Odysseen Sang 23

Resume af 23. sang i Odysseen af Homer. Eurykleia fortæller sin frue, hvad der er sket, men denne sætter ingen lid til Odysseus’ virkelige hjemkomst. Odysseus foranstalter dans og lystighed i huset for at skjule blodbadet for folket på Ithaka. Ved at meddele sin hustru en hemmelighed, som ikke er andre bekendt end hende, hæver han al hendes tvivl. Genkendelse. Gensidig meddelelse af hinandens skæbne. Om morgenen befaler Odysseus sin hustru at lukke sig inde, og vandrer derpå med sin Søn og hyrderne ud på landet til den gamle Laertes. Odysseus forberedelser til at undgå hævn fra alle familierne til de dræbte bejlere.

ODYSSEEN

Odysseen, 23. sang

1 Jublende gik Eurykleia nu op til Kamret i Høiloft,
2 For at forkynde sin Frue, at hjem hendes Husbond var kommen;
3 Knæerne vakled forsand, men Fødderne tripped saa vimse,
4 Ved hendes Hoved hun stilled sig hen, og talte saalunde:
5 Penelopeia! mit elskede Barn! vaagn op, at med egne
6 Øine du selv kan see, hvad du haabed fra Dage til Dage!
7 Nu er Odysses igjen i sit Huus, hjemkommen omsider,
8 Og han har Beilerne dræbt, som saalænge var Huset til Plage,
9 Haaned din Søn på voldelig Viis, og aad Eders Velstand.
10 Derpå til Svar hende gav den forstandige Penelopeia:
11 Kjæreste Moder! forrykt maae Guderne vist have gjort dig;
12 Magten de har at forvandle den Klogeste selv til en Tosse,
13 Og den eenfoldigste Stakkel med sund Forstand at begave;
14 Disse har gjort dig forstyrret, din Hu var ellers saa sindig.
15 Dog hvi gjekker du mig, hvis Sjel er saa fuld af Bekymring,
16 Med en urimelig Snak, og vækker mig op af den søde
17 Søvn, som saa blidelig nu mig Øinenes Laag havde lukket?
18 Aldrig jeg sov saa trygt fra den Stund Odysses fra Hjemmet
19 Drog til Ilions Stad, hvis Navn jeg nævner med Afskye.
20 Gak da ned igjen, og forføi dig tilbage til Salen!
21 Men var en Anden saasandt af Ternerne her i Paladset
22 Kommen at melde mig Sligt, og havde mig vakt af min Slummer,
23 Da havde snart med dygtige Skjænd jeg bort hende jaget
24 Ned til Salen; men dig skal din Alderdom komme tilgode.
25 Derpå til Svar hende gav Eurykleia, den venlige Amme:
26 Elskede Datter! jeg gjekker dig ei; det er som jeg siger,
27 Alt er Odysses igjen i sit Huus, han er virkelig kommen;
28 Det er den fremmede Mand, hvem Beilerne haaned i Salen;
29 Alt en Stund har Telemachos vidst, at han var her i Huset,
30 Men han fortaug besindig, hvad Faderen ønsked at dølge,
31 Til han de trodsige Mænd havde tugtet for al deres Voldsfærd.
32 Talt; og inderlig glad fløi Dronningen op fra sin Løibænk,
33 Faldt Eurykleia om Halsen, mens Taarerne styrted fra Øiet,
34 Og med bevingede Ord hun talede saa til den Gamle:
35 Vel da! kjæreste Moder! fortæl mig nu dette forsanden,
36 Hvis han er virkelig kommen igjen til sit Huus, som du påstaaer,
37 Siig, hvordan har han da på Beilerne Haand kunnet lægge,
38 Han den enkelte Mand, da bestandig i Flokke de færdes?
39 Atter til Svar hende gav Eurykleia, den venlige Amme:
40 Dette har hverken jeg seet eller hørt, kun Mændenes Jamren,
41 Altsom de faldt, jeg fornam; i den inderste Vraae af vort Kammer
42 Bange tilmode vi sad, og fast tillaaset var Døren;
43 Indtil omsider din Søn Telemachos kom til mit Kammer
44 Op, og kaldte mig ned, som Faderen havde befalet.
45 Staaende midt blandt Beilernes Liig jeg Odysses i Salen
46 Traf, og rundtomkring ham de laae på Tilien den haarde
47 Mellem hverandre; din Sjel det forvist havde frydet at see ham
48 Trindt besudlet med Blod og Smuds som en glubende Løve.
49 Ude på Gaarden ved Døren de ligge nu Alle tilhobe.
50 Selv fik et Baal han tændt, og hele den prægtige Bygning
51 Røger han nu med Svovl, og skikked mig hid dig at hente.
52 Vel! saa følg mig da strax, at snart igjen Eders Hjerte
53 Ret kan qvæges med Fryd efter alle de Qvaler I udstod.
54 Nu er dit langlige Ønske omsider engang blevet opfyldt!
55 Levende hjem til sin Arne han kom; sin Søn og sin Hustrue
56 Fandt han i bedste Behold, og Beilernes Sværm, som forøved
57 Skammelig Daad i hans Huus, dem tugted han Alle tilhobe.
58 Derpå til Svar hende gav den forstandige Penelopeia:
59 Moder! lad ei endnu din Fryd udbryde saa voldsomt!
60 Kom han tilbage, det veed du, da blev der en Gammen i Huset,
61 Ingen saa glad da blev, som jeg og Sønnen vi fødte;
62 Dog umulig det kan forholde sig saa som du siger;
63 Nei, men en Guddom det var, som de trodsige Beilere dræbte,
64 Vred over al deres nedrige Færd og krænkende Hovmod;
65 Aldrig mod dødelig Mand, som kom dem nær, har de mindste
66 Agtelse viist, hvad enten af Byrd han var høi eller ringe;
67 Derfor har Synderne liidt som forskyldt, men Odysses sin Hjemfærd
68 Fjernt fra Achaia forliste, og selv er han kommen af Dage.
69 Strax hende svared igjen Eurykleia, den venlige Amme:
70 Elskede Datter! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række!
71 Nede ved Arnen han staaer, og endda du siger, at aldrig
72 Hjem til sit Huus han kommer; din Sjel er stedse saa vantroe.
73 Dog et andet og tydeligt Tegn jeg end dig vil nævne:
74 Skrammen, som fordum et glubende Sviin ham slog med sin Huggert,
75 Den opdaged jeg strax, da jeg vasked hans Been, og på Stedet
76 Vilde jeg sagt det til dig, men Haanden han holdt mig for Munden,
77 At jeg ham ei skulde røbe, og snildt betænkt var det vistnok.
78 Vel! saa følg mig da nu! mit Liv i Pant vil jeg sætte,
79 Thi lad mig døe den elendigste Død, ifald jeg dig daarer.
80 Strax hende svared igjen den forstandige Penelopeia:
81 Kjæreste Gamle! de Raad, som de salige Guder beslutte,
82 Dem udgrunder du neppe, hvorvel du est viis og erfaren.
83 Dog, lad ned os gaae til min Søn, at selv jeg kan skue
84 Baade de myrdede Beileres Liig og Manden, som slog dem.
85 Talt; da steg hun fra Høienloft ned, tvivlraadig i Sindet,
86 Enten i Eenrum hun først med sin elskede Mand skulde tale,
87 Eller påstand gaae hen, og kysse hans Hænder og Ansigt.
88 Men da hun ind i Salen var traadt over Tærskelens Flise,
89 Satte hun inde ved Væggen sig ned i Skinnet af Ilden,
90 Vendt mod Odysses, som sad tæt op mod en kneisende Sule,
91 Hæftende Blikket mod Jorden, og ventede på hvad hans Hustrue
92 Vel til ham vilde sige, saasnart hun saae ham for Øine.
93 Taus dog sad hun en Stund, thi Forbauselse greb hendes Hjerte;
94 Snart hun fandt, det var ham, naar hun ret betragted hans Aasyn,
95 Snart miskjendte hun ham for den pjaltede Dragt han var iført;
96 Da blev Telemachos ivrig i Hu, tog Ordet, og sagde:
97 Moder! o Moder, du Slemme! ubøielig stivt er dit Hjerte,
98 Hvi bortfjerner du dig, og iler ei hen til min Fader,
99 Sætter dig hos ham, og spørger ham ud, og hører hans Tale?
100 Ei nogen Qvinde på Jord kunde bringe det over sit Hjerte,
101 Fjernt at staae fra sin Mand, som efter mangfoldige Trængsler
102 Kom i det tyvende Aar til Fædrenelandet tilbage;
103 Haardere dog end Steen er dit Hjerte bestandig i Barmen.
104 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
105 Kjæreste Søn! jeg er saa betagen i Sind af Forundring,
106 Hverken formaaer jeg et Ord at sige til ham eller spørge,
107 Eller ham frit i Øiet at see; men er det Odysseus,
108 Kom til sit Huus han virkelig hjem, da skal vi tilvisse
109 Snart gjenkjende hinanden, og sikkrere; thi vi har begge
110 Tegn mellem os, som vi veed, at ei noget Menneske kjender.
111 Saa hun taled, da smilte den hærdede Konning Odysseus,
112 Og med bevingede Ord han strax til Telemachos talte:
113 Lad din Moder mig kun, Telemachos! her i Paladset
114 Sætte på Prøve for Alvor! ret snart skal hun kjende mig bedre.
115 Nu seer smudsig jeg ud, og er svøbt i lurvede Pjalter,
116 Derfor hun vrager mig haant, og troer, jeg er ikke den Rette.
117 Dog lad os nu betænke, hvad videre bliver at gjøre.
118 Blot en eneste Almuesmand vorder voldelig ombragt,
119 En, som har få Tilhængere kun, som hans Død kunne hevne,
120 Rømmer jo Morderen strax, og maa Land og Frænder forlade;
121 Vi derimod har de Ypperste dræbt af Ithakas Ungdom,
122 Som var en Støtte for Landet; det beder jeg dig at betænke.
123 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
124 Elskede Fader! du selv maa see, hvad her er at gjøre;
125 Ingen saa godt som du kan hitte på Raad, har man sagt mig,
126 Ei nogen dødelig Mand med dig formaaer sig at maale;
127 Freidigen Alle vi følge dig da, og det tør jeg love,
128 Ei skal det skorte på Kjækhed, saavidt vore Kræfter vil række,
129 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
130 Sige jeg vil dig da, hvad der tykkes mig være det bedste.
131 Først skal i Bad I gaae, og axle de prægtigste Kjortler,
132 Ogsaa skal samtlige Terner med Høitidsklæder sig pynte;
133 Saa skal den herlige Skjald med den klingende Cithar i Haanden
134 Føre med skingrende Spil os an til forlystende Springdands,
135 At vore Naboer rundtomkring, og Folk, som på Gaden
136 Komme forbi vort Huus, kan troe, at Bryllup vi feire.
137 Hindre vi maae, at Rygtet om Beilernes Drab vorder udbredt
138 Rundtom i Byen, før bort herfra vi komme på Landet
139 Ud til min træbevoxede Gaard; der ville vi siden
140 Gange på Raad, om Zeus et Held os mulig beskærer.
141 Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig.
142 Flux de begav sig i Bad, og axled de prægtigste Kjortler,
143 Ogsaa sig Ternerne pynted, sin hvælvede Cithar i Haanden
144 Tog den herlige Skjald, og Lyst hos dem Alle han vakte
145 Baade til smeltende Sang og sjeloplivende Dandse.
146 Rundt gjenlød det store Palads af de Dandsendes Fodtrin,
147 Altsom Knøsene sprang med de smuktombeltede Piger.
148 Mangen da talte saalunde, som udenfor Huset det hørte.
149 Vist hun feirer sit Bryllup, den stærkttilbeilede Dronning;
150 Haardt, at hun ei holdt ud, til sin forrige Mand at bevare
151 Trolig sit høie Palads, indtil han var kommen tilbage.
152 Saa de taled, thi slet ikke vidste de, hvad der var hændet.
153 Badet blev Helten Odysses imens og salvet med Olie
154 Under sit hjemlige Tag af Eurynome, Fadebuurskonen;
155 Ogsaa hun gav en Kjortel ham på og en prunkende Kappe.
156 Over hans Hoved Athene nu gjød usigelig Skjønhed,
157 Gjorde hans Væxt meer rank, meer fyldigt hans Huld, og lod Haaret
158 Lokke sig krøllet fra Issen ret som Hyacinthernes Klokker;
159 Og som en duelig Mester med Guld bepryder et Sølvkar,
160 Naar han tilgavns har lært af Hephaistos og Pallas Athene
161 Alt hvad der hører til Kunsten, og smukt er det Arbeid han danner;
162 Saaledes Ynde hun gjød ud over hans Hoved og Skuldre.
163 Op af Karret han steg af Skabning saa skjøn som en Guddom,
164 Satte sig hen på den Stol, hvorfra han fornys havde reist sig,
165 Vendte sig hen mod sin Hustrue, og tog saalunde til Orde:
166 Selsomme! aldrig har Guderne vist, som boe på Olympen,
167 Lagt i en qvindelig Barm et sligt ubøieligt Hjerte.
168 Ei nogen Qvinde på Jord kunde bringe det over sit Hjerte,
169 Fjernt at staae fra sin Mand, som efter mangfoldige Trængsler
170 Kom i det tyvende Aar til Fædrenelandet tilbage.
171 Skynd dig, gamle Morlil! reed Seng! at jeg ene til Hvile
172 Lægge mig kan, et Hjerte forsand af Jern har din Frue.
173 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
174 Selsomme! ei hovmoder jeg mig, eller agter dig ringe,
175 Heller ei studser jeg svart, thi jeg husker, hvad Mand du var fordum,
176 Da du fra Ithaka drog på det langtbeaarede Fartøi.
177 Vel Eurykleia! saa reed ham påstand et mageligt Leie
178 Udenfor Sovegemakket, som selv han bygged saa grundfast!
179 Bærer den holdige Seng derud, og lægger på Laddet
180 Uldene Skind af Faar og Bolster og prægtige Tæpper.
181 Saa hun taled, for ret at prøve ham. Helten Odysseus
182 Sukkede dybt, og talede saa til sin ærbare Hustrue:
183 Bitterlig ondt, o Qvinde! mig gjør det Ord, som du sagde.
184 Hvem har flyttet min Seng fra sin Plads? det mægted tilvisse
185 Knap den dygtigste Mand, naar ei en udødelig Guddom
186 Selv kom hid, og flytted den nemt, hvis saa ham behaged.
187 Ei nogen dødelig Mand, var han end i sin feireste Ungdom,
188 Mægted at rokke den bort, thi et mærkeligt Tegn er at finde
189 Paa den forsvarlige Seng, som jeg selv alene har tømret.
190 Ude på Gaarden et Olietræe med yppige Blade
191 Stod i den frodigste Væxt, om Stammen saa tykt som en Søile.
192 Rundt omkring dette Træe jeg selv opbygged et Kammer,
193 Steen jeg mured på Steen, et Tag jeg hvælved derover,
194 Og af forsvarlige Planker jeg tømred en sluttende Fløidør.
195 Derpå det frodige Træes langbladede Krone jeg kapped.
196 Stammen et Stykke fra Roden jeg skar tværsover, og sletted
197 Stubben tilgavns med en Kniv, og skarpt efter Snor jeg den glatted,
198 Sengen at vorde til Fod, og med Boer jeg den bored igjennem.
199 Derpå jeg flinkt mig snedkred en Seng, indtil den var færdig,
200 Fjælerne lagde jeg ind med Guld, med Sølv og med Filsbeen,
201 Og over Bunden jeg drog rødfarvede Seler af Kohud.
202 Der har du Tegnet, som nævne jeg kan; vist veed jeg dog ikke,
203 Enten min Seng endnu staaer fast, eller Nogen har skaaret
204 Foden af Olietræe itu, og flyttet mig Laddet.
205 Saa han taled, da rystede svart hendes Knæer og Hjerte,
206 Altsom hun hørte det Tegn, Odysses saa grandt hende angav.
207 Grædende mod ham hun foer, sine Arme hun kjærligen slynged
208 Fast om Odysses’s Hals, og kyssed hans Hoved, og udbrød:
209 Vær ikke vred på din Viv! min Odysses! du var jo dog ellers
210 Altid den viseste Mand; dog Guderne skikked os Jammer,
211 Ei har de villet os unde den Fryd, med hinanden at nyde
212 Ungdommens Aar, og tilsammen at gaae til Alderens Tærskel.
213 Nu maa du ei mig lægge til Last, eller være fortørnet,
214 At jeg dig ei, saasnart jeg dig saae, løb kjærlig imøde,
215 Men i min Barm var Hjertet bestandig ulidelig bange,
216 Om der var kommen en Fremmed, som havde med Snak mig bedaaret
217 Der er jo Skjelmer i Mængde, som pønse på nedrige Rænker.
218 Vist havde Helena ei, Kronions Datter fra Argos,
219 Givet sig hen til den fremmede Mand, at nyde hans Elskov,
220 Havde hun vidst saasandt, at Achaiernes krigerske Sønner
221 Skulde til Fædrenelandet igjen hende føre tilbage;
222 Dog af en Guddom hun friste sig lod til skammelig Gjerning,
223 Ei forud i sit Sind hun betænkte, hvor svar hendes Brøde
224 Var, som ogsaa for os blev Kilden til hele vor Jammer.
225 Nu derimod, da saa sikkert og klart du har nævnet mig alle
226 Lønlige Tegn ved vor Seng, den aldrig et Menneske skued
227 Uden jeg selv og du, og Aktoris, Ternen, som fordum,
228 Dengang jeg drog til dit Huus, blev givet mig med af min Fader,
229 Og som har Døren bevogtet os troe til det Kammer du bygged,
230 Nu har du bøiet mit Hjerte, hvor haardt end før det har været.
231 Talt; og stærkere Trang til Graad hos Odysses hun vakte.
232 Grædende holdt han i Favn sin kjære, sin trofaste Hustrue.
233 Ligesaa glade som svømmende Mænd Landjorden betræde,
234 Naar på det vildene Hav Poseidon har knust deres stærke
235 Skib, som blev tumlet omkring af Storm og bovnende Bølger;
236 Kun nogle Faa fra det graadige Hav ved at svømme sig redded,
237 Og deres stivnede Lemmer er tykt belagte med Havdynd,
238 Inderlig glade betræde de Land, undslupne fra Døden;
239 Ligesaa glad hun skued igjen sin elskede Husbond,
240 Og hendes sneehvide Arme slet ei hans Hals vilde slippe.
241 Over det grædende Par vist Dagningens Lys havde bredt sig,
242 Naar ikke Pallas Athene på Raad havde hittet betænksom;
243 Natten hun sinked en Stund, da den alt var nær ved sin Ende,
244 Og i Okeanos holdt hun den gyldene Dagning tilbage,
245 For at hun ei skulde spænde for Karm sine flyvende Heste,
246 Lampos og Phaethon kaldte, som Lyset til Mennesket bringe.
247 Men til sin Viv nu talte den sindrige Konning Odysseus:
248 Ei er vor Kamp endnu, min Elskede! kæmpet tilende.
249 Nei! endnu tilbage der staaer et umaadeligt Arbeid,
250 Stort og saare besværligt, og dette jeg nu maa bestride,
251 Thi af Teiresias’ Sjel det blev mig saalunde bebudet
252 Alt på den Dag, da jeg vandrede ned til Hades’s Bolig,
253 Der mig at hente Besked om min egen og Svendenes Hjemfærd.
254 Dog, min elskede Viv! lad os komme tilsengs, at vi snarlig
255 Hvile kan finde på Leiet, og sødelig qvæges af Søvnen.
256 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
257 Leiet skal vorde dig redt, saasnart det behager dit Hjerte,
258 Nu da dig Guderne have forundt, omsider at komme
259 Hjem til dit Fædreneland og din smuktopbyggede Bolig.
260 Dog da du tænker derpå, og en Gud derom dig har mindet,
261 Vel! saa nævn mig den Kamp! da jeg sagtens engang den erfarer,
262 Saa var det fuldt saa godt, om jeg strax fik Sagen at vide.
263 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
264 Hvi opfordrer du mig saa ivrigen til at fortælle?
265 Vel! saa vil jeg det sige, og ei fordølge dig Sagen;
266 Glædes du vil dog ei, saa lidt som selv jeg mig glæder.
267 Vidt i Verden omkring til mangfoldige Menneskers Stæder
268 Bød mig Teiresias vandre på Vei med en handelig Aare,
269 Indtil jeg kom til Mennesker hen, som aldrig har Havet
270 Seet, og som aldrig har spiist nogen Mad, der var krydret med
271 Mænd, der ligesaa lidt har seet rødbovede Skibe,
272 Som handteerlige Aarer, dem Snekkerne bruge som Vinger.
273 Derpå han gav mig et tydeligt Tegn, som jeg ikke vil dølge:
274 Naar på min Vandring engang en Mand jeg mødte, som sagde:
275 Det er en Kasteskovl jo, som du bær på din kraftige Skulder,
276 Da befoel han mig strax i Muld Skibsaaren at plante,
277 Og til Poseidon et skjønt og glædeligt Offer at bringe,
278 Nemlig en Vædder, en Tyr, og en soebespringende Orne;
279 Derpå jeg hjem skulde drage, og hædre med Festhekatomber
280 Alle de salige Guder, som boe på Himmelen vide,
281 En efter Anden; tilsidst, dog ei på det bølgende Havdyb
282 Skulde den blideste Død mig tage fra Jord som en Gubbe
283 Midt i velsignede Kaar, naar min Kraft var svunden, men Folket
284 Trives omkring mig og blomstre; saadan min Skjebne han tolked.
285 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
286 Skjenke de salige Guder dig blidere Alderdomsdage,
287 Da er der Haab endnu, at du vist vil frelses af Qviden.
288 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
289 Ammen og Fadebuurskonen Eurynome reded imedens
290 Seng med de blødeste Bolstre ved Skinnet af lysende Fakler.
291 Men da de saa i en Fart havde redet et mageligt Leie,
292 Gik den bedagede Amme påstand til Roe i sit Kammer;
293 Dog Eurynome maatte som Kammerske føre sit Herskab
294 Til deres Sovegemak, og med blussende Fakkel dem lyse;
295 Derpå begav hun sig bort, og med inderlig Fryd de hinanden
296 Favned på Leiet igjen, hvor de hviled i forrige Tider.
297 Nu lod baade Telemachos selv og de trofaste Hyrder
298 Fødderne hvile fra Dands, og Qvinderne gjorde det Samme;
299 Derpå begav de sig Alle til Roe i de skyggende Kamre.
300 Men da det kjærlige Par havde frydet sig sammen i Elskov,
301 Mored de sig ved at tale om hvad der var hændet dem begge.
302 Penelopeia fortalte den Qval hun leed i Paladset,
303 Naar det forstyrrende Væsen hun saae, som Beilerne dreve,
304 Hvordan for hende de rask havde slagtet mangfoldige Drifter
305 Oxer og trivsomme Faar, og lenset saa mangt et Viinfad.
306 Helten Odysses fortalte saavel den Kummer, han Andre
307 Havde forvoldt, som den Qval, han selv saa tit havde fristet;
308 Alt blev fortalt; glad lytted hans Viv, og ei vilde Søvnen
309 Dale på Øinene ned, før Alt han havde berettet.
310 Og han fortalte, hvorlunde han først Kikonerne kued,
311 Og Lotophagernes frugtbare Land derefter besøgte;
312 Hvad Polyphemos bedrev, og hvad Hevn han over Kyklopen
313 Tog, som ubarmhjertigen aad hans troe Kammerader;
314 Hvordan han kom til Aiolos hen, som venlig ham modtog,
315 Og ham befordrer på Vei; dog end var det ei ham beskikket,
316 Hjem til sit Land at komme, thi atter en rygende Stormvind
317 Drev den forkuede Helt på det fiskbesvømmede Havdyb.
318 Derpå hvordan han omsider til Staden Telepylos ankom
319 I Laistrygonernes Land, hvor hans Flaade blev knust og hans Mandskab
320 Slaget ihjel, men han selv undkom med sit tjærede Fartøi.
321 Ogsaa fortalte han Kirkes mangfoldige Rænker og Kunster;
322 Derpå hvorlunde han foer på sit Skib til Hades’s skumle
323 Hjem, for der at spørge Teiresias’ Sjel om sin Skjebne;
324 Der havde baade han seet sine mistede Mænd og sin Moder,
325 Som havde født ham til Verden, og fostret ham op i hans Barndom;
326 Ogsaa hvorledes han hørte Seirenerne synge ved Stranden,
327 Derpå de rørlige Klipper, den grumme Charybdis og Skylla
328 Seiled forbi, hvem Ingen endnu havde nærmet sig uskadt.
329 Ogsaa hvorledes hans Mænd aflivede Solgudens Oxer,
330 Hvorpå til Straf Høittordneren Zeus med sin flammende Lynild
331 Ramte hans løbende Skib, saa hans trofaste Svende tilhobe
332 Drukned, dog selv blev han frelst fra de hæslige Dødsensgudinder.
333 Hvordan han kom til Ogygias’ Øe og Nymphen Kalypso,
334 Som i sin hvælvede Grotte tilbage ham holdt, og til Husbond
335 Ønsked sig Helten, og pleied ham ømt, og vilde ham gjøre
336 Til en udødelig Mand, evindelig ung udi Fremtid;
337 Ei endda hun mægtede dog at bevæge hans Hjerte.
338 Hvordan han saa efter megen Besvær til Phaiakerne ankom,
339 Hvilke ham hædrede høit og hjertelig ret som en Guddom,
340 Og på et Skib befordred ham hjem til Fædrenelandet,
341 Rigt begavet med Kobber og Guld og prægtige Klæder.
342 Det var hans sidste Fortælling, da greb ham Søvnen den søde,
343 Blidt den løste hans Lemmer, og Sindets Bekymring den spredte.
344 Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas;
345 Thi da hun troede forvist i sit Sind, at Helten Odysseus
346 Alt havde hvilet sig sødt hos sin Viv og ved Søvnen sig qvæget,
347 Bød hun påstand af Okeanos’ Flod den straalende Dagning
348 Stige, sit Lys at brede for Mennesken ud; og Odysseus
349 Reiste sig op af sin Seng, og talede saa til sin Hustrue:
350 Elskede Viv! i fuldeste Maal har Sorgen vi prøvet,
351 Du, som her i vort Huus for min dybtbejamrede Hjemfærd
352 Græd, og jeg, som ved Trængsler af Zeus og de øvrige Guder
353 Fjernt blev holdt fra mit Land, hvorhen jeg higed saa ivrig.
354 Dog, da vi nu har fundet igjen vort forønskede Leie,
355 Vogt da trolig det Gods, jeg endnu har i Huset tilbage;
356 Men for det Qvæg, som mig Beilerne aad, jeg selv mig Erstatning
357 Henter ved Plyndring med Sværdet i Haand, og Achaierne Resten
358 Give mig skal, til igjen af Qvæg det i Staldene vrimler.
359 Nu vil jeg vandre herfra til min træbevoxede Landgård,
360 Atter min Fader at see, som for mig saa dybt sig har græmmet.
361 Dig, min Viv! hvorvel du est klog, pålægger jeg dette:
362 Strax naar Solen er oppe, vil vidt og bredt det jo rygtes,
363 At i Paladset jeg Beilernes Flok tilhobe har ombragt,
364 Gak da du med Ternerne op i dit Høienloftskammer,
365 Sæt i Stilhed dig hen, see Ingen, og vogt dig for Spørgsmaal!
366 Saa han taled, og axled påstand sin prægtige Rustning,
367 Manded Telemachos op og de trofaste Hyrder, og bød dem
368 Samtlige ruste sig flux, og Vaaben i Hænderne tage.
369 Villige lød de hans Bud, og malmbeklædte tilhobe
370 Aabned de Porten, og vandrede bort, Odysses i Spidsen.
371 Alt var det høi lys Dag på Jord, men Athene dem hylled
372 Trindt i Mulm, og hurtig hun ud af Byen dem førte.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange