende dybt på det mulige Træf, om hans herlige Fader
116 Kom til sit Hjem, og Beilernes Sværm adsplitted i Huset,
117 Selv annammed sin Hæder, og raaded igjen for sin Velstand.
118 Grublende saa han hos Beilerne sad, da saae han Athene;
119 Strax han ilte til Porten, ret ærgerlig stemt i sit Hjerte,
120 At man den fremmede Gjæst lod staae ved Døren saa længe;
121 Trædende nær hendes Haand han greb, og tog hendes Malmspær,
122 Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden:
123 Hil dig, fremmede Mand! velkommen os vær ved et Maaltid
124 Først du tilgode dig gjøre! saa nævn os siden dit Ærind!
125 Talende saa gik selv han foran, og Gudinden ham fulgte.
126 Men da de treen under Tag, og stod i Salen den høie,
127 Tog han Landsen, og stilled den op til en kneisende Sule
128 Ind i det prunkende Vaabenlukaf, hvor Landser i Mængde
129 Stod, dem Odysses, den haardføre Helt, havde der i Forvaring.
130 Derpå han bød hende Plads på den smuktudsnittede Throne,
131 Som var med Linned belagt, og ved Fødderne stod der en Skammel,
132 Og til sig selv en stadselig Stol ved Siden han satte
133 Borte fra Beilernes Sværm, at hans Gjæst i den kaade Forsamling
134 Ei skulde plages med Bulder og Støi, og væmmes ved Maden,
135 Og at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader.
136 En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
137 Kande, som stod på et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
138 Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
139 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
140 Hvilke hun stilled på Bord, meddelende mildt hvad hun havde.
141 Fade med alskens Suul indbar i Salen en Madsvend,
142 Satte dem frem, og stilled på Bord forgyldte Pokaler,
143 Og en Herold gik om, som med Viin dem flittigen fyldte.
144 Ind nu Beilerne treen, og strax de trodsige Herrer
145 Tog deres Plads på Stol eller Bænk jevnsides hverandre.
146 Flux indfandt sig Herolder, som Vand over Hænderne gjød dem;
147 Ternerne flinkt opstablede Brød i Kurve på Bordet,
148 Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen.
149 Derpå de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
150 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
151 Beeilernes Hu sig strax til anden Forlystelse vendte,
152 Sang og Spil og Dands, thi Sligt er en Pryd for et Gilde.
153 Strax en Herold da flyede den prægtige Cithar til Skjalden
154 Phemios, han som for Beilerne sang nødtvungen ved Gilde;
155 Rask han i Strengene greb, og sin yndige Sang han begyndte.
156 Men til Gudinden Athene Telemachos vendte sin Tale,
157 Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre:
158 Fremmede! tag ei fortrydelig op, hvad nu jeg vil sige!
159 Hine har nu til Cithar og Sang henvendt deres Tanker;
160 Det har de godt ved, de tære jo frit på fremmed Mands Velstand,
161 Medens hans hvidlige Been etsteds henslængte på Landjord
162 Smuldre for Regn og Slud, eller rulles i Havet af Bølgen.
163 Dog hvis Ithakas Kyst igjen de saae ham betræde,
164 Vist langt heller de ønsked sig da rapløbende Fødder,
165 End at beriges med kosteligt Guld og prægtige Klæder.
166 Dog han er død en sørgelig Død, og nu er der ingen
167 Trøst for os, om endog en dødelig Mand os forkyndte,
168 At han vil komme med Tiden, thi reent fortabt er hans Hjemfærd.
169 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
170 Hvem est du? af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre?
171 Hvad for et Skib har ført dig herhid? hvorledes har Søfolk
172 Bragt dig til Ithakas Øe? og for hvem udgive sig disse?
173 Thi du est ei kommen vandrende hid på din Fod, kan jeg tænke.
174 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg fåer det at vide,
175 Kom du til Øen fornys, eller gjæsted du fordum min Fader?
176 Dengang vort Huus af fremmede Folk saa flittig besøgtes;
177 Thi han var selv en huld omgængelig Mand imod Alle.
178 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
179 Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed.
180 Helten Anchialos’ Søn jeg er, selv hedder jeg Mentes,
181 Og jeg er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk;
182 Hid er jeg kommen fornys med Skib og Mænd på en Reise
183 Vidt over Bølgerne blaae til et Folk, hvis Sprog er mig fremmed;
184 Malm fra Temesa for blinkende Jern tiltuske jeg vil mig.
185 Ude ved Kysten mit Skib jeg har lagt et Stykke fra Staden
186 Hist i den Rheitriske Bugt under Neion den skovklædte Klippe.
187 Fædrene Gjæsteforbundne fra fjernere Old vi hinanden
188 Stolt kan kalde; ja spørg kun ad, naar engang du besøger
189 Gamle Laertes, som aldrig, saa hører jeg, sætter i Staden
190 Meer sine Been, men græmmes i Eensomhed ude på Landet
191 Blot med en aldrende Qvinde, som Mad og Drikke på Bordet
192 Sætter ham, naar han har krøbet omkring i sin frodige Viingård
193 Syslende der saalænge, til Lemmerne grebes af Træthed.
194 Nu begav jeg mig hid, da det blev mig fortalt, at din Fader
195 Alt var her i sit Land; dog Guderne sinke hans Reise.
196 Ei endnu han på Jorden er død, den Ædling Odysseus,
197 Nei! i Behold er han fangen etsteds på vildene Havdyb
198 Fjernt på en Holm i Bølgernes Skjød, hvor grusomme Vildmænd
199 Holde med Tvang ham fast, og ei vil lade ham reise.
200 Dog en Bebudelse nævne jeg vil, saaledes som Guder
201 Selv mig gav den i Sind, og som den forvist vorder opfyldt,
202 Skjøndt ei Seer jeg er, eller klog på Fuglenes Jertegn.
203 Nu ret længe forvist han ei fra sin elskede Hjemstavn
204 Borte forbliver, om end man i Lænker af Jern havde lagt ham,
205 Snild som han er, udtænker han nok et Middel til Hjemkomst.
206 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
207 Du som alt er saa stor, est du virkelig Søn af Odysseus?
208 Slaaende ligner du ham af Hoved og deilige Øine.
209 Vide du maa, tilforn vi To saae jevnlig hinanden,
210 Førend han stævned til Troernes Land, hvor ogsaa de andre
211 Drotter af Argos begave sig hen på bugede Skibe;
212 Siden har aldrig Odysses jeg seet, han mig ikke heller.
213 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
214 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
215 Efter hvad Moder har sagt, er jeg Søn af ham, men med Vished
216 Veed jeg det ei; af sig selv kan Ingen jo kjende sin Herkomst.
217 Gid jeg heller var Søn af en Mand, som føiet af Lykken
218 Sad i sit Hjem ved sin Eie, naar Alderen listed sig på ham!
219 Nu er den meest usalige Mand, som fødtes i Verden,
220 Fader til mig, har man sagt; thi derom det var jo du spurgte.
221 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
222 Guderne gav dig en Slægt, hvis Navn ei glemmes i Fremtid,
223 Siden en Søn som du blev født af Penelopeia.
224 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
225 Hvad er det her for en Suus og Duus? hvad er der påfærde?
226 Høitidsfest eller Bryllup? thi knap er det Sammenskudsgilde,
227 Saadan en kaad og skammelig Færd de tykkes mig drive
228 Her er ved dit Bord i din Sal; en skikkelig Mand maa jo harmes,
229 Naar på det samme han kommer, og seer det uteerlige Væsen.
230 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
231 Fremmede Mand! da om dette du spørger og fritter mig nøie,
232 Viid da, fordum imedens endnu hiin Mand var i Landet,
233 Da turde vel man kalde vort Huus bemidlet og anseet;
234 Nu har samtlige Guder vort Held omskiftet til Vanheld,
235 Reent de lod ham forsvinde, som aldrig en Mand er forsvunden;
236 Selv hans Død jeg mig ei saa nær havde taget til Hjerte,
237 Hvis han i Troernes Land var blegnet i Kredsen af Landsmænd,
238 Eller i Vennernes Arme, naar Krigen han alt havde udstridt;
239 Alt Achaiernes Folk havde da ham tuet en Gravhøi,
240 Og et berømmeligt Navn han sin Søn havde levnet i Fremtid;
241 Nu Harpyerne veired ham bort, og røved hans Hæder,
242 Ingen ham saae eller hørte, han svandt, og Jammer og Klage
243 Levned han mig; dog ikke for ham alene jeg græmmes
244 Dybt i Sind, nei! andre Bekymringer Guderne gav mig.
245 Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom,
246 Same, Dulichions Øe og det skovbeklædte Zakynthos,
247 Alle de Drotter desuden, som herske på Ithakas Fjeldøe,
248 Frie hver Een til min Moder, og haardt medtage de Huset.
249 Selv hun hverken formaaer det skændige Bryllup at afslaae,
250 Eller at ende den Færd; men hine forøde ved Fraadsen
251 Reent vort Huus, og mig selv ret snart ombringe de voldsomt.
252 Greben af Ynk og Harm gjensvarede Pallas Athene:
253 Ha! hvor trænger du svart til den Fader, du savned saa længe,
254 At han på Beilernes nedrige Flok strax Haand kunde lægge!
255 Gid han påstand kom hid, og stod i Døren til Salen,
256 Væbnet med Hjelm og Skjold, og i Haand to dygtige Landser,
257 Ligesaa kraftig som fordum, da først vi stifted Bekjendtskab
258 Hjemme hos os i vor Sal, hvor froe sit Bæger han tømte!
259 Just fra Ephyra tilbage han kom på en Reise til Illus,
260 Mermeros’ Søn, til hvem på et løbende Skib han var seilet
261 Efter en dræbende Gift, som han ønsked sig, for at bestryge
262 Malmbebraadede Pile dermed; dog Illus sig vægred
263 Plat ved at give ham den, af Grune for de salige Guder;
264 Men af min Fader, som elsked ham høit, han fik hvad han søgte. –
265 Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen,
266 Brad for dem Alle da blev deres Død og beedsk deres Bryllup
267 Dog i Gudernes Skjød forsand alt dette jo hviler,
268 Om til sit Hjem han kommer, og Hevn over Synderne tager
269 Her i sit Huus, eller ei; dog nu maa vel du betænke,
270 Hvad du vil gjøre, for Beilernes Sværm af Huset at jage.
271 Vel! saa mærk på mit Ord, og læg min Formaning på Hjerte!
272 Stævn imorgen til Thing Achaiernes ypperste Herrer!
273 Tag saa Bladet fra Mund, og kræv hver Guddom til Vidne!
274 Beilerne byde du skal, Enhver til Sit at fortrække;
275 Men er din Moder betagen af Lyst at fåe sig en Husbond,
276 Vel! saa drage til Borgen hun hjem til sin mægtige Fader,
277 Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr,
278 Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift.
279 Dig formaner jeg stærkt, om ellers mit Raad du vil følge,
280 Rust et Skib, det bedste du kan, med en fuld Snees Roerfolk,
281 Reis saa bort, at spørge dig for om din savnede Fader,
282 Om nogen Dødelig giver dig Nys, eller mulig du hører
283 Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden.
284 Først du drage til Pylos, at spørge den ædelig Nestor,
285 Derfra til Sparta du gaae til den Guldhaars Drot Menelaos,
286 Som af Achaiernes Kæmper er sidst hjemkommen fra Krigen.
287 Hører du nu, at han lever, og alt er på Reise til Hjemmet,
288 Da skal et Aar endnu du din Qval taalmodigen bære;
289 Men om Du hører, at alt han er død og kommen af Dage,
290 Vend da tilbage påstand til din elskede fædrene Hjemstavn,
291 Kast en Høi til hans Minde, og hold en glimrende Liigfærd,
292 Som det er Skjel og Skik, og giv din Moder en Husbond!
293 Men naar du dette har gjort, og Alt tilbørlig er fuldbragt,
294 Da maa du ret betænke tilgavns i dit Sind og dit Hjerte,
295 Hvordan du Beilernes Flok i dit Huus af Dage vil bringe,
296 Enten ved List eller aabenlys Færd; thi slet det dig anstaaer
297 Nu som et Barn at tee dig, ei est du længer en Pebling.
298 Eller har ei du hørt, hvad Rye den Ædling Orestes
299 Vandt sig hos Mennesker alle, fordi han den Morder Aigisthos
300 Dræbte til Hevn, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader.
301 Saa, min Kjære! vær kjæk! som jeg seer du er fager og voxen,
302 At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter!
303 Nu er det bedst, jeg begiver mig ned til mit hurtige Fartøi
304 Og mine Svende, som knurre maaskee for jeg tøver saa længe.
305 Tænk nu du på mit Ord, og læg min Formaning på Hjerte!
306 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
307 Fremmede Mand! saa kjærlig til mig har du talet i Sandhed,
308 Som til sin Søn en Fader, og aldrig dit Ord jeg skal glemme.
309 Tøv dog et Korn endnu, hvor stærkt du haster med Reisen,
310 At du kan qvæges ved Bad, og ret forfrisket i Hjertet
311 Glad i Hu kan begive dig ned til dit Skib med en Gave,
312 Skjøn og af stor Værdie; til Erindring om mig du den gjemme,
313 Som det er Skik mellem Venner, der kjærligen gjæste hinanden!
314 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
315 Hold ei længer mig op, min Hu staaer stærkt til at reise!
316 Men den Foræring, som nu dit venlige Sind mig har tiltænkt,
317 Den kan jeg fåe, naar jeg kommer igjen, og bringe den hjem med;
318 Vælg den saa prægtig du vil, jeg skal rigelig give dig Gjengjeld.
319 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
320 Brat som en Fugl, der stikker i Skye, men ham hun i Barmen
321 Mod og Kraft havde lagt, og vakt hans Hu til at tænke
322 Meer på sin Fader end før; men da dette han klart havde fattet,
323 Skjalv han i Sind, thi det bares ham for, at en Gud havde viist sig.
324 Strax til Beilernes Kreds henilte den deilige Yngling;
325 Her den fortrinlige Skjald slog Strengen og qvad, mens de Andre
326 Sad og lyttede taust; om den Jammer han sang, som Athene
327 Lod Achaierne times, da hjem de styred fra Troia.
328 Men da Ikarios’ Datter, den kløgtige Penelopeia,
329 Hørte den deilige Sang som hun sad i sit Høienloftskammer,
330 Ned ad Trappen den høie hun steg, som løb gjennem Huset.
331 Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte,
332 Og da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare,
333 Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal,
334 Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør.
335 En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side,
336 Flux til den hellige Skjald med grædende Taarer hun talte:
337 Phemios! mangen fortryllende Sang kan ellers du synge,
338 Qvad om Guder og Mænd, hvis Bedrifter af Skjaldene prises;
339 En af disse du synge for Mændene her mens de drikke
340 Taust deres Viin, men stands en Sang, som saa sørgelig lyder!
341 Dybt i mit inderste Hjerte det skjær mig saa tit jeg den hører,
342 Meest af Alle maa jeg med ulidelig Kummer jo drages,
343 Jeg som savner saa herlig en Mand, og mindes bestandig
344 Helten, hvis Rye sig har bredt over Hellas og Argos saa vide.
345 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
346 Moder! hvorfor vil du laste den elskede Skjald at han synger
347 Her os til Gammen, som Sindet ham byder det; aldrig er Skjalden
348 Skyld i Sligt, men Zeus, thi ham det er jo, som giver
349 Jordens opfindsomme Mænd hvad Enhver især han vil unde.
350 Ei er det sært, at vor Skjald besynger Danaernes Vanheld,
351 Det er jo Menneskens Viis den Sang fortrinlig at prise,
352 Som er det nyeste Qvad, der de Lyttende kommer for Øren;
353 Hærd da dit Sind og dit Hjerte til saadanne Viser at høre!
354 Ei var Odysses den eneste Mand, som forliste sin Hjemfærd
355 Hist i Troia; af Dage jo kom mangfoldige Flere.
356 Gak til dit Kammer nu hen, og besørg din Gjerning i Huset,
357 Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder
358 Røgte med Flid deres Dont! os Mænd at tale sig anstaaer,
359 Meest af Alle dog mig, thi min er Magten i Huset.
360 Studsende svart ved hans Ord tilbage hun gik til sit Kammer,
361 Da hun på Hjerte sig lagde sin Søns forstandige Tale;
362 Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen,
363 Der for Odysses sin Husbond hun græd, til Pallas Athene
364 Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer.
365 Beilerne støied og larmed nu lydt i den skyggende Høisal,
366 Inderlig ønsked Enhver at dele den Yndiges Leie.
367 Først den forstandige Svend Telemachos tog nu til Orde:
368 I som begjære min Moder til Viv, hovmodige Herrer!
369 Lader os her i vort Lag os nu forlyste ved Maaltid
370 Uden at støie! det er dog saa sødt at høre på Skjalden,
371 Naar det er saadan en Skjald med en Røst som himmelske Guder.
372 Saa vil imorgen til Thinge vi gaae, og samles tilhobe,
373 For at jeg frit og frankt kan der Eder sige min Mening,
374 At I skal rømme mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre,
375 Tære hvad selv I har, og Gilderne holde på Skifte.
376 Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde,
377 At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes,
378 Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder,
379 Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld,
380 Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe.
381 Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig,
382 Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig.
383 Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes:
384 Eia! forvist har Guderne selv, Telemachos! lært dig
385 Høit at hæve din Røst, og djervt at tage til Orde!
386 Blot Kronion dig ei indsætter til Drot på vort Øland,
387 Som er dit fædrene Rige forsand ifølge din Herkomst!
388 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
389 Finder du ogsaa det sært, Antinoos! naar jeg forsikkrer,
390 Gjerne jeg ønsker mig dette, om ellers mig Zeus det forunder?
391 Eller betragter du Sligt maaskee som det Værste på Jorden?
392 Det er dog ei saa ilde, som Drot et Land at beherske;
393 Rigt er snart hans Palads, og selv han stiger i Hæder.
394 Dog af Achaiske Drotter der findes jo mange foruden
395 Unge saavelsom bedagede Mænd på Ithakas Øland;
396 Een af dem være Drot, da min Fader er kommen af Dage,
397 Men i mit Huus vil jeg raade, og selv være Drot for de Trælle,
398 Som mig den Ædling Odysses tilkæmpede fordum på Krigstog.
399 Strax nu Polybos’ Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar:
400 End i Gudernes Skjød, Telemachos! hviler det vistnok,
401 Hvem af Achaierne herske der skal på Ithakas Øland.
402 Dog i dit Huus du selv være Drot, og beholde din Eie!
403 Aldrig en Mand der komme, som vover med Vold dig at røve
404 Noget af hvad der er dit, mens Folk på Ithaka bygge!
405 Dog om din Gjæst, min Kjære! jeg ønskede nok dig at spørge:
406 Hvor er den Mand dog fra? hvad Lands Affødning i Verden
407 Kalder han sig? og hvor er hans Slægt og fædrene Hjemstavn?
408 Har han maaskee dig Tidende bragt om din Faders Igjenkomst?
409 Hvad eller kom han hid, for selv et Ærind at røgte?
410 Hvor han dog brat brød op og gik, som om han Bekjendtskab
411 Skyede! han tyktes dog sandelig ei vantreven af Aasyn.
412 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
413 Ak, Eurymachos! tabt er forsand min Faders Igjenkomst!
414 Ei vil herefter jeg Tidende troe, hvorfra den saa kommer,
415 Heller ei agte det mindste på Sandsagn, hvilke min Moder
416 Spørger saa flittigen om, naar til Huset hun kalder en Spåmand.
417 Manden, du spørger mig om, er fra Taphos, en fædrene Gjæstven,
418 Helten Anchialos’ Søn han er, selv hedder han Mentes,
419 Og han er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk.
420 Saa han talte, dog vidste han grandt, at hiin var en Guddom.
421 Beilerne vendte sig atter til Dands og lystige Sange,
422 Mored sig godt, og tøvede der til Aftenens Komme,
423 Og som de mored sig bedst, frembrød den skumrende Aften;
424 Hver gik da til sit Hjem, og lagde sig der til at sove.
425 Men til sit Kammer begav sig Telemachos; høit var det opbygt
426 I den anseelige Gaard på en Plads med den frieste Udsigt;
427 Did til sit Leie han gik, af Tanker hans Sind var bevæget.
428 Ham Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
429 Lyste med blussende Fakkel i Haand, den kjærlige Gamle,
430 Hvem Laertes engang, da hun stod i sin feireste Ungdom,
431 Havde sig kjøbt for Qvæg, hun kosted ham Høveder tyve,
432 Og i sit Huus han saa høit som sin høviske Viv hende skatted;
433 Dog hendes Leie han skyede, for ei at krænke sin Hustrue;
434 Hun den blussende Fakkel ham bar; af samtlige Terner
435 Elskede hun ham meest, og hæged ham da han var lille.
436 Døren han aabnede selv til sit fastopbyggede Kammer,
437 Satte sig hen på sin Seng, og da Kjortlen han havde sig afført,
438 Flyede han strax den i Haand til den gamle forsynlige Qvinde.
439 Og da hun havde den glattet og lagt i de rigtige Folder,
440 Tæt ved den smuktudsnittede Seng på en Knag hun den hængte,
441 Gik saa af Kammeret ud, og fast med det sølverne Haandgreb
442 Døren hun efter sig trak, og Slaaen med Remmen hun fremskjød.
443 Hyllet i Tæpper af Uld han laae nu Natten igjennem,
444 Tænkende stærkt på den Fart, hvortil ham Athene formaned.

 

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er “fortællende”, dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Odysseen Thorvaldsen

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus af Gerard de Lairesse

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus’ søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje for Odysseus rejse

1. stop – Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus’ folk tilbage på deres skibe.

2. stop – Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus’ folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop – Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus’ folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus’ folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus’ mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus’ folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger den snilde Odysseus: “Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er ‘Ingen’. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.”. Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

“Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. “Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?”. “Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. “Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen.” og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus’ folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

“Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus’ hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster”. Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

“Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig.” Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop – Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop – Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop – Øen Aia og troldkvinde Kirke

Endelig kommer de til øen Aia, hvor den smukke nymfe eller troldkvinde Kirke bor. Hendes fader er Helios, solens gud og hendes moder er datter af Okeanos. Troldkvinden Kirke opdager Odysseus mænd og forvandler dem alle, undtagen Eurylokos, til svin. Eurylokos skynder sig tilbage til Odysseus og aflægger rapport.

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal forsmå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds

7. stop – Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios’ kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop – Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus’ folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begyndte.

 

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Odysseen Thorvaldsen

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus af Gerard de Lairesse

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Endelig kommer de til øen Aia, hvor den smukke nymfe eller troldkvinde Kirke bor. Hendes fader er Helios, solens gud og hendes moder er datter af Okeanos. Troldkvinden Kirke opdager Odysseus mænd og forvandler dem alle, undtagen Eurylokos, til svin. Eurylokos skynder sig tilbage til Odysseus og aflægger rapport.

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.


ODYSSEEN
De 24 sange

Sang 1 Sang 2 Sang 3 Sang 4 Sang 5 Sang 6
Sang 7 Sang 8 Sang 9 Sang 10 Sang 11 Sang 12
Sang 13 Sang 14 Sang 15 Sang 16 Sang 17 Sang 18
Sang 19 Sang 20 Sang 21 Sang 22 Sang 23 Sang 24