Odysseen komplet og resumé – Sang nr. 13

Odysseen

Odysseen Sang 13

Resume af 13. sang i Odysseen af Homer. Odysseus går ombord, lægger sig i skibet, sejler sovende til Ithaka og bæres iland. Phaiakernes skib sejler hjem, men bliver af Poseidon forvandlet til sten, Odysseus vågner op, men genkender ikke sin hjemstavn. Athene åbenbarer sig for ham, hjælper ham at gemme hans gods og kostbarheder i en hule, rådslåer med ham om bejlernes drab, og omskaber ham til en gammel pjaltet tigger.

Odysseen

Odysseen er et græsk heltedigt, skrevet af Homer. Den består af 24 sange, der omhandler Odysseus’ ti-årige hjemrejse fra den trojanske krig til Ithaka. Historien er en efterfølger til Homers Illiaden. Odysseen møder undervejs utallige farer og fristelser. Han kommer på lange afveje og besøger sågar dødsriget Hades. Imens bliver Odysseus hustru Penelope hjemme på øen Ithaka bestormet af bejlere. Alle formoder at Odysseus er død. Men gudinden Athene får ansporet sønnen Telemakos, til at  rejse ud for at lede efter sin fader.

Igennem de 24 sange følger vi Odysseus og sideløbende også sønnen Telemakos. De første fire sange handler om, hvorledes Telemakos drager ud i verden for at søge efter sin far. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab.

Odysseus har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst. Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

 

ODYSSEEN

Sang 1 Sang 2 Sang 3 Sang 4 Sang 5 Sang 6
Sang 7 Sang 8 Sang 9 Sang 10 Sang 11 Sang 12
Sang 13 Sang 14 Sang 15 Sang 16 Sang 17 Sang 18
Sang 19 Sang 20 Sang 21 Sang 22 Sang 23 Sang 24


Odysseen, 13. sang

1 Saa han taled, da taug de qvær, og forstummed tilhobe;
2 Ret som fortryllede tyst de sad i den skyggende Høisal,
3 Derpå til Svar Alkinoos gav, og taled saalunde:
4 Konning Odysseus! da hid til min høie, min kobberne Hofgård
5 Kommen du est, saa troer jeg forvist, du skal ikke på Vildfart
6 Flakke påny til dit Hjem, skjøndt før du døied saa meget.
7 Dette på Hjerte jeg dog Enhver af Eder vil lægge,
8 I som bestandig, naar Gilde der staaer hos mig i min Høisal,
9 Drikke den blussende Konningeviin, og lytte til Skjalden:
10 Alt i et stadseligt Skriin til den fremmede Mand har vi pakket
11 Klæderne ned og de skjønne Klenoder af Guld med de andre
12 Gaver, som hid bleve sendte til Skjenk af Phaiakernes Fyrster;
13 Dertil et Bækken vi hver især og en rummelig Trefod
14 Give ham end; hos Folket vi Vederlag siden os fange,
15 Thi det maa trykke den enkelte Mand at yde saa meget.
16 Saa Alkinoos taled, hans Ord godt hued dem Alle.
17 Hver nu gik til sit Hjem, og lagde sig der til at sove;
18 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
19 Iilte til Skibet de ned med de hjerteforlystende Malmkar.
20 Om på Dækket den hellige Drot Alkinoos vandred,
21 Og under Toft forsigtig han stuved dem selv, at i Veien
22 Ei de hans Folk skulde staae, naar rask deres Aarer de roede.
23 Derpå de ginge til Kongens Palads, og holdt deres Maaltid.
24 Strax den hellige Drot Alkinoos slagted et Høved,
25 Hvilket han offred til Zeus, Skysortneren, Alles Behersker.
26 Bovene risted de først, og snart ved det prægtige Gilde
27 Veltilmode de sad; i Kredsen den hellige Sanger,
28 Folkenes Yndling, Demodokos qvad, men jevnlig Odysseus
29 Dreied sit Hoved, og saae mod den skinnende Sol, om den ikke
30 Snart vilde gange tilbjerge, thi stærkt efter Reisen han længtes.
31 Som efter Nadveren længes en Mand, hvis rødbrune Oxer
32 Dagen igjennem har kjørt den tømrede Plov over Brakmark,
33 Glad han vorder i Hu, naar Solen er nær ved sin Nedgang,
34 At han til Nadver kan ile, men Knæene svigte på Hjemvei,
35 Saaledes daled den lysende Sol til Fryd for Odysseus.
36 Flux da taled han saa til de aarebevante Phaiaker,
37 Først og fremmest han dog til Alkinoos vendte sin Tale:
38 Ypperste Mand i Folket, Alkinoos! høie Behersker!
39 Sender mig bort i Fred, saasnart Viinoffret er udgydt!
40 Lever saa vel! beredt er jo Alt hvad mit Hjerte sig ønsker,
41 Farten og venlige Gaver; dem lade mig Himmelens Guder
42 Vorde til Held! og gid jeg maa finde min Hustrue ved Hjemkomst
43 Reen og huld som tilforn, og ved Helsen og Kraft mine Venner!
44 I som forblive tilbage, gid længe til Fryd I maae leve
45 Baade for Hustrue og Børn! de salige Guder velsigne
46 Eder med Held, og aldrig i Land bosætte sig Vanheld!
47 Saa han taled, og Alle tilraaded med lydeligt Bifald,
48 Hjem at forhjelpe den fremmede Mand, thi hans Tale var billig,
49 Og til Herolden påstand sig stærken Alkinoos vendte:
50 Skynd dig, Pontonoos, flux! bland Viin i Kummen, og deel den
51 Om i Salen til Alle, at ogsaa til Zeus vi kan offre;
52 Saa vil den fremmede Mand til Fædrenelandet vi sende.
53 Saa han taled, og qvægende Viin Pontonoos blanded,
54 Treen saa med Bægrene frem, og deelte dem rundt til dem Alle.
55 Og til de salige Guder, som boe på Himmelen vide,
56 Offred Enhver på sin Plads, men op stod Helten Odysseus,
57 Tog og rakte sin Tvillingpokal til Dronning Arete,
58 Og med bevingede Ord tiltaled han hende saalunde:
59 Dronning Arete, lev vel! bestandigen vel! til omsider
60 Alderen kommer og Døden, til hvilke vi Mennesker fødtes.
61 Jeg maa drage herfra, men du herhjemme dig fryde
62 Ved dine Børn, dit Folk og Alkinoos, Drotten din Husbond!
63 Talt, og påstand over Tærskelen ud treen Konning Odysseus;
64 Strax den hellige Drot Alkinoos skikked Herolden.
65 Med ham, at følge ham ned til den hurtige Snekke ved Kysten.
66 Dronning Arete desuden befoel tre Terner ham følge,
67 Een for ombord at bringe en veltoet Kjortel og Kappe,
68 Og det forsvarlige Skriin hun gav den Anden at bære,
69 Medens den Tredie med Kost og Viin nedvandred til Stranden.
70 Men da de ned vare komne til Skibet, som laae under Kysten,
71 Toge de dygtige Gutter ombord, som ham hjem skulde bringe,
72 Flux mod Alt, og gjemte det godt, baade Vinen og Maden,
73 Og i det bugede Skib de på Dæk for Odysseus et Uldskind
74 Bredte med Lagen derover, hvorpå han trygt kunde sove,
75 Agter i Skuden, saa steg han ombord, og på Leiet sig lagde
76 Taus; Søgutterne satte sig flux i Orden på Toften,
77 Løsnede Rebet påstand fra det gjennemborede Steendræg,
78 Bøied sig frem og tilbage, og væltede Bølgen med Aarer.
79 Men på Odysses’s Øine ret snart neddalede Søvnen
80 Dyb og qvægende sød, på det nærmeste ligned den Døden.
81 Som naar på Veddeløbsmark de vælige Hingster i Fiirspand,
82 Styrtende frem, naar et Rap af den smeldende Pidsk dem har muntret,
83 Løbe med hoppende Skridt i en Fart over Banen til Maalet,
84 Saaledes hopped den agtere Stavn, og i Seilerens Kjølvand
85 Rulled den purpurne Bølge saa høit over brusende Havdyb.
86 Sikkert og fast i sin Fart løb Skibet på Vand, saa vel neppe
87 Glenten kan flyve saa snelt, den snareste Fugl under Himlen.
88 Saaledes strøg det afsted, og kløvede Bølgen med Kjølen,
89 Farende bort med en Mand, som i Kløgt var Gudernes Lige,
90 Han som tilforn i Sind havde liidt og døiet saa meget,
91 Enten han dysted med Mænd, eller foer på de farlige Bølger,
92 Trygt nu laae han og sov, forglemmende Alt hvad han udstod.
93 Just i det samme den Stjerne stod op, som blankest af alle
94 Skrider på Himmelen frem, at bebude det dæmrende Daglys,
95 Seiled det havbefarende Skib mod Land under Øen.
96 Der er en Bugt ved Ithakas Øe, som er helliget Phorkys,
97 Havets bedagede Gud; her to fremspringende Næsser
98 Hæve sig skakt, og bøie sig frem mod Gabet af Bugten,
99 Disse for Bølgerne dæmme, som bovnende ude fra Dybet
100 Væltes af tudende Vinde; men trygt selv uden Fortøining
101 Ligger derinde det toftede Skib, naar i Havn det er kommet.
102 Inderst ved Bugten et Olietræe udfolder sin Krone;
103 Tæt ved Træet der ligger en yndig og dæmrende Grotte,
104 Helliget dem af Nymphernes Slægt, som man kalder Naiader;
105 Skaaler og hankede Krukker af Steen man finder derinde,
106 Hvor den arbeidsomme Bie har for Skik at lægge sin Honning;
107 Væverelad af Steen der staaer, hvor Nympherne væve
108 Kaaber af Farve som Bølgen i Søe, et Under at skue;
109 Der er evindelig rindende Vand, og Grotten har tvende
110 Døre, den ene mod Nord er Menneskers vanlige Indgang,
111 Og imod Syd den anden, som kun er de salige Guders
112 Hellige Vei, og aldrig af Menneskefødder betrædes.
113 Der de styred mod Land som Mænd, der kjendte det Farvand,
114 Og en saa strygende Fart skjød Snekken, at op den på Kysten
115 Løb til Midten af Kjølen, saa flinkt Baadsmændene roede.
116 Strax af det toftforsynede Skib udsteg de på Kysten;
117 Derpå de bar Odysses iland fra det bugede Fartøi,
118 Hyllet i Lagen endnu, og strakt på det skinnende Uldskind,
119 Og på den sandede Kyst de satte den slumrende Konning;
120 Skibed saa ud det kostbare Gods, som Phaiakernes Stormænd
121 Gav ham ved Reisen til Skjenk efter stolten Athenes Forføining.
122 Dette tilhobe de lagde ved Stammen af Olietræet,
123 Borte fra Stien, at ei nogen Vandrer, som muligen didkom,
124 Inden Odysses var vaagnet, ham lumskelig skulde bestjæle.
125 Derpå til Hjemmet igjen de seilede. Ei dog Poseidon
126 Havde den Trudsel forglemt, som tilforn han engang havde udstødt
127 Gram mod Helten Odysses, og Zeus tilraads han nu spurgte:
128 Fader Kronion! forvist ei meer blandt salige Guder
129 Vorder jeg agtet herefter, naar Mennesker nægte mig Hæder,
130 Disse Phaiaker, som dog nedlede fra mig deres Herkomst.
131 Vel i den Troe jeg stod, at Odysses sit Hjem skulde finde
132 Efter mangfoldig Besvær, jeg har aldrig aldeles hans Hjemkomst
133 Villet forpurre, du havde jo selv den forjættet og lovet,
134 Men på et Skib har de nu ham sovende ført over Havet,
135 Sat ham på Ithaka ned, og herlige Gaver ham givet,
136 Dynger af Kobber og Guld, og vævede Klæder i Mængde,
137 Meer end fra Troia han med havde bragt, hvis hjem han var kommen
138 Uden Forliis med den Lod, han der annammed af Byttet.
139 Ham gjensvarede Zeus, den skyforsamlende Hersker:
140 Ha! Jordryster, du vældige Gud! hvad var det du sagde?
141 Aldrig foragte dig Guderne vil, og slet det bekom dem,
142 Om de Foragt på den høie, den vældige Gud vilde kaste.
143 Dog naar en dødelig Mand, som pukker på Magt og på Styrke,
144 Ei dig vil ære, da staaer det til dig, engang dig at hevne:
145 Gjør da, hvad selv du finder for godt, og agter for tjenligst.
146 Ham til Svar Jordrysteren gav, den stærke Poseidon:
147 Gjerne påstand jeg dit Raad, Skysortner! i Værk vilde sætte,
148 Altid betages jeg dog af Frygt og Blue for din Vrede.
149 Nu det mig lyster at knuse Phaiakernes deilige Snekke,
150 Som fra Odysses’s Fart fremiler ad blaalige Vande,
151 At de kan dye sig herefter, og ende den Skik at befordre
152 Fremmede hjem; og et kneisende Fjeld vil om Staden jeg reise.
153 Ham gjensvarede Zeus, den skyforsamlende Hersker:
154 Kjæreste Broder! hvad her du har sagt, mig tykkes det bedste.
155 Altsaa naar Folket, som stimler fra Bye, seer Skibet sig nærme,
156 Strax du forvandle det da til en Steen tæt inde ved Kysten,
157 Ganske livagtig at see som et Skib, at Enhver maa forbauses
158 Over det Syn, og et kneisende Fjeld om Staden du reise.
159 Knap havde dette han hørt, den vældige Ryster af Jorden,
160 Før han sig skyndte til Scheria hen, hvor Phaiakerne boede.
161 Der han tøved, men snart sig nærmed det glidende Fartøi
162 Rask i en strygende Fart; frem foer da stærken Poseidon,
163 Slog på Snekken med Fladen af Haand, og til Steen den forvandled.
164 Naglet til Bunden af Havet den stod, og flux var han borte.
165 Men med bevingede Ord nu snakkede sammen på Kysten
166 Hine til Roening saa flinke, tilsøes saa berømte Phaiaker.
167 Mangen da taled saalunde, med Øinene vendt mod sin Naboe:
168 Vee mig! hvo standsed på Havet saa brat den løbende Snekke,
169 Just som den styrede hjem? nys heel og holden vi saae den.
170 Saa de taled, thi slet ikke vidste de, hvad der var hændet.
171 Flux Alkinoos hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
172 Vee mig! saa slog det ind, hvad engang forlængst af min Fader
173 Varslet mig blev, at Poseidon mod os vilde vende sin Harme
174 Nidsk, fordi vi saa trygt kan Enhver befordre til Hjemmet.
175 Naar nu Phaiakerne styred engang på et stateligt Fartøi
176 Hjem fra saadan en Fart, da vilde Poseidon på Havet
177 Slaae det i Qvag, og skjule vor Stad bag mægtige Fjelde.
178 Saa har Gubben fortalt, og nu fuldkommes det ganske.
179 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge:
180 Aldrig vil meer nogen Mand vi hjem befordre, som kommer
181 Hid og gjæster vor Stad, og tolv udkaarede Tyre
182 Offre vi vil til Poseidon, om mulig han vil sig forbarme
183 Over vor Stad, og ei bag kneisende Fjelde den skjule.
184 Saa han taled, da skjalv de, og sørged for Tyrenes Offring.
185 Saaledes offred og bad Phaiakernes Fyrster og Raadsmænd,
186 Staaende rundt om Altret, til Drotten den stærke Poseidon.
187 Midlertid vaagned af Søvn den ædelig Konning Odysseus
188 Hist på den fædrene Jord, men ei gjenkjendte han Egnen
189 Efter saa rum Tids Frist, thi trindt en Guddom i Taage
190 Hylled ham, Pallas Athene, hiin Datter af Zeus, for at gjøre
191 Helten ukjendelig selv, og om Alt at give ham Kundskab,
192 For at hans Hustrue, hans Venner og Folk ham ei skulde kjende,
193 Førend han Beilerne fuldt havde tugtet for al deres Vanart.
194 Derfor var Alt for Konningens Blik forandret og fremmed,
195 Baade de langthenrindende Stier og skjermende Bugter,
196 Baade de svimlende Klipper, og frodige Træer i Skoven.
197 Op på Stedet han sprang, og betragted den fædrene Jordbund,
198 Derpå han sukked af inderste Bryst, med Fladen af Haanden
199 Slog han sig heftig på Laar, og med jamrende Stemme han udbrød:
200 Vee mig! til hvad for Menneskers Land er atter jeg kommen?
201 Mon det er raae udædiske Mænd uden Ret eller Love,
202 Eller et gjæstfrit Folk, hvis Sind for Guderne frygter?
203 Hvor henbringer jeg alt mit Gods? hvor vanker jeg vildsom
204 Hen? o gid det dog heller var hist hos Phaiakerne blevet!
205 Gid jeg dog selv til en anden var tyet af de mægtige Konger,
206 Som havde gjæstet mig mildt, og sendt til mit Hjem mig tilbage!
207 Ikke jeg veed, hvorhen jeg skal bringe det; lade det ligge,
208 Vover jeg ligesaalidt, at det ei skal ranes som Gribsgods.
209 Ha! saa brøsted det altsaa Phaiakernes Drotter og Raadsmænd
210 Ligesaavel på Forstand, som på Sind til at gjøre hvad Ret er,
211 Siden til fremmede Kyster de førte mig; vist de mig loved,
212 Hjem mig at skaffe til Ithakas Øe, men de sveg deres Løvte.
213 Straf dem ramme fra Zeus, Bønfaldendes Hevner, hvis Øie
214 Seer hver Dødeligs Færd, og som revser Enhver, der forbrød sig!
215 Dog mine Skatte jeg tælle nu vil, for at see, om de mulig
216 Raned mig Noget, og førte det bort på den bugede Snekke.
217 Saa han taled, og mønstred sit Gods, hver skinnende Trefod,
218 Hvert Malmbækken, og Guldet, og alle de kostbare Klæder;
219 Ikke det mindste han savned; da sukked han efter sin Hjemstavn,
220 Og ved det brusende Hav med langsomme Fjed han på Stranden
221 Jamrende vanked omkring, da nærmed sig Pallas Athene;
222 Ganske hun ligned en Knøs, som Faar på Grønningen vogter,
223 Fiin af Lemmer og Hud, som Konningebørn for det meste.
224 Slængt over Axlerne hang en siid og prunkende Kappe,
225 Saaler han bar under glindsende Fod, og et Spyd udi Haanden.
226 Glad blev Odysses, da Knøsen han saae, treen strax ham imøde,
227 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
228 Kjære! da du est den Første, hvem her i Landet jeg træffer,
229 Vær mig da hilset, og mød mig ei med Træskhed i Hjertet!
230 Frels dette Gods, og frels mig selv! som var du en Guddom,
231 Raaber til dig jeg om Hjelp, og dit Knæe omfavner jeg ydmyg.
232 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg fåer det at vide,
233 Hvad for et Land er dette? hvad Folk? hvad Mennesker boe her?
234 Er dette bakkede Land en Øe, eller strækker sig Næsset
235 Her på Kysten mod Havet maaskee fra det frugtbare Fastland?
236 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
237 Fremmede! Daare du est, eller langveisfra er du kommen,
238 Siden du spørger om Landet mig her; det er dog i Sandhed
239 Ikke saa reent uden Navn, forvist heel Mange det kjende,
240 Baade de Folk, som boe mod Morgenens Lys og mod Solen,
241 Og i de Lande, som strække sig hen mod det taagede Mørke.
242 Vel er af Klipper det fuldt, og ei det duer til Hestavl,
243 Men det er dog ikke goldt, dog ei ere Sletterne brede.
244 Kornet hos os velsignet på Markerne trives, og Ranken
245 Yppig sig slynger, thi Regn og qvægende Dug den befrugter.
246 Tjenligst er Landet til Geder og Køer, vore Skove har alskens
247 Træer, og Vand det udslagene Aar i Bækkene flyder.
248 Derfor har Ithakas Rye vist strakt sig lige til Troia,
249 Som efter Sigende ligger saa langt fra Landet Achaia.
250 Talt; da glæded sig høit den kraftige Konning Odysseus,
251 Inderlig froe, da sit Fødelands Navn uventet han hørte
252 Nævnt af Pallas Athene, hiint Barn af den høie Kronion,
253 Og med bevingede Ord til hende han taled saalunde: –
254 Sandheden dulgte han dog, og sit Ord tog strax han tilbage,
255 Rede var stedse hans Sjel til at hitte på listige Indfald. –
256 Ithakas Navn har ogsaa jeg hørt derhjemme på Kreta
257 Hiinsides Havet, og nu med det Gods, du seer, er jeg kommen
258 Hid, men ligesaa meget jeg lod mine Sønner tilbage,
259 Da jeg blev nødt til at rømme, fordi jeg Idomeneus’ egen
260 Søn havde dræbt, fodrappen Orsilochos, som i at løbe
261 Stod over alle behændige Mænd på Kreta saa vide.
262 Røve han vilde mig alt det Gods, som hjem jeg fra Troia
263 Bragte som Bytte, for hvilket jeg dog havde døiet saa meget,
264 Enten jeg dysted med Mænd, eller foer på de farlige Bølger,
265 Blot fordi jeg var ikke tilsinds at tjene hans Fader
266 Hist i Troernes Land, men selv anførte mit Krigsfolk.
267 Ham med mit kobberne Spyd jeg vog, da hjem han fra Marken
268 Gik med en Svend; jeg lured ham op ved Siden af Veien,
269 Himlen var skjult af den skumleste Nat, og ei var der nogen
270 Dødelig Skabning, som saae os, i Løn jeg tog ham af Dage.
271 Dog saasnart jeg med Kobberets Od havde givet ham Helsot,
272 Gik jeg ombord på et Skib, som blev ført af bolde Phoiniker;
273 Dem overtaled jeg snart ved Bønner og glædelig Gave,
274 Enten til Pylos at føre mig hen, og iland mig at sætte,
275 Eller til Elis det hellige Land, hvor Epeierne herske;
276 Men en forfærdelig Storm forslog deres Skude fra Kysten
277 Meget imod deres Ønske, thi ei de mig vilde bedrage.
278 Tumlede vidt fra vort Maal blev hid om Natten vi drevne,
279 Ind i Bugten vi roede med megen Besvær, og på Nadver
280 Ingen iblandt os tænkte, skjøndt haardt vi havde den nødig.
281 Men som fra Skibet vi kom, vi strax os leired på Kysten,
282 Og jeg var træt, saa den liflige Søvn sig over mig listed.
283 Mændene bar nu fra Skibet mit Gods iland, som de lagde
284 Ned altsammen, hvor selv jeg laae på den sandede Strandbred,
285 Steg ombord, og styrede hjem til Sidonias skjønne
286 Blomstrende Land; tilbage jeg blev sørgmodig og ene.
287 Saa han taled, da smilte den lysblaaøiede Pallas;
288 Klapped ham venlig med Haand, og nu hun ligned en Qvinde,
289 Fager, anseelig af Væxt og øvet i glimrende Arbeid,
290 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
291 Den maatte visselig være forslagen og snue, som i Snildhed
292 Skulde sig staae mod dig, var det end en Gud, som dig mødte.
293 Dristige Træring, som aldrig fåer nok af listige Paafund!
294 Kan du da selv i dit Fædreneland ei dye dig for Rænker
295 Og for bedragerske Ord, som fra tidligste Aar var din Glæde?
296 Dog ei meer om dette vi tale vil; begge forstaae vi
297 Kunsten, thi du est forsand blandt Mennesker alle den Første
298 Baade til Raad og Ord, som jeg blandt samtlige Guder
299 Prises for Kløgt og List; dog end har ei du mig gjenkjendt,
300 Pallas Athene jeg er, Skysamlerens Datter, som altid
301 Stander i hver en Trængsel dig bi, og huldt dig beskjermer.
302 Ogsaa fornys jeg Gunst dig vandt hos alle Phaiaker,
303 Dog nu kommer jeg hid, for med dig at hitte på Anslag,
304 Og for at skjule det kostbare Gods, som de stolte Phaiaker
305 Efter mit Raad og min Hu dig gav, da til Hjemmet du reiste.
306 Sige jeg vilde dig ogsaa, hvad Qval i din prægtige Bolig
307 End dig bestemtes at lide, thi bær standhaftig din Skjebne!
308 Ei med et eneste Ord til Mand eller Qvinde betroe du,
309 At du er kommen tilbage, men taal langmodig og stille
310 Alt hvad ramme dig kan, og find dig i Mændenes Frækhed!
311 Flux gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
312 Haardt det falder for dødelig Mand, dig at kjende, Gudinde!
313 Er han end snild, thi du skaber dig om til hvad det skal være.
314 Dette jeg veed dog forvist, at huld du var mig bestandig,
315 Dengang vi feided i Troernes Land, vi Mænd af Achaia.
316 Men da saa Priamos’ kneisende Stad vi havde forstyrret,
317 Og vi var gangne tilskibs, og en Gud havde Folkene spredt ad,
318 Mærked jeg Intet til dig, du Datter af Zeus! eller saae dig
319 Træde til mig på mit Skib, at yde mig Værn imod Faren.
320 Stedse jeg flakked omkring, forpiint af Sorger i Hjertet,
321 Indtil mig Himmelens Guder omsider af Qviden forløste.
322 Først da jeg kom til Phaiakernes Folks velsignede Øland,
323 Talte du Mod i mit Bryst, og ind i Staden mig førte.
324 Nu ved din Fader besværger jeg dig, thi troe kan jeg neppe,
325 At jeg er kommen til Ithakas Øe, nei! vist i et andet
326 Land jeg tumles omkring, og hvad du mig nylig fortalte,
327 Sagde du vist for at drille mig blot, og mit Sind at bedaare;
328 Siig mig forsand, om jeg virkelig staaer på min fædrene Jordbund!
329 Ham gjensvared Athene den lysblaaøiede Jomfrue:
330 Saadanne Tanker du nærer forsand i dit Hjerte bestandig,
331 Derfor umulig jeg kan i Ulykkens Stund dig forsage,
332 Thi du est venlig af Sind, og skarp af Begreb og forstandig.
333 Var det en Anden, som fiernt fra vildene Farter var kommen,
334 Iilte han glad til sit Huus at see sine Børn og sin Hustrue;
335 Dig det lyster dog ei at spørge derom eller forske,
336 Før du har prøvet din Viv, som nu derhjemme saa ene
337 Sidder i høien Palads; i Sorg og Kummer bestandig
338 Dag henrinder og Nat for din bitterliggrædende Hustrue.
339 Aldrig jeg tvivled dog på, nei! grandt i Sindet jeg vidste,
340 At du dit Hjem igjen skulde see, men berøvet dit Mandskab.
341 Dog var jeg ikke tilsinds, med Poseidon, min kjødelig Farbroer,
342 Strid at yppe, som Nag til dig bestandig i Hjertet
343 Bærer af Harme, fordi du hans Søn berøvede Synet.
344 Kom lad Ithakas Egn mig vise dig, at du kan troe mig!
345 Her er den Bugt, som har Navn efter Phorkys, den aldrende Havmand,
346 Hist ved den inderste Bugt staaer Olietræet saa bladfuldt;
347 Der er den hvælvede Grotte, hvor selv du i forrige Dage
348 Offred til Nympherne mange fortrinlige Festhekatomber,
349 Og det er Neritons skovrige Bjerg, som hisset sig hæver.
350 Talt; da spredte hun Taagen, og brat kom Landet tilsyne.
351 Glad i sit Hjerte da blev den kraftige Konning Odysseus,
352 Glad ved sit Land han kyssed den sædfrembringende Jordbund,
353 Og til de hellige Nympher han bad med oprakte Hænder:
354 Høie Naiader, I Børn af Zeus! ret aldrig jeg vented
355 Eder igjen at see, men nu med jublende Bønner
356 Hilser jeg Eder, og Gaver forsand skal jeg yde som fordum,
357 Hvis blot Hærfangsgudinden, hiin Datter af Zeus, mig i Naade
358 Livet forunder en Tid, og min Søn velsigner med Trivsel.
359 Ham tiltaled Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
360 Vær kun rolig, og lad ei Sligt bekymre dit Hjerte!
361 Nu vil vi strax i den inderste Vraae af den hellige Grotte
362 Gjemme dit Gods, at ligge det kan i sikker Forvaring,
363 Saa vil vi tænke på Raad, hvordan det bedst kan bedrives.
364 Saa hun taled, da traadte hun ind i den dæmrende Grotte,
365 Og efter Fjælster hun søgte med speidende Blik, men Odysseus
366 Slæbte til Grotten sit Gods, baade Guldet og Malmen den haarde,
367 Og de fortrinlige Klæder, Phaiakerne havde ham givet.
368 Varlig han gjemte det der, og selv tog Pallas Athene,
369 Aigissvingerens Datter, en Steen, og satte for Hulen.
370 Ned ved det hellige Olietræe de satte sig derpå,
371 Og om de trodsige Beileres Død med hinanden de raadslog.
372 Først til Orde da tog den lysblaaøiede Pallas:
373 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
374 Tænk, hvordan du kan Hevn over Beilerne fåe, de forvorpne,
375 Som i dit Huus tre Aaringer alt har teet sig som Herrer,
376 Og som med Gaver begjære til Viv din deilige Hustrue;
377 Men i sit Hjerte hun sukker bestandigen efter din Hjemkomst,
378 Alle hun holder med Haab, og Enhver hun lover det bedste,
379 Skikkende Bud omkring, dog staae hendes Tanker til Andet.
380 Flux gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde,
381 Ha! saa skulde da jeg, lig Atreus’s Søn Agamemnon,
382 Vist været død en ynkelig Død i mit Huus ved min Hjemkomst,
383 Naar ikke du, Gudinde! mig Alt havde nøie berettet.
384 Vel! Opspind mig et Raad, hvordan jeg hine skal tugte,
385 Staae mig troligen bi, og fyld mig med Kraft og med Tillid,
386 Som da de straalende Tinder fra Ilions Mure vi styrted!
387 Ja! naar med Iver, som dengang, du nu vilde hjelpe mig, Blaaøi!
388 Selv trehundrede Mænd jeg dristede vel at bekæmpe,
389 Høie Gudinde! med dig, naar du huldt mig undte din Bistand.
390 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
391 Ja! jeg vil stande dig bi, og ei af Øie dig lade,
392 Naar vi omsider begynde vort Værk, og da skal tilvisse
393 Mangen af Beilernes Sværm, som frækt opæde din Velstand,
394 Segne til Jorden, saa Muldet med Blod og Hjerne besudles.
395 Dog nu vil jeg dig først for Enhver ukjendelig gjøre,
396 Rynke den glindsende Hud omkring dine smidige Lemmer,
397 Tage fra Hovedet bort dine guldgule Haar, og en Kittel
398 Hænge dig om saa styg, at Enhver dig med Grue vil betragte,
399 Og dine Øine, saa funklende før, skal rødnes og vædske,
400 At du for Beilernes Flok kan staae som en uselig Stakkel,
401 Og for din Hustrue og Søn, som hjemme du lod i Paladset.
402 Selv skal du først og fremmest begive dig hen til den Hyrde,
403 Som dine Sviin bevogter, thi troe han er dig af Hjertet,
404 Høit han elsker din Søn og den kløgtige Penelopeia.
405 Ham vil du siddende finde ved Svinenes Flok, som er dreven
406 Ud til det bakkede Korax, ei langt fra den Bæk Arethusa,
407 Liflige Olden at æde, og Vand af Bækken at drikke,
408 Hvorved det bævrende Flesk ret trives på Skinker og Sider.
409 Tøv hos ham, og spørg ham ud nøiagtig om Alting,
410 Medens til Sparta jeg gaaer, den Stad med de deilige Qvinder,
411 Selv din elskede Søn Telemachos hjem dig at kalde,
412 Som til det mægtige Land Lakedaimon til Kong Menelaos
413 Drog, for om dig at spørge sig for, om du end var ilive.
414 Flux gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
415 Hvi fortaug du ham dette, du veed og kjender dog Alting?
416 Mon for at ogsaa min Søn, omtumlet på vildene Bølger
417 Kummer og Nød skal lide, mens Fremmede æde hans Velstand?
418 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
419 Vær dog ei for din Søn saa svart bekymret i Hjertet!
420 Selv ledsaged jeg ham, at han hæderligt Rye kunde vinde
421 Hist i det fremmede Land; ei lider han Ondt, thi han sidder
422 Trygt i Paladset hos Atreus’s Søn, omringet af Velstand.
423 Rigtignok ligger en Flok Ungkarle på Luur med et tjæret
424 Skib, for at slaae ham ihjel, før hjem han til Ithaka kommer,
425 Dog det befrygter jeg ikke, nei! før skal Jorden bedække
426 Mangen af Beilernes Sværm, som frækt opæde din Velstand.
427 Saaledes taled Gudinden, og flux med sin Stav ham berørte,
428 Rynked den glindsende Hud omkring hans smidige Lemmer,
429 Tog fra Hovedet bort de guldgule Haar, og bedækked
430 Legemet trindt med et Skind som den graae udlevede Gubbes,
431 Rødned hans Øine, saa funklende før, og med Vædske dem fyldte,
432 Og om hans Krop hun hylled en uselig Pjalt og en Kjortel
433 Laset, tilsmudset af stinkende Røg, og modbydelig skiden,
434 Hængte derover et Skind af en Hjort, heel skaldet og haarslidt,
435 Gav ham i Haanden en Kjep og dertil en Fattigmandspose,
436 Lappet og slidt, og et Reeb hang ved, i hvilket han bar den.
437 Da de nu Raad havde lagt, adskiltes de. Pallas Athene
438 Efter Telemachos gik til det hellige Land Lakedaimon.

 

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er “fortællende”, dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Odysseen Thorvaldsen

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus af Gerard de Lairesse
Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus’ søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop – Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus’ folk tilbage på deres skibe.

2. stop – Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus’ folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop – Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus’ folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus’ folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus’ mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus’ folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: “Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er ‘Ingen’. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.”. Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

“Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. “Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?”. “Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. “Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen.” og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus’ folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

“Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus’ hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster”. Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

“Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig.” Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop – Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop – Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop – Øen Aia og troldkvinde Kirke

Endelig kommer de til øen Aia, hvor den smukke nymfe eller troldkvinde Kirke bor. Hendes fader er Helios, solens gud og hendes moder er datter af Okeanos. Troldkvinden Kirke opdager Odysseus mænd og forvandler dem alle, undtagen Eurylokos, til svin. Eurylokos skynder sig tilbage til Odysseus og aflægger rapport.

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop – Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios’ kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop – Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus’ folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.


ODYSSEEN
De 24 sange

Sang 1 Sang 2 Sang 3 Sang 4 Sang 5 Sang 6
Sang 7 Sang 8 Sang 9 Sang 10 Sang 11 Sang 12
Sang 13 Sang 14 Sang 15 Sang 16 Sang 17 Sang 18
Sang 19 Sang 20 Sang 21 Sang 22 Sang 23 Sang 24