Odysseen Sang 2

Resume af 2. sang i Odysseen af Homer. Om morgenen indkalder Telemachos folket til møde på tinget, besværer sig over bejlernes uhæmmede adfærd, og byder dem at forlade huset. Bejlernes anfører, Antinoos, afslører, at han har gennemskuet Penelopes list: hun har holdt dem hen, idet hun lovede at vælge en ny mand blandt bejlerne, når hun var færdig med at væve et klæde, som hun imidlertid hver nat trævlede op.

Efter forsamlingen kommer Athene i Mentors skikkelse til Telemachos, og lover ham skib, mandskab og ledsagelse på rejsen. Den gamle Eurykleia sørger for proviant til rejsen, og om natten sejler han og Athene (forklædt som læreren Mentor) af sted til Pylos og Sparta.

ODYSSEEN

Odysseen, 2. sang

1 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
2 Stod Odysses’s elskede Søn strax op fra sit Leie;
3 Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skulder han hængte,
4 Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler,
5 Gik saa ud af sit Kammer, en Gud skinbarlig han ligned.
6 Derpå befoel han strax høimælede Folkeherolder,
7 Sammen at stævne til Thing de haarfagre Mænd af Achaia,
8 Hine dem stævnede flux, og snart gav Mændene Møde;
9 Og da saa Folket var samlet, og stod i Vrimmel på Thinget,
10 Iilte til Torvet han hen, med et Spyd af Malm i sin Høire,
11 Ei alene, ham fulgte på Vei rapfodede Hunde;
12 Over hans Væsen Athene da gjød vidunderlig Skjønhed.
13 Folket betragted med Studsen ham ret, da han treen i Forsamling,
14 Drotterne vege ham Plads, og på Faderens Stol han sig satte.
15 Først i Kredsen den Drot Aigyptios tog nu til Orde;
16 Alt var han kroget af Alderens Tryk, men rig på Erfaring;
17 En af hans Sønner, en Kriger saa bold, var på bugede Skibe
18 Fulgt med Odysses på Tog til det hestopfostrende Troia,
19 Antiphos var hans Navn, men den vilde Kyklop havde dræbt ham
20 Hist i den hvælvede Hule, og ædt ham sidst ved sit Maaltid;
21 Tre han havde foruden: Eurynomos var i de kaade
22 Beileres Tal, og de To bestyrede Faderens Landgods;
23 Hiin han glemte dog aldrig, og dybt han bejamred hans Henfart;
24 Nu med Taarer i Øiet sin Røst han hæved og sagde:
25 Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
26 Aldrig endnu blev der her holdt Thing eller folkeligt Møde,
27 Siden Odysses den Helt drog bort med de bugede Skibe.
28 Hvo har da stævnet os hid? og hvo har, enten af yngre
29 Eller af aldrende Mænd saa trykkende Sag på sit Hjerte?
30 Mon han om Fiender, som true vort Land, har spurgt noget Budskab,
31 Hvilket han her vil os melde som den, der først det erfared?
32 Eller mon Andet til Landsmænds Tarv han på Thing vil forkynde?
33 Brav er Manden forvist; Held følge ham! gid i sin Naade
34 Zeus fuldbyrde hvad Godt somhelst han i Sindet har udtænkt!
35 Talt; det heldbebudende Ord Telemachos glæded.
36 Ei blev han siddende længe, hans Hu ham drev til at tale;
37 Frem i Kredsen han stod, og en Stav i Haanden ham rakte
38 Strax Herolden Peisenor, en Mand baade viis og erfaren.
39 Derpå han først henvendte sit Ord til Gubben, og udbrød:
40 Ei er den Mand just fjern, snart selv du seer ham, min Gubbe!
41 Som har til Thing Eder kaldt; jeg selv meest pines af Kummer.
42 Ei har om Fiender, som true vort Land, jeg spurgt noget Budskab,
43 Hvilket jeg her kunde melde som den, der først det erfared,
44 Heller ei Andet til Landsmænds Tarv vil på Thing jeg forkynde.
45 Nei! det er eget Behov hjemsøgt er mit Huus af en dobbelt
46 Sorg; først misted jeg jo min herlige Fader, som fordum
47 Eder behersked som Drot, og var mild som en Fader mod Alle;
48 Nu har en argere Nød mig ramt, som snart vil forstyrre
49 Huset i Bund og Grund, og gjøre til Intet vor Velstand.
50 Beilere trænge sig ind på min Moder imod hendes Villie,
51 Samtlige Sønner af Mænd, som her for de Ypperste gjælde.
52 Ei de beqvemme sig kan til at gaae til Ikarios’ Bolig,
53 At hendes Fader da selv kunde give sin Datter med Udstyr
54 Efter Behag til den Mand, som hued ham bedst af dem Alle.
55 Nei! Dag ud Dag ind til vort Huus i Flokke de stimle,
56 Rask vore Oxer og Faar og mæskede Geder de slagte
57 Til deres Gilder og Sviir, og med blussende Viin de sig fylde,
58 Som de har Lyst; stærkt svinder vort Gods, thi en Mand der os fattes,
59 Saadan en Mand som Odysses, vort Huus at værne mod Ufærd.
60 Jeg er for svag til at værge mod Sligt, og vist jeg herefter
61 Bliver en Stakkel som nu, kun maadelig vant til at kæmpe.
62 Gjerne forsand jeg værged, saafremt jeg mægted og evned,
63 Thi der forøves utaalelig Færd, og Huset tilgrunde
64 Gaaer på den lumpneste Viis; erkjender da selv Eders Uret!
65 Blues i Sindet for Andre, for Nabofolk og for Grander
66 Rundt på Itakas Øe, og skjælver for Gudernes Vrede!
67 Snart Eders Lod omskifte de kan af Harm over Brøden.
68 Eder besværger jeg høit ved Olymperen Zeus og ved Themis,
69 Hun som sætter og hæver hvert Thing, hvor Mændene raadslaae;
70 Standser den Færd, mine Venner og lader den Sorg, som mig piner,
71 Være mig nok! med mindre min herlige Fader Odysseus
72 Fordum maaskee mishandled Achaiernes Helte med Forsæt,
73 Og det er Hevn, at I nu hans Søn mishandle til Gjengjeld,
74 Eggende her dem til Vold; langt bedre forvist var jeg faren,
75 Om det var Eder, som aad mit liggende Gods og mit Fæmon;
76 Thi var det Eder, som aad det, da fik jeg mulig Erstatning,
77 Naar i vor Bye jeg vandrede rundt, og trygled saalænge,
78 Krævende Bod for mit Gods, til fuld Opreisning mig gaves.
79 Nu derimod på mit Sind en ubodelig Sorg I mig vælte.
80 Saa med Harme han talte; til Jord nedslængte han Staven,
81 Bristende lydt i Graad, og rørt blev Folket af Medynk.
82 Hele den øvrige Kreds sad taus, der var Ingen, som nænte
83 Heftige Ord at give til Svar på Telemachos’ Tale.
84 Kun Antinoos svared igjen, og talte saalunde:
85 Ha! høirøstede Svend! halsstarrige! hvad for en Tale!
86 Os udskamme du tør, og en Klik på vort Navn vil du sætte!
87 Kast ei Skylden for Sligt på Beilerne her af Achaia,
88 Skylden er ene din Moders, som ei har i Rænker sin Mage.
89 Alt er det Aaringer tre, og snart udløber den fjerde,
90 At hun Achaiernes Hjerte har listigen vidst at bedaare;
91 Alle hun holder med Haab, og Enhver hun lover det Bedste,
92 Skikkende Bud omkring, dog staae hendes Tanker til Andet.
93 Dertil hun følgende List udrugede lumsk i sit Hjerte:
94 Op hun stilled sin Væv, og et Liin hun vov sig i Høiloft,
95 Fiint og umaadelig stort, og til os strax efter hun talte:
96 Ynglinger! I som begjære min Haand, da Odysses er afdød!
97 Haster dog ei med Bryllup saa stærkt, men tøver saalænge,
98 Indtil min Væv er færdig, mit Spind gaaer ellers tilspilde!
99 Helten Laertes jeg væver et Dødningeliin til den Time,
100 Da ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe.
101 Rundtom i Land jeg jo kom hos Achaiernes Qvinder i Vanrye,
102 Lagdes en Herre saa rig som han i sin Grav uden Liigsvøb.
103 Saa hun taled, og daare sig lod vore mandige Hjerter.
104 Stadig nu sad hun om Dagen, og vov på Linet det brede,
105 Dog om Natten ved lysende Blus oprev hun sit Dagværk.
106 Aaringer tre hun dulgte sin List, og Achaierne gjekked,
107 Men da den fjerde var kommen, og Aarsens Tider var svundne,
108 Kom der en Terne, som vidste Besked, og røbed os Sagen;
109 Selv vi greb hende da, som det skinnende Lagen hun oprev.
110 Færdigt hun maatte da væve sit Liin, saa nødig hun vilde.
111 Derfor dig Beilerne give til Svar, for at selv du det vide
112 Kan i dit Sind, og Achaiernes Folk kan vide det ogsaa:
113 Skik din Moder af Huset, og byd hende tage tilægte
114 Hvem hendes Fader bestemmer, og bedst hun lider til Husbond.
115 Dog hvis længe hun end Achaiernes Drotter vil drille,
116 Tænkende blot på de Gaver, Athene saa rigt hende skjenked,
117 Kosteligt Arbeid at virke med Kunst, et ypperligt Snille,
118 Og saa forslagen en List, at Mage man aldrig om Oldtids
119 Haarfagre Qvinder har hørt, som leved tilforn i Achaia,
120 Ei om Tyro, Alkmene, den smukbekrandste Mykene,
121 Ingen af disse til Rænker var snild som Penelopeia;
122 Heldigt forsand er dog ei det Sned, som her hun har udtænkt,
123 Thi på dit Gods og din Eie vi her saalænge vil tære,
124 Som hun endnu beholder det Sind, de salige Guder
125 Nu har i Barm hende lagt, et berømmeligt Rygte hun vistnok
126 Skaffer sig selv, men dig et mærkeligt Skaar i din Velstand;
127 Hverken vi hjem til vort Huus eller andenstedshen ville drage,
128 Før af Achaierne her hun tager til Mand hvem hun lyster.
129 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
130 Nei! af mit Huus kan jeg aldrig, Antinoos hende forjage,
131 Som mig har baaret og diet; i fremmede Lande min Fader
132 Lever, om ei han er død, men haardt det var at erlægge
133 Bod til Ikarios nu, naar jeg selv forstødte min Moder.
134 Af hendes Fader en Skam jeg fik, og Qvaler foruden
135 Gav mig en Gud, naar min Moder til Rædselsgudinderne raabte
136 Naar hun forlod mit Huus; og til Spee for Mennesker alle
137 Maatte jeg gaae; nei aldrig det Ord over Læben mig kommer.
138 Dog, hvis selv I blues i Sind ved den Færd I bedrive,
139 Rømmer da strax mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre,
140 Tærer hvad selv I har, og lad Gilderne holde på Skifte!
141 Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde,
142 At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes,
143 Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder,
144 Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld,
145 Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe.
146 Saa Telemachos taled; Fjernskueren Zeus i det samme
147 Sendte fra Fjeldenes Aas to Ørne på Flugt fra det Høie.
148 Først en Stund for den pustende Vind fremsvæved de stille,
149 Flyvende tæt ved hinanden på bredtudspilede Vinger,
150 Men da de flagrede hen tværsover det skingrende Thingsted,
151 Svang de sig brat i Kreds, mens høit de med Vingerne klappred,
152 Stirred på Mændenes Hoveder ned og bebuded dem Ufærd;
153 Og da med Kløerne selv de sig Hals og Kind havde flænget,
154 Fløi mod Høire de bort over Byen og Mændenes Huse.
155 Alle, som Fuglene saae, bleve svart af Rædsel betagne,
156 Dybt de grunded i Sind, hvad Sligt vel skulde bebude.
157 Ordet i Kredsen da tog den bedagede Helt Halitherses,
158 Søn af Mastor, thi snildt som ei nogen Mand af hans Samtid
159 Fuglenes Tegn han at tyde forstod og Skjebner at tolke;
160 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
161 Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
162 Først og fremmest til Beilerne dog jeg vender min Tale,
163 Da der mod dem fremvælder et Uveir. Ei vil Odysseus
164 Længe forblive fra Frænder og Hjem; etsteds i vor Nærhed
165 Færdes han alt, og pønser på Beilernes blodige Henfart;
166 Og af os Andre tillige, som boe på Ithakas Fjeldøe,
167 Mange vil times en Ynk; thi lader forinden os raadslaae
168 Her, hvordan vi dem styre til Skik; ja selv de sig ogsaa
169 Styre, thi visselig snart for dem selv vil de finde det tjenligst.
170 Ei udygtig jeg er til at spåe, nei grandt jeg forstaaer det;
171 Sige jeg tør, at Alt vorder nu fuldbyrdet for Manden,
172 Hvad jeg ham spåede den Stund Argeiernes Kæmper til Troia
173 Seilede bort, og med dem den sindrige Konning Odysseus;
174 Drages han skulde med Trængsler, hver Mand af sit Følge forlise,
175 Dog i det tyvende Aar han igjen til sit Hjem skulde komme,
176 Ei af et Menneske kjendt, og nu fuldkommes det ganske.
177 Strax nu Polybos’ Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar:
178 Gamle! du skulde forføie dig hjem, og Skjebnen forkynde
179 For dine Børn, at med Tiden der ei tilstøder dem Vanheld!
180 Selv langt bedre jeg mægter end du dette Varsel at tyde;
181 Under den lysende Sol der jo flyver en Vrimmel af Fugle,
182 Ei tilhobe de varsle; men fjernt herfra har Odysseus
183 Livet forliist; gid selv du som han var kommen af Dage!
184 Saa var man fri for at høre din evige Snakken om Sandsagn;
185 Heller ei vilde du da i hans Harm Telemachos styrke,
186 Lurende her, om maaskee til dit Huus han gav en Foræring.
187 Dog jeg vil sige dig noget, som visselig vorder iværksat:
188 Hvis du, gammel og graae som du est, og rig på Erfaring,
189 Her ved din Skvalder forfører den Yngre til heftige Haansord,
190 Da vil det først for ham selv kun vorde saa meget desværre,
191 Og han vil ei mod Mændene her udrette det mindste,
192 Dernæst en Bod pålægge vi dig, saa dit Hjerte, du Gamle!
193 Vaande sig skal derover, en følelig Sorg skal det vorde.
194 Men for den hele Forsamling jeg selv vil Telemachos raade,
195 At han skal byde sin Moder til Faderens Bolig at drage;
196 Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr,
197 Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift.
198 Før ophøre dog ei, tør jeg troe, Achaiernes Herrer
199 Med den besværlige Beilen; thi ei er vi bange for Nogen,
200 Selv for Telemachos ei, om han end er aldrig saa snaksom,
201 Ligesaalidt som vi agte på Sandsagn, hvilke du, Gamle!
202 Tolker i Vind og Veir; kun meer forhadt du os vorder.
203 Ubarmhjertig hans Gods fortære vi vil, og Erstatning
204 Aldrig han fåer, saalænge som hun for Achaiernes Sønner
205 Nøler med Bryllup; men ventende her fra Dage til Dage
206 Dyste vi vil om den Fagre, og ei til Qvinder forresten
207 Drage, dem nemt Enhver af os kunde fåe sig til Hustrue.
208 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
209 Hør Eurymachos du! og I Beilere bolde tilhobe!
210 Ei om dette med Ord eller Bøn jeg til Eder mig vender,
211 Guderne selv og Achaiernes Folk jo kjende det noksom.
212 Giver mig blot et løbende Skib og en fuld Snees Roerfolk,
213 Som på en Reise befordre mig kan baade frem og tilbage,
214 Da jeg til Sparta nu agter mig hen og det sandede Pylos;
215 Der vil jeg spørge mig for om min savnede Faders Igjenkomst,
216 Om nogen Dødelig giver mig Nys, eller mulig jeg hører
217 Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden.
218 Hører jeg saa, at han lever, og alt er på Reisen til Hjemmet,
219 Da vil et Aar endnu jeg min Qval taalmodigen bære;
220 Men om jeg hører, at alt han er død og kommen af Dage,
221 Vender tilbage jeg strax til min elskede fædrene Hjemstavn,
222 Kaster en Høi til hans Minde, og holder en glimrende Liigfærd,
223 Som det er Skjel og Skik, og giver min Moder en Husbond.
224 Saa han taled, og satte sig ned; frem stod da for Folket
225 Mentor, en redelig Ven af den herlige Konning Odysseus.
226 Hele sit Huus han ham havde betroet, da han seiled fra Hjemmet,
227 Lystre man skulde den Gamle, og han skulde vare på Godset.
228 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
229 Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
230 Aldrig der herske herefter en mild, huldsalig og venlig
231 Kongstavførende Drot med et Sind, som agter på Retfærd,
232 Barsk i sit Ord og grum i sin Færd bestandig han være,
233 Siden at Ingen bevarer i Hu den Ædling Odysseus
234 Her i det Folk, han styred tilforn med faderlig Ømhed!
235 Ei saameget endda jeg de trodsige Beilere laster,
236 At de med nedrige Rænker i Hu Voldsgjerninger øve,
237 Thi deres Hoveder vove de jo, idet de forstyrre
238 Huset med Vold i den Troe, at Oddysses umulig kan komme.
239 Men på det øvrige Folk er jeg opbragt, at I tilhobe
240 Mælet har tabt, og ei med et Ord har prøvet at standse
241 Beilernes Færd, da de dog ere få, og I er saa mange.
242 Ham Leiokritos svared igjen, en Søn af Euenor:
243 Mentor! du barske, vanvittige Mand! hvad var det du sagde?
244 Folket du raader at standse vor Færd dog haardt vil det holde
245 Selv for talrige Mænd at stride med os ved vort Maaltid.
246 Treen selv Ithakas Drot Odysses herind på det samme,
247 Medens tilbords vi sad i hans Sal, vi Beilere stolte,
248 Og det i Sindet ham kom, os ud af Borgen at jage,
249 Da skulde visselig ei hans Viv, hvor meget hun længes,
250 Glæde sig over hans Komme, thi gruelig Død han sig hented,
251 Selv om han mandstærk kom; men du heel taabelig snakker.
252 Folket nu sprede sig ad, og Enhver til Sit sig forføie!
253 Lad Halitherses og Mentor fremskynde Telemachos’ Reise,
254 Da de fra fjernere Old er hans Faders fortrolige Venner;
255 Længe, jeg troer dog, vil her han endnu på Ithaka sidde,
256 Og efter Tidender spørge; den Fart vorder aldrig iværksat.
257 Saa Leiokritos taled, og hæved den raske Forsamling.
258 Mændene spredte sig ad, og Enhver til sit Huus sig forføied,
259 Men til Odysses’s Borg begav sig Beilernes Skare.
260 Ned Telemachos vandred i Løn til Bredden af Havet,
261 Tvætted sin Haand i det graalige Vand, og bad til Athene:
262 Hør mig, du himmelske Gud, som igår kom hjem til min Bolig,
263 Og mig befoel at fare på Skib henover de mørkblaae
264 Bølger, at høre mig for om min savnede Faders Igjenkomst.
265 Denne min Id er Achaierne nu tilsinds at forhindre,
266 Beilerne dog fornemlig, de frækt huserende Voldsmænd.
267 Bedende talte han saa, da nærmed sig Pallas Athene,
268 Mentor livagtig hun ligned på Mælet og Legemets Bygning,
269 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
270 Ei, Telemachos! feig eller dum skal du vorde med Tiden,
271 Gjødes dig ellers i Barm din Faders fortrinlige Manddom,
272 Saadan som han med Kraft udførte sin Daad og sin Tale;
273 Ei da vorder omsonst eller ufuldbyrdet din Reise.
274 Men est du ei en Søn af ham og af Penelopeia,
275 Aldrig da haabe jeg tør, at iværk du sætter dit Anslag.
276 Sjelden man Sønnerne seer deres Fader i Dygtighed ligne,
277 Jevnligen arte de ud, kun yderlig få vorde bedre.
278 Dog naar hverken du feig eller dum vil vorde med Tiden,
279 Og du est ei saa ganske forladt af Odyssees’s Snildhed,
280 Da er der visselig Haab, at iværk du sætter dit Anslag.
281 Bryd dig ei om Beilernes Raad og nedrige Rænker,
282 Taabelig er deres Id, de har hverken Forstand eller Retsind;
283 Ei om Døden de drømme og Dødsens sorte Gudinde,
284 Alt dog stunder det stærkt ad den Dag, da de alle skal bløde.
285 Reisen, din Hu staaer til, skal ei ret længe forhales,
286 Saadan en fædrene Ven du eier i mig, at jeg gjerne
287 Ruster dig ud et løbende Skib, og på Veien dig følger.
288 Gak til Huset nu hjem, og færdes i Beilernes Samfund!
289 Sørg for Kost til vort Tog, og gjem den varlig i Kister,
290 Fyld os Krukker med Viin, pak dygtige Poser af Læder
291 Fulde med Meel, som er Mændenes Marv, mens selv jeg af Folket
292 Sanker i Hast frivillige Mænd, og af Skibe der ligger
293 Rundt om Kysten en Mængde ved Ithaka, nye med gamle;
294 Et af disse jeg søger os ud, som mig tykkes det bedste,
295 Snart er det kant og klart, da gaae vi ad vildene Vande.
296 Saaledes taled Athene, hiin Datter af Zeus, og ved Stranden
297 Ei Telemachos nøled, da Guddommens Stemme han hørte.
298 Strax til Huset han skyndte sig hjem, mismodig i Hjertet;
299 Der han Beilerne traf; på Gaarden de dristige Herrer
300 Syslede travlt; her svede de Flesk, hist flaaede de Geder.
301 Strax med et Smiil på Læben Antinoos gik ham imøde,
302 Trykkede fast hans Haand, tog Ordet og talte saalunde:
303 Hør! høirøstede Svend, halsstarrige! vær dog herefter
304 Ei bekymret i Sind for Ondt, enten Ord eller Gjerning!
305 Nei! vær munter, og spiis og drik som ellers du pleied!
306 Nu skal Achaierne sørge for Alt hvad du ønsker saa heftig,
307 Skib og dygtige Folk til at roe, at snart du kan drage
308 Bort til det hellige Pylos, at spørge dig for om din Fader.
309 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
310 Nei! blandt Mænd saa kaade som I er det plat mig umuligt,
311 Taus at sidde tilbords, og i Mag tilgode mig gjøre.
312 Beilere! var det ei nok, at tilforn min prægtige Velstand
313 Rask I fraadsed mig op, saalænge jeg end var en Pebling!
314 Nu da jeg stor er vorden, og tit i Tale med Andre
315 Hører hvad Væsen I drev, og mit Mod i Barmen mig voxer,
316 Nu vil mod Eder jeg vække de rædsomme Dødsens Gudinder,
317 Enten til Pylos jeg gaaer, eller her jeg i Landet forbliver.
318 Bort jeg maa, ei vorder det Tant med den Reise, jeg nævned,
319 Skjøndt jeg maa hyre mig Snekke, thi ei over Skib eller Roerfolk
320 Raader jeg her, saaledes I selv har jo fundet det tjenligst.
321 Talt; og ud af Antinoos’ Haand sin Haand han med Lempe
322 Drog; nu Beilerne travlt i Huset beredte sig Maaltid,
323 Medens de spodsk ham haaned og gave ham spydige Gluffer.
324 Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød:
325 Ret for Alvor os nu Telemachos staaer efter Livet;
326 Enten vil Hjelpere hid fra det sandede Pylos han føre,
327 Eller endog fra Sparta, og derfor han er saa forhippet,
328 Eller maaskee han endog til Ephyra, det frugtbare Landskab,
329 Agter at gaae, for der en dræbende Gift sig at hente,
330 Blande den lumsk med Vinen i Skaal, og os myrde tilhobe.
331 Strax en Anden til Orde da tog af de trodsige Knøse:
332 Eller han selv, hvo veed, naar han flakker på løbende Fartøi
333 Fjernt fra Hjemmet omkring, forliser sit Liv som Odysseus.
334 Meer Uleilighed da han forsand os her vilde skaffe,
335 Inden vi alt hans Gods fik deelt; kun Huset alene
336 Levned Hans Moder vi da, eller den, hun kaarer til Husbond.
337 Talt; men ned Telemachos steg i Faderens Kjelder,
338 Hvælvet og dyb og bred, hvor Dynger af Guld og af Kobber
339 Gjemtes, og Klæder i Skriin, og en Rigdom af duftende Olie.
340 Fade tillige der stod med en Viin baade gammel og liflig,
341 Det var en reen guddommelig Drik, som gjemtes i disse.
342 Langs med Væggen de stode på Rad, om mulig Odysseus
343 Trods mangfoldige Farer igjen til sit Huus skulde komme.
344 Tømret af dygtige Fjæler var Kjelderens Dør, og dens Fløie
345 Lukkede fast; baade Dag og Nat en Fadebuursterne,
346 Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
347 Færdedes her; aarvaagent og snildt hun førte sit Opsyn.
348 Hende til Kammerset kaldte Telemachos nu og begyndte:
349 Hør, du kjære Morlil! nogle Dunke med Viin du mig fylde!
350 Tag af den, som er sødest næst efter den Viin, du saa nænsom
351 Gjemmer i Haab om at see den usalige Konning Odysseus
352 Her i sit Huus, undsluppen fra Døden og Dødsens Gudinder.
353 Tolv du mig fylde med Viin, og vel med Laag du dem spundse!
354 Dertil du pakke mig Meel i fasttilrimpede Poser,
355 Toti Maal af det fineste Meel, som Qværnen har knuset!
356 Tael dog ikke derom, og hav det alt i Beredskab!
357 Henimod Aften skal selv jeg hente det af, naar min Moder
358 Op i Høienloftskammeret gaaer, og til Roe sig forføier;
359 Viid, til Sparta jeg agter mig hen og det sandede Pylos,
360 Der vil jeg spørge mig for om min elskede Faders Igjenkomst.
361 Talt; i Taarer da brast Eurykleia, den kjærlige Amme,
362 Og med bevingede Ord hun jamrende talte saalunde:
363 Elskede Søn! hvordan er du dog på saadanne Tanker
364 Falden? hvorfor vil på Reise du gaae i Verden saa vide?
365 Du min elskte, min eneste Søn! siden Helten Odysseus
366 Fjernt fra sit Hjem hos fremmede Folk er kommen af Dage.
367 Reiser du bort, vil Beilerne strax dig berede det Værste,
368 Lumsk vil de tage dit Liv, og mellem sig skifte din Eie.
369 Bliv da her i Roe ved dit Gods! Du behøver jo ikke
370 Qval dig at hente på flakkende Fart over Havet det golde.
371 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
372 Gamle! vær rolig! ei uden en Gud min Beslutning er fattet.
373 Sværg mig blot, at ei du derom til min Moder vil tale,
374 Førend at elleve Døgn eller tolv fra idag er forløbne,
375 Eller hun selv mig savner, og hører at bort jeg er dragen,
376 For at hun ei sin deilige Hud skal skæmme ved Taarer.
377 Saa han taled, og høit ved Guderne svor Eurykleia.
378 Men da hun saa havde svoret, og fuldelig givet ham Eedsord,
379 Skyndte hun strax sig hen, og tyldede Vinen på Dunke;
380 Derpå hun pakkede Meel i fasttilrimpede Poser,
381 Medens til Salen Telemachos gik til Beilernes Samfund.
382 Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas,
383 Selv hun i Byen omkring i Telemachos’ Skikkelse vanked;
384 Hen hun treen, og talte til hver en Mand, som hun mødte
385 Henimod Aften hun samles dem bød ved det hurtige Fartøi!
386 Men om det hurtige Skib hun selv anmoded Noemon,
387 Phronios’ straalende Søn, og villig han lovede dette.
388 Da det saa lakked ad Qvæld, og Skumring på Veiene bredtes,
389 Drog hun på Dyb det hurtige Skib, og bragte tillige
390 Stænger og Toug ombord, som de toftede Skibe dem bære.
391 Yderst ved Bugten hun lagde det qvær; de dygtige Svende
392 Stimlede did, og Gudinden dem selv opmuntred tilhobe.
393 Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas:
394 Flux hun skyndte sig hen til den Ædling Odysses’s Kongsgård,
395 Der over Beilernes Øine hun gjød den liflige Slummer,
396 Sands hun de Svirende røved, og slog dem af Haand deres Bægre.
397 Hjem gjennem Byen til Hvile de skyndte sig; ei de forbleve
398 Siddende længe, da Søvn på Øinenes Laag dem var falden.
399 Men til Telemachos talte den lysblaaøiede Pallas,
400 Mentor livagtigen lig på Mælet og Legemets Bygning,
401 Efterat først hun ud af den prægtige Sal havde kaldt ham:
402 Hør, Telemachos! alt dine beenbepandsrede Svende
403 Sidde på Toft, og vente på Vink fra dig for at lette.
404 Derfor afsted, og lader os ei forsinke vor Reise!
405 Saaledes taled Athene, med ilende Fjed hun foran ham
406 Vandred på Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
407 Men da de ned vare komne til Skibet, som laae under Kysten,
408 Nede ved Stranden de samlede fandt de haarfagre Sømænd.
409 Derpå den kraftige Svend Telemachos taled iblandt dem:
410 Kommer nu, Venner! og henter ombord vor Kost; i Paladset
411 Ligger tilrede den alt; ei veed min Moder det mindste,
412 Eller af Ternerne nogen; kun Een har Sagen erfaret.
413 Talende saa gik selv han foran; ham fulgte de Andre.
414 Kosten til Reisen de hented, og pakked forsynligen Alting
415 Ned i det toftede Skib, som Odysses’s Søn dem befaled.
416 Derpå Telemachos steg ombord, men først dog Athene;
417 Agter i Skuden hun satte sig ned, jevnsides Gudinden
418 Tog han Plads, og hans Folk strax Linerne løsned fra Bagstavn,
419 Selv ombord de saa gik, og på Tofterne toge de Sæde.
420 Pallas Athene dem skikked en føielig Kuling til Reisen,
421 Rask den lufted fra Vest på de blaae høitpladskende Vande.
422 Derpå Telemachos bød med lydelig Røst sine Svende,
423 Fat at tage på Stænger og Toug, og flux de ham lystred.
424 Masten af Gran de haled tilveirs, i den borede Midtoft
425 Reiste de høit den på Dæk, og fast de bandt den med Vanter,
426 Heised saa skinnende Seil med snoede Liner af Kohud.
427 Blæsten i Seil tog susende fat, og de purpurne Bølger
428 Sqvulpede høit om Fartøiets Kjøl, mens det vandrede fremad;
429 Rask over Bølgen det løb, i en Fart fuldbyrdende Reisen.
430 Men da de Stænger og Toug i det tjærede Skib havde fastgjort,
431 Stillede Kummer de frem, som med Viin til Randen var fyldte,
432 Og for de salige Guder de stænkede Vinen til Offer,
433 Dog for Athene fornemlig, den lysblaaøiede Jomfrue.
434 Skibet ad Bølgerne løb baade Nat og dæmrende Morgen.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange