Odysseen Sang 12

Resume af 12. sang i Odysseen af Homer. Tilbagekomst til Kirkes ø. Elpenors begravelse. Kirke angiver de farer, der venter ham på rejsen: seirenerne, Skylla, Charybdis og Solgudens kvæg på Thrinakria. Odysseus rejser bort. Sejladsen forbi seirenerne. Farer og ulykker på farten forbi Skylla og Charybdis. Landgang på Thrlnakria, hvor hans folk forgriber sig på Solgudens hellige kvæg. Skibet knuses på havet i uvejr; Odysseus driver i land på Kalypsos ø Ogygia.

ODYSSEEN

Odysseen, 12. sang

1 Men da vort Skib var ud af Okeanos’ skyllende Strømme
2 Sluppet, og atter vi løb på det vidtbeseilede Havdyb,
3 Kom vi til Øen Aiaia igjen, hvor den dæmrende Dagning
4 Har sin Bolig og hædres med Chor, og hvor Solen sig reiser.
5 Op på den sandede Kyst vi haled vort Skib ved vor Ankomst,
6 Selv udstege vi saa på den havbeskyllede Strandbred,
7 Der vi tog os et Blund, og vented på Morgenens Komme.
8 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
9 Sendte jeg strax til Kirkes Palads et Par af mit Mandskab,
10 Dem jeg befoel Elpenors afsjelede Legem at hente.
11 Brændsel vi hugged imens, og ude hvor Kysten var høiest
12 Jorded vi Liget med Sorg, og Taarerne randt os på Kinden.
13 Men da vi Dødningen havde forbrændt med alle hans Vaaben,
14 Tued vi Muld over Graven, og stilled en Støtte på Tuen,
15 Øverst på hvilken vi planted hans nemthandteerlige Aare.
16 Saa vi syslede travlt, men ei for Kirke det dulgtes,
17 At vi var komne fra Hades igjen, thi selv hun på Stedet
18 Kom i en stadselig Dragt, ledsaget af Terner, som bare
19 Brød og Kjød og blussende Viin i rundeligt Forraad.
20 Trædende frem i vor Kreds udbrød den fagre Gudinde:
21 Dristige Mænd, som vandred i levende Live til Hades,
22 Dobbelt at døe, da dog Døden kun een Gang Mennesket times!
23 Vel! saa spiser af Maden da nu, og drikker af Vinen
24 Her idag, men imorgen, saasnart der lysner et Dagskjær,
25 Atter I drage tilsøes! baade Veien og alle dens Farer
26 Nævne jeg vil Eder klart, at I ei ved daarlige Anslag
27 Enten til Lands eller Vands skal friste bedrøveligt Vandheld.
28 Saa hun taled, bevæged’ da blev vore mandige Hjerter.
29 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
30 Sad vi og nød fortræffeligt Kjød og Viin, som var liflig,
31 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
32 Lagde sig Folket til Roe ved Tougene agter i Skibet.
33 Mig tog Kirke ved Haanden, og satte mig fjernt fra mit Mandskab,
34 Leired sig hos mig fortrolig, og fritted mig ivrig om Alting.
35 Hende fortalte jeg da nøiagtigen hvad der var hændt mig,
36 Hvorpå den værdige Kirke tog Ordet, og talte saalunde:
37 Dette har nu til Ende du bragt, men læg nu på Hjerte,
38 Hvad jeg fortælle dig vil, og en Gud derom dig vil minde.
39 Først til Seirenerne komme du vil, som fortrylle tilhobe
40 Hvert et Menneskens Barn, som vover sig nær deres Bolig.
41 Hvo der af Vaade sig nærmer og hører Seirenernes Stemme,
42 Ham skal aldrig hans elskede Viv og uskyldige Smaabørn
43 Meer omringe med Jubel, og froe gjenhilse ved Hjemkomst,
44 Med deres klingende Sang Seirenerne vil ham forkogle,
45 Siddende hist på en Eng; trindt ligger på Stranden en Bunke
46 Smuldrende Menneskebeen, al Hud er fra Benene visnet.
47 Derfor du seile forbi, og stop Kameraternes Øren
48 Til med æltede Kager af Vox, at ei af dit Mandskab
49 Nogen skal Sangen fornemme, men lyster du selv den at høre,
50 Lad dine Mænd dig da surre opreist til Foden af Masten
51 Baade med Hænder og Been, og stærkt Mastlinerne knytte,
52 At du kan lytte med Fryd til Sang af de tvende Seirener;
53 Men hvis du beder endda og befaler dit Folk dig at løse,
54 Lad dem da baste dig strax med fleer forsvarlige Strikker!
55 Er I nu stævnede disse forbi, du selv og dit Mandskab,
56 Da er jeg ikke tilsinds, forud at forkynde dig nøie,
57 Hvad for en Vei af de to du vælge dig vil, men bestemme
58 Maa du det selv i dit Sind, dog vil jeg om begge fortælle.
59 Hist fremludende Klipper man seer, mod hvilke med Brusen
60 Bølgerne drives af Havets sortøiede Viv Amphitrite,
61 Og af de salige Guder de kaldes de rørlige Klipper.
62 Aldrig en Fugl kan flyve forbi dem, ikke de bange
63 Flygtige Duer engang, som til Zeus Ambrosia bringe,
64 Selv af dem bortsnapper den glindsende Klippe bestandig
65 Een, men Zeus strax skaber en ny, for Tallet at fylde.
66 Aldrig endnu er et Skib blevet frelst, som Klippen sig nærmed,
67 Men en fortærende Ildorkan og brusende Bølger
68 Slænger afsted baade Mændenes Liig og Skibenes Planker.
69 Kuns et eneste Skib, det vidtnavnkundige Argo,
70 Slap i Behold forbi, da det styrede hjem fra Aietes,
71 Dog selv dette var brat blevet knuust mod de vældige Klipper,
72 Var det ei styret af Here, som huldt beskjermed Iason.
73 Men i den modsatte Retning man seer to Klipper, den ene
74 Stikker mod Skye sit Hoved saa spidst, indhyllet i blaalig
75 Taage, som aldrig fortrækker, og hverken om Høst eller Sommer
76 Vorder dens Isse belyst af klar reensmilende Blaaluft.
77 Op eller ned af Klippen kan ei nogen Dødelig klyve,
78 Selv om ti Par Hænder og ti Par Fødder han eied,
79 Thi den er glat, som om Stenen var trindt tilhugget og slettet.
80 Midt i Klippen en Hule man seer, indhyllet i Natmulm,
81 Vendt mod Mørket og Erebos hen, og den vil I mulig
82 Styre forbi med det bugede Skib, min straalende Konning!
83 Selv om den dygtigste Gut fra det hurtige Skib med sin Bue
84 Skjød derind, traf Pilen dog ei den inderste Fjeldkløft.
85 Der har Skylla sin Bolig, det frygtelig glammende Udyr,
86 Og hendes Røst er skingrende klar, som Bjef af en nyfød
87 Hund, men arg hun er, og ei skal Nogen sig fryde,
88 Ei en Guddom engang, som fåer Utysket at skue.
89 Sex Par Fødder i Alt hun har, vanskabte tilhobe,
90 Sex fremstikkende Halse dertil, og på hver af disse
91 Sidder et grueligt Hoved, hvori tre Rader af Tænder,
92 Talrige, tæt ved hverandre, bebudende Døden den sorte.
93 Lige til midt på Livet hun sidder i Hulen fordybet,
94 Men fra det rædsomme Svælg hun frem sine Hoveder stikker,
95 Gridsk om Hulen hun snuser, og der hun fisker sig jevnlig
96 Baade Delphiner og Sæler, ja fanger endog af de store
97 Haier, hvoraf Amphitrite, den brusende, fostrer saa mange.
98 End har aldrig en Skipper sig roest, at han der med sit Fartøi
99 Løb i Behold forbi; i hvert af Gabene Skylla
100 Bærer en Mand, som hun rev fra den mørkblaastavnede Snekke.
101 Lavere nede den anden du seer af de Klipper, jeg nævned,
102 Dog den første saa nær, at en Piil kan lange derover.
103 Der er en Figen, som hæver sig høit med løvrige Grene,
104 Nede ved denne Charybdis indsuger det sortladne Søvand,
105 Tregange spyer hun det ud, og tregange suger hun daglig.
106 Gid du ei maa komme derhen, naar Vandet hun suger,
107 Ei da mægted Poseidon engang at frie dig fra Ufærd.
108 Derfor du hellere styre dit Skib tæt ind under Skyllas
109 Klippe saa snelt du formaaer, langt bedre det er dog i Sandhed,
110 Sex af Folket ombord end den hele Besætning at miste.
111 Saa hun taled, og jeg hende flux gjensvared og sagde:
112 Dette, Gudinde! jeg beder, sandfærdigen du mig besvare.
113 Var det ei muligt at slippe forbi den grumme Charybdis,
114 Og imod Skylla mig værge, saasnart mine Folk hun vil myrde?
115 Saa jeg taled, da gav mig til Svar den fagre Gudinde:
116 Dristige Mand! vil ogsaa du her til Kamp og til Voldsfærd
117 Vende din Hu? vil ei engang for Guder du vige?
118 Dødelig er ei Skylla, udødelig er hun det Udyr,
119 Rædsom og lumsk og grum, og ei kan i Kamp hun betvinges;
120 Her er Kjækhed omsonst, at flye er derfor det Bedste;
121 Thi hvis du dvæler ved Klippen, for der til Kamp dig at ruste,
122 Da er jeg bange, hun falder dig an påny og dig griber
123 Med sine Gab, og i hvert af Gabene snapper en Sømand;
124 Roe da forbi saa skrapt du formaaer, og beed til Kratais,
125 Utyskets Moder, som Skylla har født til Menneskens Ufærd,
126 Datteren styre hun vil, at ei hun fornyer sit Angreb.
127 Komme du skal til Thrinakrias Øe, hvor den hellige Solguds
128 Oxer og mæskede Faar i Mængde på Vangene græsse.
129 Oxernes Hjorder er syv, og syv er Faarenes Flokke,
130 Hver halvhundrede Kræe, men ved Yngel formeres de aldrig,
131 Mindskes ei heller i Tal, og Gudinder dem vogte på Græsgang,
132 To skjønlokkede Nympher, Lampetia og Phaethusa,
133 Børn af Hyperions Søn den lysende Sol og Neaira.
134 Men da den værdige Moder, som fødte dem, havde dem fostret,
135 Sendte hun dem til Thrinakrias Øe at boe i det Fjerne,
136 Faderens Hjorder at vogte, hans Faar saavelsom hans Hornqvæg.
137 Lader du disse med Fred og bekymrer dig blot om din Hjemfærd,
138 Da skal I end efter megen Besvær til Ithaka komme,
139 Men hvis I gjør dem Fortræd, da bebuder jeg dig og dit Mandskab
140 Død, og din Snekke Forliis, og om selv end Livet du bjerger,
141 Kommer du seent og suurt til dit Hjem, og berøvet dit Mandskab.
142 Talt; da reiste sig strax den guldstolthronende Dagning,
143 Og gjennem Øen tilbage da gik den fagre Gudinde,
144 Men til mit Skib begav jeg mig ned, og befoel mine Svende,
145 Selv at skibe sig ind, og Linerne løsne fra Bagstavn.
146 Flux ombord de nu gik, på Tofterne toge de Sæde,
147 Alle på Rad, og med Aarer de slog de graalige Bølger.
148 Kirke, den haarfagre bolde Gudinde med Menneskestemme
149 Gav os en rask seilfyldende Bør, på vort Fart en fortrinlig
150 Fører, thi agter den stod på vor mørkblaastavnede Snekke.
151 Men da saa Alt ombord var kant og klart til at lette,
152 Sad vi på Toft, og Vind og Styrmand raaded for Kaasen.
153 Derpå bedrøvet i Hu jeg talede saa til mit Mandskab:
154 Venner! det skikker sig ei, at en Enkelt af os eller Tvende
155 Veed alene, hvad Kirke, den fagre Gudinde, har spået os;
156 Thi vil jeg sige det høit, at vi velunderrettede Alle
157 Enten kan døe, eller flye Fordærv og reddes fra Henfart.
158 Først hun alvorlig os byder at skye de lumske Seireners
159 Altforkoglende Sang og den blommede Eng, hvor de synge.
160 Jeg alene maa lytte til Tonerne; dog skal I surre
161 Fast mig med snærende Reeb opreist til Foden af Masten,
162 Saa jeg mig ikke kan røre, og stærkt Mastlinerne knytte.
163 Beder jeg Eder endda og befaler mig atter at løse,
164 Da skal I baste mig strax med fleer forsvarlige Strikker.
165 Saaledes gjorde jeg nu mine Mænd bekjendte med Alting.
166 Midlertid kom i strygende Fart vor dygtige Snekke
167 Hen til Seirenernes Øe, fremdreven af lempelig Kuling;
168 Strax nu løiede Vinden, og trindt os bredte sig Havblik
169 Uden den ringeste Blæst, en Gud søvndyssede Bølgen;
170 Op da sprang mine Mænd, i en Fart de Seilene fired,
171 Lagde dem ned i det bugede Skib, og sad saa på Roerbænk,
172 Pidskende Vandet i Skum med de glattilhuggede Aarer.
173 Selv en betydelig Kage jeg tog af Vox, med mit Malmsværd
174 Skar jeg det smaat, og ælted det stærkt med vældige Hænder;
175 Snart blev Voxet da blødt ved den Kraft, hvormed jeg det klemte,
176 Og ved den straalende Sol, Hyperions Søn i det Høie.
177 Voxet jeg klæbed nu trindt om Mændenes Øren tilhobe,
178 Derpå de surred mig fast opreist til Foden af Masten
179 Baade med Hænder og Been, og stærkt Mastlinerne knytted,
180 Toge saa Plads og slog med Aarer de graalige Bølger.
181 Men da vi var dem saa nær, som en lydelig Stemme kan række,
182 Jagende rask afsted, da saae de den glidende Snekke
183 Nærme sig stærkt i sin Fart, og den klingende Sang de begyndte:
184 Kom, Odysses! du hædrede Drot, Achaiernes Stolthed!
185 Stands dit Skib, og lyt til den Sang, Gudinder dig synge
186 Aldrig en Mand her seiled forbi på sin tjærede Snekke,
187 Førend han først havde hørt den liflige Røst af vor Læbe;
188 Glad i Hu han reiser da hjem og beriget med Kundskab.
189 Os er tilfulde bekjendt, hvad Ondt Achaier og Troer
190 Hist efter Gudernes Raad og Styrelse fristed i Troia;
191 Alt vi veed, hvad der skeer på den alternærende Jordkreds.
192 Saa med fortryllende Stemme de sang, da lysted mit Hjerte
193 Svart at lytte til Sangen, og Mændene bød jeg mig løse,
194 Nikkende til dem med Hoved, men rask deres Aarer de brugte.
195 Op da sprang Eurylochos flux og med ham Perimedes,
196 Tog nogle Reeb endnu, og basted mig mere forsbarlig.
197 Men da de saa havde roet dem forbi saa langt, at vi ikke
198 Meer kunde høre Seirenernes Sang og klingende Stemme,
199 Bort da slængte påstand mine Mænd det Vox, som jeg klæbed
200 Om deres Øren, og løste de Reeb, hvormed jeg var bunden.
201 Øen vi neppelig havde på Bag, da skued jeg klarlig
202 Damp og svulmende Søe, og et Bulder jeg hørte tillige.
203 Rædde da blev mine Mænd, og slap af Haand deres Aarer;
204 Pladskende lydt de slæbte for Strøm, da sakked mit Fartøi
205 Strax, thi ei nogen Haand tog Tag med de vældige Aarer.
206 Hen over Dækket jeg gik nu påstand, og muntred mit Mandskab,
207 Frem jeg treen, og med kjærlige Ord til dem Alle jeg talte:
208 Venner! vi ere jo ei hidtil ukjendte med Trængsler;
209 Større forsand er Faren ei her, end dengang Kyklopen
210 Spærred os inde med frygtelig Kraft i sin hvælvede Hule,
211 Derfra vi dog ved min Kjækhed, min Køgt og mit snedige Paafund
212 Slap i Behold; den Dyst er vel knap Eder gaaen ad Glemme.
213 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
214 Tager på Tofterne Plads, og slaaer de brændende Bølger
215 Kraftig med Aarernes Blad, om maaskee den høie Kronion
216 Huldt os forunder at frelses ved Flugt af denne vor Qvide.
217 Hør saa, Styrmand! hvad sige jeg vil, og læg det på Hjertet!
218 Thi på det bugede Skib er det dig, som raader for Roret.
219 Styr brav langt fra Brændingen hist og udenom Røgen,
220 Hold ad Klippen derhenne, og pas på Skuden, at ikke
221 Hist hun smutter dig hen, om en Hals da var vi tilhobe.
222 Saa jeg taled, og Mændene flux adlød min Befaling.
223 Dog om Skylla jeg taug som en uafværgelig Fare,
224 Thi jeg befrygted forsand, at af Skræk mine Folk skulde standse
225 Brat med at roe, og sig skjule maaskee i Rummet af Skibet.
226 Ogsaa forglemte jeg ganske den piinlige, strenge Formaning,
227 Kirke mig gav, da hun reent forbød til Kamp mig at væbne.
228 Flux min glimrende Rustning jeg axlede, greb udi Haanden
229 To langskaftede Spyd, og stilled på Dækket mig forskibs,
230 Thi jeg formoded, at der hun først vilde komme tilsyne,
231 Skylla, det Fjeldutyske, som stod mine Mænd efter Livet;
232 Dog hun var ei at see, og bitterlig alt mine Øine
233 Sved af at stirre med speidende Blik mod den taagede Klippe.
234 Hjertebeklemte tilhobe vi styred nu op gjennem Sundet;
235 Her os truede Skylla, og hist den barske Charybdis
236 Suged af Havet på frygtelig Viis det bølgende Saltvand.
237 Hvergang hun spyede det ud, da plumredes Vandet og bobled
238 Høit som en Kjedel på blussende Baal, og Skummet i Veiret
239 Steg og besprøitede Toppen af begge de kneisende Klipper.
240 Naar derimod af Havet hun slugte det bølgende Saltvand,
241 Sank Midten den plumrede Strøm med et Brag, saa det dønned
242 Huult i Klippen omkring, og man saae den svælgende Havbund
243 Sort af det dyndede Sand; da blegned af Skræk mine Svende.
244 Medens på hende vi stirrede hen med frygtelig Dødsangst,
245 Havde den grusomme Skylla mig alt bortsnappet fra Skibet
246 Sex af mit Folk, de dygtigste Mænd af Kræfter og Arme,
247 Og da jeg kasted et Blik hen over mit Skib og mit Mandskab,
248 Hænder og Fødder jeg saae af de Stakler, som høit allerede
249 Svæved i Luften; med Qval i Hjertet de ynkelig raabte
250 Til mig, og nævnte mit navn, for aldrig at nævne det mere.
251 Som naar en Fisker på Næs med sin langtfremstikkende Angle
252 Madingen kaster i Søe, Smaafiskene lumsk at forlokke,
253 Ud i Vandet han hiver sin Snor med Røret af Kohorn,
254 Og naar han fanger en Fisk, han iland den sprællende kaster,
255 Saaledes Mændene her blev sprællende slængte mod Klippen;
256 Midt i den gabende Kløft hun dem aad, og frygtelig skreg de,
257 Strækkende frem deres Arme mod mig i gruelig Dødskamp.
258 Aldrig endnu saa ynkeligt Syn var mig kommet for Øine,
259 Skjønt jeg til Rædsler var vant på min forskende Fart over Bølgen.
260 Bort vi fra Kliperne slap, fra den grumme Charybdis og Skylla,
261 Og i en Fart vi kom til en Guds velsignede Øland.
262 Der havde Solen, Hyperions Søn, sine talrige Hjorder,
263 Mæskede Geder og Faar og Køer, bredpandede, skjønne.
264 Ude på Søen jeg alt fra Dæk på det tjærede Fartøi
265 Køerne hørte, som brølede høit på Vang, hvor de græssed.
266 Ogsaa jeg hørte de brægende Faar; da randt mig i Tanke
267 Hvad mig den blinde Thebaier Teiresias havde bebudet,
268 Og den Aiaiiske Kirke, som stærkt fraraaded at styre
269 Hen til den menneskefrydende Sols livsalige Øland.
270 Derpå bedrøvet i Sind jeg talede saa til mit Mandskab:
271 Agter nu grandt på mit Ord, I sorgbetyngede Brødre!
272 At jeg forkynde Jer kan, hvad Teiresias har mig bebudet,
273 Og den Aiaiiske Kirke, som stærkt fraraaded at styre
274 Hen til den jordoplysende Sols livsalige Øland.
275 Der skal os times den haardeste Qval, efter hvad hun forsikkred.
276 Vel! saa styrer da Øen forbi med det tjærede Fartøi!
277 Saa jeg taled, da knusted påstand i Barm deres Hjerter;
278 Strax Eurylochos dog mig gav fripostig til Gjensvar:
279 Haard, Odysseus! du est, dit Mod og din Kraft er ubændig,
280 Ei dine Lemmer kan slappes, heel skabt af Jern du mig tykkes;
281 Du som forbyder dit Folk, der af Arbeid og Vaagen er udslidt,
282 Foden at fæste pa Land, og vist vi os kunde forskaffe
283 Her på den havomskyllede Øe en qvægende Nadver;
284 Ja! du forlanger endog, at øen forbi vi skal styre,
285 Og i den rædsomme Nat omflakke på blaalige Bølger.
286 Snarest om Natten sig reise de heftige Storme, som volde
287 Skibes Forliis, og hvorhen skal man tye, for Døden at undflye,
288 Hvis en ubændig Orkan med Eet begynder at rase,
289 Enten fra Syd eller Vest, de tudende Storme, som jevnligst
290 Skibene splintre til Vrag, endog mod Gudernes Villie?
291 Dog, nu vil vi forsand adlyde den skumrende Aften,
292 Nu vil vi holde vor Nadver på Strand ved den hurtige Snekke,
293 Saa vil imorgen ombord vi gaae, og Bølgen befare.
294 Saa Eurylochos taled, og Mændene jubled tilhobe.
295 Da formærked jeg klart, at en Gud tiltænkte mig Ufærd;
296 Og med bevingede Ord jeg talede til dem og sagde:
297 Mig, den enkelte Mand, kan I let, Eurylochos! tvinge,
298 Dog med den dyreste Eed I samtlige love mig dette!
299 Træffe vi ovre på Øen en Hjord af Faar eller Oxer,
300 Lover mig da, mine Mænd! at I ei med formastelig Voldsfærd
301 Enten et Faar eller Høved ihjel vil slaae, men fortærer
302 Rolig den Kost, som af Kirke vi fik, den bolde Gudinde.
303 Saa jeg taled; strax Samtlige svor den Eed, jeg forlangte.
304 Men da de saa havde svoret, og fuldelig givet mig Eedsord,
305 Lagde vi ind med det dygtige Skib i Havnen den dybe,
306 Nær ved en Ferskvandssøe; da steg mine Svende tilhobe
307 Ud af Skibet, og laved sig snart forsynlig et Maaltid.
308 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
309 Jamred og græd de lydt ved at mindes de elskede Brødre,
310 Som fra vort Skib os Skylla fornys havde ranet og opædt.
311 Snart den liflige Søvn sig over de Grædende sænked;
312 Men ved den tredie Deel af natten, da Stjernerne daled,
313 Reiste med eet Skysamleren Zeus et rygende Stormveir
314 Med en ubændig Orkan, baade Jorden og Havet saa vide
315 Hylled i Skyer han ind, og Nat fremstyrted fra Himlen.
316 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
317 Sikkred vi Skibet og haled det ind i en rummelig Hule,
318 Hvor Skovnymphernes Lunde man saae og yndige Dandsplads.
319 Sammen jeg kaldte da Folket påstand, og taled i Kredsen:
320 Venner! da Mad og Drikke vi har ombord på vort Fartøi,
321 Lader os Qvæget da skaane, at Ondt os ikke skal ramme;
322 Oxerne her og de prægtige Faar tilhøre den høie
323 Sol, den mægtige Gud, som Alt baade skuer og hører.
324 Saa jeg taled, bevæged’ da blev deres mandige Hjerter.
325 Men en langsommelig Maaned fra Syd det blæste bestandig,
326 Aldrig der lufted en Vind, undtagen fra Østen og Sønden.
327 Medens af Mad og Viin der endnu var tilstrækkeligt Forraad,
328 Lode de Qvæget med Fred, af svar bekymring for Livet,
329 Men da det ganske var gaaet på Grund med hele vor Skibskost,
330 Streifed de rundtomkring, og gav sig af Nød til at jage;
331 Fugle de fanged og Fisk, og hvad der kom dem for Haanden,
332 Ivrig med bøiede Kroge, thi Sult i Tarmene skar dem.
333 Op på Øen jeg gik, til de salige Guder at bede,
334 Om der maaskee var En, som mig Vei vilde vise til Hjemfærd.
335 Men da jeg vandrende frem mit Folk var kommen af Syne,
336 Og i et Vand, som mod Blæst var i Læe, havde Hænderne tvættet,
337 Bad jeg til samtlige Guder, som boe på høien Olympos,
338 Og over Øinenes Laag de mig gjød den sødeste Slummer.
339 Men til fordærvelig Daad Eurylochos egged de Andre:
340 Agter nu grandt på mit Ord, I sorgbetyngede Brødre!
341 Rædsom er Døden bestandig for Jordens usalige Sønner,
342 Dog, af Hunger at døe er af alle den beskeste Dødslod;
343 Lad os af Solens fortrinlige Køer da tage de bedste,
344 Og dem til Guderne offre, som boe på Himmelen vide;
345 Men naar vi komme til Ithakas Øe, vor fædrene Hjemstavn,
346 Da vil vi Solen, Hyperions Søn, et straalende Tempel
347 Bygge påstand, og pryde det rigt med herlige Gaver.
348 Men hvis han tændt af Harm for sin Hjord langhornede Oxer
349 Agter at knuse vort Skib, og Guderne fremme hans Forsæt,
350 Heller jeg døer da brat med Mund opspilet på Bølgen,
351 End på den eensomme Øe jeg her seigpines saa længe.
352 Saa Eurylochos taled, og Mændene jubled tilhobe.
353 Strax de fortrinligste Nød de tog af Hjorden, som nærved
354 Vanked, thi ei ret langt fra vort mørkblaastavnede Fartøi
355 Græssed på Vang den himmelske Sols bredpandede Hornqvæg.
356 TRindt om Qvæget de stod og bad til de salige Guder,
357 Og af en kneisende Eeg de plukked de mygeste Blade,
358 Thi på det toftede Skib det skortede ganske på Bygkorn.
359 Men da de saa havde bedet og Dyrene slagtet og krænget,
360 Snitted de Bovene fra, og bedækked dem trindt med et dobbelt
361 Lag af Fedt, som de dækked igjen med et Lag af det Skære.
362 Ogsaa de manglede Viin til at væde det brændende Offer,
363 Derfor de stænkede Vand og Dyrindvoldene risted.
364 Men da de Bovene havde forbrændt, og af Indmaden nippet,
365 Skar de det øvrige Kjød itu, og stak det på Bradspid.
366 Midlertid svandt mig fra Øinenes Laag den liflige Slummer.
367 Strax jeg skyndte mig ned til min hurtige Snekke på Kysten,
368 Men da jeg nærmed mig alt det aareforsynede Fartøi,
369 Dufted imøde mig strax en vellugtspredende Fedtdamp,
370 Lydt da gav jeg et Skrig og til Himmelens Guder jeg raabte:
371 Zeus, Alfader! og I, uforgjængelig salige Guder!
372 Vist til Fordærv har I dysset mig ind i ulykkelig Slummer,
373 Og mine Mænd, som tilbage forblev, har øvet en Udaad.
374 Flux i sit flagrende Slør Lampetia iled til Solen
375 Hen, ham at bringe det Bud, at mit Folk havde slagtet hans Oxer.
376 Strax blandt evige Guder med Harm i Hjertet han talte:
377 Zeus Alfader! og I, uforgjængelig salige Guder!
378 Hevn over Laertiaden Odysses’s Folk I mig skaffe!
379 Frækt de voved ihjel mine Oxer at slaae, som bestandig
380 Fryded min Hu, naar op jeg steg på den stjernede Himmel,
381 Og naar fra Himmelen ned igjen jeg daled mod Jorden.
382 Men hvis de ei som forskyldt for Oxerne bøde tilfulde,
383 Stiger til Hades jeg ned, og kaster mit Lys på de Døde.
384 Ham gjensvarede Zeus, hiin skyforsamlende Hersker:
385 Helios! lys du kun for de salige Guder i Fremtid
386 Og for hver dødelig Mand på den kornfrembringende Jordkreds!
387 Snart deres hurtige Skib skal i Qvag jeg slaae med mit blanke
388 Lyn, og splintre det ad på dets Fart over viinblaae Bølger.
389 Dette jeg siden erfoer af den haarfagre Nymphe Kalypso,
390 Som af Hermeias det selv havde hørt, efter hvad hun fortalte.
391 Men da til Havet jeg ned var kommen, hvor Skibet var qværsat,
392 Treen jeg til Mændene hen, og bebreided dem strengt deres Adfærd.
393 Ei var der Raad at hitte, thi alt vare Oxerne dræbte.
394 Strax de salige Guder dem gav ondtvarslende Jertegn,
395 Huderne krøb, og Kjødet på Spid sig gav til at brøle,
396 Baade det raae og det stegte; det lød livagtig som Kobrøl.
397 Sex samfældige Døgn bortdrev mine dygtige Svende
398 Solens fortrinligste Oxer, og gjorde med Suul sig tilgode.
399 Men da den mægtige Zeus havde sendt den syvende Morgen,
400 Lagde sig atter den heftige Storm, som rased med Uveir.
401 Flux ombord vi da gik, det vildene Hav at befare,
402 Reiste vor Mast på Toft, og heisede Seilene hvide.
403 Men da Thrinakrias Øe vi havde forladt, var der ikke
404 Land at øine forresten; vi saae kun Himlen og Havet.
405 Over vort bugede Skib snart Zeus udbreded en blaalig
406 Skye saa mørk, at Søen omkring os stod i en Taage.
407 Ei ret længe vort Skib over Bølgerne gik, thi fra Vesten
408 Kom der med Eet en hvinende Storm med rasende Uveir.
409 Blæsten med vældige Tag i Vanterne sled, saa de begge
410 Sprang, da styrtede Masten omkuld, og Stænger og Takkel
411 Ned i Lasten blev slængt; ved den agtere Stavn fik vor Styrmand
412 Hovedet knuust af den styrtende Mast, som slog ham på Stedet
413 Hovedets Been i Qvag; brat styrted han ret som en Dykker
414 Ud over Bord fra Dæk, og Livet fra Knoglerne flygted.
415 Midlertid tordnede Zeus, og slynged sit Lyn mod vor Snekke,
416 Svart i Skroget det dirred ved hvert af de knittrende Lynslag.
417 Trindt stank Skibet af Svovl, og Mændene faldt over Borde;
418 Ligesom svømmende Krager en Stund de gynged på Bølgen
419 Rundt om det tjærede Skib; en Gud berøved dem Hjemfærd.
420 Om på Skibet jeg gik, til den skyllende Strøm havde revet
421 Spanterne løs fra Kjølen, som svømmede bar over Bølgen.
422 Ogsaa vor Mast som vor Kjøl fra Skibet blev slængt, men ved Masten
423 Hang der endnu en Line, som stærkt var tvunden af Kohud;
424 Fat i Linen jeg greb, og surrede Masten til Kjølen,
425 Satte på disse mig fast, og drev for de rædsomme Vinde.
426 Knap havde Stormen, som raste fra Vest, begyndt sig at lægge,
427 Førend det kuled fra Syd, mit Sind til megen Bekymring,
428 At jeg endnu skulde hen blive slængt til den grumme Charybdis.
429 Natten igjennem på Vandet jeg drev, men aarle ved Daggrye
430 Kom jeg til Klipperne hen, til den barske Charybdis og Skylla,
431 Just som Charybdis af Havet indsuged det bølgende Saltvand.
432 Op mod den vældige Figen påstand jeg sprang, og om Stammen
433 Klynged mig fast, og hang som en Flagermuus, thi der var ikke
434 Plads til at støtte med Fod, og at klyve derop var umuligt,
435 Rødderne randt saa vidt, og for høit mig hængte de lange
436 Mægtige Grene, som vidt og bredt beskygged Charybdis.
437 Fast jeg bestandig mig holdt, indtil hun igjen havde udspyet
438 Masten og Kjølen; mig ventende Mand heel længe det vared.
439 Dog mod den Tid, da en Mand fra Torv hjemvandrer til Nadver
440 Hvor han i tvistige Sager har dømt mellem hidsige Ungfolk,
441 Da først langt om længe kom Plankerne frem af Charybdis.
442 Oppe fra Høiden jeg sprang da påstand med Hænder og Fødder,
443 Plumpede ned med et Pladsk midt mellem de dygtige Planker,
444 Satte på disse mig fast, og frem mig med Hænderne roede.
445 Skylla forresten at see, mig Guders og Menneskers Fader
446 Ei tillod, og ei var jeg da undsluppen fra Døden.
447 Ni samfældige Døgn jeg drev, men tiende Aften
448 Kasted mig Guderne hen til Ogygias Øe, hvor Kalypso
449 Boer, den haarfagre bolde Gudinde med Menneskestemme.
450 Hun mig gjæsted og plejed; dog hvi gjentage det atter?
451 Her i Paladset jeg har jo igår allerede fortalt det
452 Baade til dig og din herlige Viv, og jeg hader den Uskik,
453 Atter påny at fortælle hvad alt man klart har berettet.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange