Odysseen Sang 9

Resume af 9. sang i Odysseen af Homer. Odysseus giver sig til kende, fortæller om hjemfarten fra Troja, om sin uheldige kamp med kikonerne, og om sin ankomst til lotophagernes land. Dernæst om sit ophold i hulen hos kyklopen Polyphemos, som æder seks af hans mænd. Til hævn over udåden blinder Odysseus hans øje, og redder sig ved list af menneskeæderens vold.

ODYSSEEN

Odysseen, 9. sang

1 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
2 Ypperste Mand i Folket, Alkinoos, høie Behersker!
3 Det er i Sandhed en Fryd at høre på Sang af en saadan
4 Skjald, som Demodokos her, en Stemme han har som en Guddom.
5 Ei nogen Færd kan jeg nævne, som meer henrykker mit Hjerte,
6 End naar almindelig Fryd ved en Fest over Folket er udbredt,
7 Og man i festlige Rader i Salene sidder ved Gilde
8 Lyttende froe til Skjalden, mens Bordene stande besatte
9 Yppig med Brød og Suul, og en Skjenk, som øser af Kummen,
10 Bærer den liflige Viin omkring, og Bægrene fylder;
11 Sligt mig tykkes forsand den sødeste Fryd som jeg kjender.
12 Dog, dit Hjerte dig drev til at spørge mig ud om de tunge
13 Sorger jeg leed, at jeg meer endnu maae græmmes og klage.
14 Dog, hvorom skal jeg først, hvorom skal sidst jeg fortælle?
15 Heel mangfoldige Sorger lod Himmelens Guder mig udstaae.
16 Nu vil jeg først Eder nævne mit Navn, at I kunne mig kjende,
17 Og at jeg selv i Tiden, hvis Ulykkesdagen jeg undflyer,
18 Kan Eders Gjæsteven være, om end jeg boer i det Fjerne.
19 Jeg er Odysseus, Laertes’s Søn, ved listige Paafund
20 Vidt blandt Mennesker kjendt, mit Rye har bredt sig til Himlen.
21 Ithaka hedder mit Hjem, den bakkede Øe, hvor det høie,
22 Neriton kneiser saa stolt med sin skovomraslede Iss;
23 Trindt omgiven den er af en Kreds tætliggende Holme,
24 Same, Dulichions Øe, og det skovbeklædte Zakynthos,
25 Lavt i Bølgerne ligger den selv længst oppe mod Norden,
26 Noget derfra de andre mod Morgenens Lys og mod Solen;
27 Vel er af Klipper den fuld, men dygtige Sønner den fostrer,
28 Og noget sødere Syn kan aldrig jeg see end mit Hjemland.
29 Vel Kalypso tilbage mig holdt, den fagre Gudinde,
30 Hist i de hvælvede Grotter, og ønsked at fåe mig til Husbond,
31 Ogsaa på lignende Viis i Aia den listige Kirke
32 Holdt i Paladset mig fast, og ønsked at fåe mig til Husbond,
33 Ei dog mægtede Nogen af dem at bevæge mit Hjerte.
34 Der er dog Intet saa sødt som Fædreneland og Forældre
35 Selv for en Mand, som beboer i det Fjerne den yppigste Vaaning,
36 Men i det fremmede Land er skilt fra elskede Frender.
37 Dog velan! fortælle jeg vil om den møisomme Hjemfart,
38 Zeus Kronion mig gav, da jeg drog fra Troia tilbage.
39 Lige fra Troia med Vinden jeg kom til Kikonernes Søstad
40 Ismaros; denne vi plyndred, Indvaanerne hug vi for Fode
41 Ned, og til Bytte vi tog baade Gods og Qvinder i Mængde,
42 Skifted saa Byttet, at Ingen sin skjellige Part skulde savne.
43 Strax formaned jeg dog mine Mænd, med hastige Fødder
44 Bort at flye, men de lystred mig ei, de forblindede Daarer.
45 Viin i styrtende Mængde de drak, og slagted ved Stranden
46 Hjorder af Geder og Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg.
47 Snart de rømte Kikoner fik andre Kikoner fra Omegn
48 Kaldte til Hjelp, som var fleer i Tal og bedre til Krigsfærd;
49 Længer de boede fra Søen, og flinkt de kæmped på Vogne,
50 Men naar det gjordes behov, tilfods deres Fiender de mødte.
51 Frem i talrige Skarer som Løv og Blomster om Vaaren
52 Tidlig en Morgen de brød, da styrtede Qval fra Kronion
53 Over os ned, vi Arme, og svart blev i Vaande vi stedte,
54 Frem de stod, og kæmped en Kamp ved de hurtige Skibe,
55 Huggende løs på hverandre med malmbevæbnede Landser.
56 Mens det var Morgen endnu, og den hellige Dag var i Tilvæxt,
57 Holdt vi Stand, og værged os kjekt, skjøndt Faa imod Mange,
58 Dog da Solen saa lakkede hen ad Oxernes Fritid,
59 Tvang Kikonernes Magt Achaiernes Folk til at vige.
60 Sex beenpandsrede Mænd fra hvert af de hurtige Skibe
61 Faldt i Striden, vi andre ved Flugt os redded fra Døden.
62 Videre seiled vi nu med dybtbedrøvede Hjerter,
63 For vore Venner vi misted, dog froe at Døden vi undslap.
64 Ei af Stedet dog gik mine aareforsynede Skibe,
65 Førend Enhver havde raabt tre Gange ved Navn på de stakkels
66 Brødre, som faldt på Marken, i Kamp af Kikonerne dræbte.
67 Strax Skysamleren Zeus gav Skibene Vind, som fra Norden
68 Kuled med rædsom Orkan, baade Jorden og Havet saa vide
69 Hylled i Skyer han ind, og Nat fremstyrted fra Himlen.
70 Skibene skjød en strygende Fart, men krængede saare,
71 Medens den rasende Storm med Magt sled Seilene sønder;
72 Snart fik disse vi firede ned af Frygt for at synke;
73 Derpå med Aarerne rask vi os frem arbeided mod Fastland.
74 To samfældige Dage og to samfældige Nætter
75 Rasted vi der, af Kummer og Slid i Hjertet forpiinte,
76 Men da den haarfagre Dagning det tredie Grye havde frembragt,
77 Reiste vi Mast på en frisk, og da Seilene hvide var heiste,
78 Sad vi på Toft, og lod Vind og Styrmænd raade for Kaasen.
79 Nu havde vist i Behold jeg naaet mit Hjem, dersom ikke
80 Strømmen og Blæsten fra Nord, da rundt om Maleia vi styred,
81 Havde forslaaet vor Kaas og jaget os langt fra Kythere.
82 Ni samfældige Dage jeg drev for fnysende Vinde
83 Over det fiskbesvømmede Hav, men den tiende kom vi
84 Til Lotophagernes Land, et Folk, som lever af Træfrugt,
85 Der vi stege på Kysten iland, og hented os Ferskvand.
86 Strax ved de hurtige Skibe nu Mandskabet tog sig et Maaltid,
87 Men da ved Mad og Drikke vi der havde gjort os tilgode,
88 Kaared af Folket jeg Tvende, og gav en Herold dem til Ledtog;
89 Disse jeg skikked forud, og befoel dem grandt at bespeide,
90 Hvad Slags Folk her leved og Markernes Grøde fortæred.
91 Flux de ginge på Vei, og snart Lotophagerne traf de,
92 Og Lotophagerne gjorde de Mænd, jeg skikkede til dem,
93 Ingen Fortræd, nei Lotos endog de gav dem at smage.
94 Hver af disse, som aad af den Frugt, der var liflig som Honning,
95 Lystedes ei at bringe Besked eller komme tilbage;
96 Hos Lotophagernes Folk, hvor de var, de vilde forblive,
97 Der vilde Lotos de plukke, og ei de tænkte på Hjemfærd;
98 Dog ihvor bittert de græd, til Skibene ned jeg dem førte,
99 Slæbte med Magt dem ombord, og basted dem der under Toften.
100 Derpå jeg strax befoel den øvrige Deel af mit Mandskab,
101 Uden Forhaling at skibe sig ind på de hurtige Snekker,
102 At ikke Nogen, fik Lotos han smagt, skulde glemme vor Hjemfart.
103 Flux ombord de nu gik, på Tofterne toge de Sæde
104 Alle på Rad, og med Aarer de slog de graalige Bølger.
105 Videre seiled vi nu med dybtbedrøvede Hjerter,
106 Og til Kyklopernes Land vi kom, et ubændigt og lovløst
107 Folk, som fortrøster sig heelt på de salige Guder alene.
108 Aldrig en Ympe de sætte, ei røre de Haand til at pløie,
109 Vildt groer Alt på Marken omkring uden Pløining og Udsæd,
110 Hvede saavelsom Byg, og yppige Ranker, som bære
111 Fyldige Druer i Mængde, og Zeus ved Regn dem befrugter.
112 Intet de kjende til Love, ei Raad de holde på Thinge,
113 Men i de hvælvede Huler omkring på Bjergenes Rygning
114 Have de Bolig og Hjem, og hver Mand raader som Dommer
115 Selv over Qvinder og Børn, og bryder sig ei om de Andre.
116 Udenfor Bugten der ligger en Holm, kun liden af Omfang,
117 Just ikke nær ved Kyklopernes Land, dog fjern ikke heller,
118 Stærkt bevoxet med Skov; Vildgeder i frygtelig Mængde
119 Leve på Øen, thi Menneskers Fjed bortskræmmer dem aldrig,
120 Ei den af Jægere vorder besøgt, som ellers i Skove
121 Døie saa megen Besvær og klattre på Bjergenes Toppe;
122 Ikke den bruges til Græsning for Qvæg, ei heller til Plovland;
123 Uden at fures af Plov og besaaes fra Dage til Dage
124 Ligger den øde for Folk, og ernærer kun brægende Geder,
125 Thi hos Kykloperne kjender man ei rødbovede Skibe;
126 Ei Skibsbyggere finder man der, som kunde dem tømre
127 Toftede Snekker, der vigtige Hverv udrette dem kunde,
128 Farende rundt fra Stad til Stad, saaledes som hyppig
129 Mænd over Bølgerne drage tilskibs, at gjæste hverandre;
130 Hvilke da vist opdyrkede snart og bebyggede Holmen,
131 Thi den er langtfra gold, snart Frugter den bar efter Aarstid.
132 Langs med Strand ved det graalige Hav udbrede sig Enge,
133 Fugtige, klædte med Græs, hvor Ranken sig frisk vilde holde.
134 Hist er Jordsmonnet skjørt, og høit vilde Sæden sig bølge,
135 Moden til Meining om Høst, thi feed er Bunden derunder.
136 Havnen er der saa tryg, at ei man trænger til Varptoug,
137 Ei udkaster man Dræg, ei Stavn man fortøier med Liner,
138 Skibet man driver mod Land, og tøver en Stund til det atter
139 Sømanden lyster at lette, naar Vind begynder at lufte.
140 Men i den inderste Bugt, der risler den klareste Kilde,
141 Springende frem af en Grotte, og trindt omvoxet med Popler;
142 Der vi seiled mod Land, og en Gud på Veien os førte
143 Gjennem en Nat saa sort, at vi ei kunde skimte det mindste;
144 Tykt om Skibene ruged den taagede Luft, og på Himlen
145 Kom ei Maanen tilsyne, thi tæt var i Skyer den hyllet.
146 Derfor ei Nogen af hele vort Folk fik Øie på Øen,
147 Heller ei Bølgerne saae vi, som svulmende rulled mod Kysten,
148 Førend mod Land allerede vi løb med de toftede Skibe;
149 Men da vi stod under Land, lod strax vi Seilene stryge,
150 Selv udstege vi da på den havbeskyllede Strandbred;
151 Der vi tog os et Blund, og vented på Morgenens Komme.
152 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
153 Vandred vi rundt på Øen og undred os svart ved at see den.
154 Derpå de hellige Nympher, Aigidebeherskerens Døttre,
155 Geder fra Klipperne jog, mine Mænd til et qvægende Maaltid.
156 Flux vore krummede Buer med samt langskaftede Haandspyd
157 Hented fra Flaaden vi op, og i tre Afdelinger skilte
158 Skjød vi, og snart en ønskelig Jagt en Gud os forundte.
159 Skibenes Tal, som mig fulgte, var tolv, og ved Delingen faldt der
160 Ni Vildgeder til hvert, selv ti jeg tog mig af Byttet.
161 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
162 Sad vi og nød fortræffeligt Kjød og Viin, som var liflig,
163 End var Folket på Flaaden ei lens for Vinen den røde,
164 End var der levnet en Slump, thi mangfoldige Dunke vi fyldte,
165 Dengang Kikonernes hellige Stad vi forstyrred og plyndred.
166 Men fra Kyklopernes Land vi Røg kunde see, og fornemme
167 Lyd af Mennesker, Geder og Faar, saa nær var de ved os.
168 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
169 Ginge vi Alle til Roe på den havbeskyllede Strandbred;
170 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
171 Kaldte jeg sammen mit Folk, og talede saa til dem Alle:
172 Bliver nu her, I øvrige Mænd, I troe Kamerater!
173 Selv er jeg nu tilsinds at gaae med mit Skib og Besætning
174 Over til Landet at speide, hvad Menneskeslags der beboer det,
175 Om det er raae udædiske Mænd uden Ret eller Love,
176 Eller et gjæstfrit Folk, hvis Sind for Guderne frygter.
177 Talende saa gik selv jeg ombord, og befoel mine Svende
178 Selv at skibe sig ind og Linerne løsne fra Bagstavn.
179 Flux ombord de nu gik, på Tofterne toge de Sæde
180 Alle på Rad, og med Aarer de slog de graalige Vover.
181 Men da til Landet vi kom, og ei ret langt var det borte,
182 Blev en rummelig Hule vi vaer, som ude på Stranden
183 Kneised, beskygget af Laurbærtræer; der drev man om Aftnen
184 Hjorder af Geder og Faar under Tag, og en Fold var omkring den
185 Bygget, som høit var hegnet med fastnedrammede Kampsteen,
186 Rankopvoxede Graner og Eger med kneisende Kroner.
187 Bolig den var for en græsselig Mand; afsondret fra Alle
188 Eenlig han vogted sit Qvæg, kom aldrig i Menneskers Samqvem,
189 Men i sit eensomme Liv han pønsede stedse på Voldsdaad.
190 Ræddelig stor var Risen af Væxt, han ligned i Sandhed
191 Ei brødædende Mænd, men heller en kneisende Bjergrygs
192 Skovbevoxede Aas, som hæver sig over de andre.
193 Flux befoel jeg den øvrige Deel af mit trofaste Følge,
194 Nede ved Snekken at tøve, og passe mig vel på mit Fartøi.
195 Selv udkaared jeg tolv af de knøveste Mænd, og med disse
196 Gik jeg, men med mig jeg tog en Gedeskindsdunk, som var fyldt med
197 Viin baade liflig og rød, den Maron, en Søn af Euanthes,
198 Præst for Phoibos Apollon, som Ismaros mægtig beskjermer,
199 Gav mig, fordi jeg skaante ham selv, hans Børn og hans Hustrue,
200 Rørt af Blue for en Mand, som beboede Phoibos Apollons
201 Tætbevoxede Lund; han skjenked mig glimrende Gaver:
202 Syv Talenter af Guld han mig gav, heel smukt forarbeidet,
203 Samt en Pokal af det pureste Sølv, og desuden han gav mig
204 Viin, som fylde han lod på tolv tvehankede Krukker,
205 Viin, ublandet og sød, en Drik for salige Guder.
206 Ingen i Huset den kjendte, hans Svende saalidt som hans Terner,
207 Uden han selv, hans Viv og Fadebuursqvinden alene.
208 Men naar de drak den rødlige Viin, der var liflig som Honning,
209 Skjenked et Bæger han fuldt, og spædte saa Vinen med tyve
210 Maal af Vand; af Bæger da steg guddommelig Vellugt;
211 Da var det sandelig ei nogen Fryd at styre sin Attraae.
212 Denne jeg kom på en rummelig Dunk, og Mad jeg desuden
213 Tog i en Sæk, thi det bares mig for i mit mandige Hjerte,
214 At til en Mand vi gik, som besad umaadelig Styrke,
215 Vild og udædisk, som ei til Ret eller Billighed kjendte.
216 Snart til Hulen vi kom, men ei vi traf ham derinde,
217 Ude på Vangen han drev sine Hjorder af triveligt Smaaqvæg.
218 Ind i Hulen vi treen, og grandt betragted vi Alting:
219 Kurve der stod svingfyldte med Ost; i Baasene vrimled
220 Lam og Kid, hvert Slags for sig selv indstænget i Lukke,
221 Hist af det tidligste Kuld, af det mellemste her, og de spæde
222 Atter i særligt Lukaf; hvert Kar flød over af Valde;
223 Hist stod Bøtter og Spande, hvori han pleied at malke.
224 Strax mine Mænd indstændig mig bad om Lov til at drage
225 Først med Ostene bort, derefter i muligste Skynding
226 Drive hans Geder og Lam af Stald til det hurtige Fartøi
227 Ned, og seile dermed igjen over Havet det salte.
228 Dog jeg føied dem ei, langt bedre det dog havde været!
229 Først jeg vilde ham see, ja vel fåe mig som Gjæst en Foræring,
230 Men for mit Folk et lysteligt Syn han ei skulde vorde.
231 Ild antændte vi først og offrede. Selv af hans Oste
232 Tog vi nu for os og spiste, saa sad vi og vented derinde,
233 Indtil han kom med sit Qvæg; selv bar på sin Ryg han en mægtig
234 Dragt af knastørt Ved, for ved Lys at holde sin Nadver.
235 Uden for Hulen han slængte det ned, saa det buldred og braged,
236 Og i vor Skræk til den inderste Vraae af Hulen vi flygted.
237 Ind i den gabende Hule han drev af de mæskede Flokke
238 Geder og Faar til Malkning, men Hannerne lod han derude
239 Staae, baade Væder og Buk i den høitomhegnede Fægård.
240 Derpå han løfted en Steen heel stor og tung for at spærre
241 Hulen dermed; ja for tyve og to fiirhjulede stærke
242 Vogne det holdt vist haardt den Steen fra Pladsen at vælte;
243 Slig umaadelig Steen han stilled som Dør for sin Hule,
244 Satte sig saa til at malke snart Faar snart brægende Geder,
245 Alt med Orden og Skik, og lagde de Smaae til at patte.
246 Derpå han løbede Hælvten til Ost af Melken den hvide,
247 Knuged den af, og pakked den ned i flettede Kurve;
248 Hælvten i Bøtter han stillede hen, at have den rede,
249 Baade naar Tørst han fornam, og naar han fortæred sin Nadver.
250 Men da han saa med Iver og Iil havde røgtet sin Gjerning,
251 Tændte han Ild, fik Øie på os, og spurgte saalunde:
252 Fremmede! hvem er I, og hvorfra er I komne på Søvei?
253 Drog I på Handelen ud, eller gik I på vildsomme Farter
254 Ret som en Vikingeskare, som flakkende vidt over Bølgen
255 Sætter i Vove sit Liv, for at plyndre hos Folket i Udland?
256 Saa han talte, da knustes påstand vore Hjerter af Rædsel
257 Over hans buldrende Røst og ham selv den frygtelig Rise;
258 Dog endda til Orde jeg tog, og gav ham til Gjensvar:
259 Vi er Achaiske Mænd, på Fart vi gav os fra Troia,
260 Men på det svælgende Dyb af skiftende Vinde vi tumles,
261 Higende hjem til vort Land, men vor Kaas og vor Vei blev en anden.
262 Visselig tyktes det Zeus for godt, os sligt at beskikke.
263 Ud i Leding vi drog med Atreus’s Søn Agamemnon,
264 Han som for Tiden er meest i Rye under Himmelen vide,
265 Da han forstyrred saa mægtig en Stad og betvang et saa talrigt
266 Folk; af en Hændelse som vi herhid, og dit Knæe vi os nærme
267 Udmygt med Bøn, om give du vil os en Gjæsteforæring,
268 Eller en Gave forresten, en Skjel, som times en Fremmed.
269 Guderne frygt, du Gjæve! med ydmyge Bønner vi komme,
270 Zeus er en hevnende Gud for ydmygbedende Gjæster,
271 Han hver from bønfaldende Mand ledsager på Vandring.
272 Saa jeg talte, men flux han svared mig ubarmhjertig:
273 Fremmede! Daare du est, eller langveisfra er du kommen,
274 Siden du byde mig kan, at blues og frygte for Guder.
275 Ei om den Aigisbevæbnede Zeus vi Kykloper os bryde,
276 Eller om salige Guder, vor Kraft staaer høit over deres.
277 Viid, af Frygt for Zeus’s Fortørnelse skaaner jeg aldrig
278 Dig saalidt som dit Folk, med mindre det saa mig behager.
279 Dog, siig frem, hvor løb du til Land med dit tømrede Fartøi?
280 Fjernt ved Strand, eller nær herved? Besked vil jeg vide.
281 Lumskelig talte han saa, men for snue til at lade mig narre,
282 Gav jeg ham listige Ord til Svar, og talte saalunde:
283 Skibet i Qvag Poseidon mig slog, hiin Ryster af Jorden,
284 Ind mod de Klipper han drev det, som langs Eders Kyster sig strække,
285 Selv han det slynged mod Næsset, og Storm fra Søen forslog det,
286 Dog blev jeg frelst fra gruelig Død tilligemed Disse.
287 Saa jeg talte; slet Intet den Ubarmhjertige svared;
288 Op han sprang, og voldelig Haand på mit Mandskab han lagde,
289 Tvende han greb, og mod Jorden som Hundehvalpe han smed dem
290 Ned, saa Hjernen i Strøm flød ud og besudlede Gulvet.
291 Led for Led han i Stykker dem skar, og laved sig Maaltid,
292 Aad dem saa gridsk som en Løve fra Bjerg, og Intet han levned
293 Hverken af Kjød eller Indvold, selv ei af de marvfulde Knogler.
294 Alle med grædende Taarer til Zeus vore Hænder vi løfted
295 Ved dette hæslige Syn, og fortvivlede var vi tilmode.
296 Men da Kyklopen sin mægtige Vom havde fyldt ved at æde
297 Menneskekjød og drikke dertil den reneste Sødmelk,
298 Lagde han ned sig i Hulen, og sov henstrakt mellem Fæet.
299 Først udtænkte jeg nu det Raad i mit mandige Hjerte,
300 Frem at træde, mit hvæssede Sværd fra Lænden at drage,
301 Og i hans Bryst det bore, hvor Leveren sidder i Livet,
302 Stødende til med min Haand, men en anden Betænkning mig afholdt.
303 Ogsaa os selv en ynkelig Død jo saa vilde times,
304 Thi det var plat umuligt for os med Hænder at vælte
305 Bort den mægtige Steen, som var sat for den gabende Indgang.
306 Saa med Suk vi ventede her på den hellige Morgen.
307 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
308 Tændte påny han Ild og malked de prægtige Hjorder,
309 Alt med Orden og Skik, og lagde de Smaae til at patte.
310 Men da han saa med Iver og Iil havde røgtet sin Gjerning,
311 Greb han igjen to Mænd af mit Folk, og laved sig Davre,
312 Og efter Davren af Hulen han drev sine mæskede Hjorder.
313 Bort han tog den vældige Steen og for Døren den stilled
314 Ligesaa nemt igjen, som et Laag på et Kogger man sætter.
315 Derpå med skingrende Fløiten han drev sit mæskede Smaaqvæg
316 Op mod Bjerget; tilbage jeg blev og grunded på Rænker,
317 Om jeg mig Hevn skulde fåe, og Athene mig Hæder forunde.
318 Denne Beslutning tilsidst dog tyktes mig være den bedste.
319 Henne ved Stalden der laae en Stav, heel mægtig at see til,
320 Grøn og af Olietræe, som Kyklopen sig skar, den at bære,
321 Naar den blev tør; for os, da vi saae den, tyktes den hartad
322 Stor som den kneisende Mast i et tjæret og rummeligt Fragtskib,
323 Som over Bølgerne farer med toti Aarer om Ræling,
324 Saadan af Førelse var den at see, og saadan af Længde.
325 Hen jeg gik, og en Favn omtrent jeg kapped af Staven,
326 Rakte den til mine Mænd, og befoel dem Stumpen at skave;
327 Rask de gjorde den glat, og jeg selv i den yderste Ende
328 Spidsed den til, og Spidsen jeg sved i de blussende Flammer.
329 Stangen jeg lagde nu hen og forsigtig i Møget den skjulte,
330 Hvoraf i Hulen omkring der laae mangfoldige Bunker;
331 Derpå jeg bød mine Mænd, strax Lod med hinanden at kaste,
332 Hvo der med mig skulde vove, at løfte den mægtige Træstang,
333 Og ham i Øiet den bore, naar sødt i Søvn han var falden.
334 Lodden nu faldt på de Mænd, som selv jeg mig helst havde kaaret,
335 Fire de var, og desuden var selv jeg valgt til den Femte.
336 Hjem med sin Flok skjønuldede Faar han kom da det skumred;
337 Ind i Hulen han strax tilhobe dem drev, og derude
338 Blev ei et eneste Faar i den høitomhegnede Fægård,
339 Enten han ahnede Svig, eller og en Gud ham det indgav.
340 Derpå han løfted den vældige Steen, og spærred sin Hule,
341 Satte sig saa til at malke snart Faar, snart brægende Geder,
342 Alt med Orden og Skik, og lagde de Smaae til at patte,
343 Men da han saa med Iver og Iil havde røgtet sin Gjerning,
344 Greb han igjen to Mænd af mit Folk, og laved sig Nadver.
345 Hen til Kyklopen jeg traadte nu flux, og talte saalunde,
346 Medens et Kruus af den rødlige Viin med Haand jeg ham rakte:
347 Der, Kyklop! drik Viin til det Menneskekjød, du har tæret,
348 Da skal du see, hvad Drik der gjemtes ombord på vort Fartøi.
349 Gjerne jeg offrer til dig min Viin, ifald du barmhjertig
350 Skikker mig hjem til mit Land, men utaalelig raste du hidtil.
351 Grumme! hvordan skal vel noget Menneskes Barn udi Fremtid
352 Vove sig hid til dit Land, da du ei har skikkelig handlet?
353 Saaledes talede jeg; han tog og drak, og den søde
354 Drik ham smagte fortrinlig, og flux meer Viin han forlangte:
355 Skjenk som Ven på en frisk, og siig mig strax hvad du hedder,
356 At jeg kan glæde din Hu ved at give dig Gjæsteforæring.
357 Ogsaa hos os Kykloper frembringer den yppige Jordbund
358 Ranker med fyldige Druer, og Zeus ved Regn dem befrugter,
359 Dog, din Viin er en Slump af Ambrosia vist eller Nektar.
360 Saa han taled, og blussende Viin påny jeg ham skjenked;
361 Tregange gav jeg ham Viin, og tregange drak han den Taabe,
362 Men da saa Vinen begyndte at løbe ham om i hans Hoved,
363 Talte jeg til ham igjen med Ord saa søde som Honning:
364 Nys du spurgte, Kyklop! om det Navn, hvormed jeg benævnes,
365 Sige det vil jeg, men giv mig den Gjæsteforæring du loved;
366 Viid da, mit Navn er Ingen, og Ingen mig kaldte bestandig
367 Baade min Fader og Moder og samtlige Venner tillige.
368 Saa jeg talte, men flux han svared mig ubarmhjertig:
369 Ingen fortærer jeg sidst, saa fuldt som alle hans Venner,
370 Dog de Øvrige først, see! det er min Gjæsteforæring.
371 Talt, og slingrende tumled han baglæns omkuld, og på Gulvet
372 Laae han og krummed den laskede Hals, da greb ham den stærke
373 Altovermandende Søvn, og ud af Struben ham styrted
374 Viin med Stumper af Menneskekjød, mens han gylped af Fuldskab.
375 Flux jeg Stangen nu greb, og stak den i gloende Emmer,
376 Til den blev heed, imedens jeg talede Mod i mit Mandskab,
377 At ikke Nogen af Skræk, naar til Stykket det kom, skulde svigte.
378 Men da vor Oliestang var nær ved at tændes i Lue,
379 Skjøndt den var saftig og grøn, og skinnede klarlig men rædsomt,
380 Trak jeg af Ilden den ud; omkring mig i Kreds mine Svende
381 Treen, og et frygteligt Mod os en Gud indblæste tilhobe.
382 Fat om Oliestangen de greb, som var spidset i Enden,
383 Og i hans Øie de jog den, mens jeg, som i Veiret mig rakte,
384 Vred den omkring; som naar med sin Drill en Tømmermand borer
385 Planken til Skib, mens nede hans Folk, som i Enderne holde,
386 Dreie den rundt med en Rem, og rask gjennem Træet den løber;
387 Saaledes holdt vi her den glødende Stang i hans Øie,
388 Dreiende rundt, og Blod omstrømmed den hedede Træspids;
389 Dampen ham sved hvert Haar af Bryn og rundtom hans Øie,
390 Mens baade Stenen blev brændt, og Rødderne surred af Heden.
391 Ganske som naar en Smed en glødende Biil eller Øxe
392 Dypper i svalende Vand, som lydelig hviner og bobler,
393 For den at hærde, thi Jernet derved erholder sin Styrke;
394 Saaledes hvisled hans Øie om Spidsen af Oliestangen.
395 Rædsomt af Smerte han skreg, saa det gjaldede hen gjennem Klippen;
396 Alle tilbage vi foer af Forfærdelse. Strax af sit Øie
397 Rev Kyklopen nu Stangen, som tykt med Blod var besudlet,
398 Slængte påstand med Haanden den bort, forstyrret af Pine,
399 Og med et frygteligt Vraal på Kykloperne kaldte, som boede
400 Trindt i Huler omkring på de stormomsusede Næsser.
401 Flux på hans Raab de stimlede did baade herfra og histfra,
402 Flokkedes udenfor Hulen, og spurgte ham, hvad der ham feiled:
403 Siig, Polyphemos! hvad Ondt er hændet dig, siden du raaber
404 Midt i den hellige Nat, og forstyrrer vor Søvn ved din Skrigen?
405 Vil nogen dødelig Mand med Magt frarane dig Fæmon?
406 Eller vil Nogen dig myrde maaskee ved List eller Voldsfærd?
407 Inde fra Hulen dem svared den stærke Kyklop Polyphemos:
408 Ingen, o Venner! mig myrder ved List, men ikke ved Voldsfærd.
409 Flux med bevingede Ord de gav Polyphemos til Gjensvar:
410 Siden da Ingen dig volder Fortræd, og du sidder alene,
411 Saa er der ei noget Raad mod en Sot, som Zeus dig har tilsendt.
412 Beed derfor til din Fader, den mægtige Hersker Poseidon.
413 Saa de taled og gik, men listelig loe jeg i Hiertet,
414 At jeg dem narred saa snildt ved mit Navn og mit prægtige Paafund.
415 Derpå Kyklopen, som sukkede dybt, og af Pine sig vaanded,
416 Famled med Hænderne for sig, og løftede Stenen fra Døren.
417 Midt han i Dørdd sig satte, og ud sine Arme han bredte,
418 Hver at fange, som bort blandt Faarene vilde sic snige,
419 Sagtens han bildte sig ind, at jeg skulde være saa tosset.
420 Selv jeg grundede på, hvad der nu vilde være det Bedste,
421 Om jeg fra Døden maaskee mine Mænd og mig selv kunde frelse,
422 Og i mit Sind opspandt jeg mangfoldige Rænker og Anslag,
423 Da det jo gjaldt vort Liv, thi stærkt sig nærmed en Ufærd.
424 Denne Beslutning tilsidst dog tyktes mig være den bedste.
425 Væddere gik der i Faarenes Flok, tykuldede, fede,
426 Store desuden og skjønne, med Uld som mørke Fioler.
427 Disse jeg sagtelig bandt til hinanden med flettede Vidier,
428 Hvorpå den arge Kyklop, naar han sov, sig strakte, den Vildmand,
429 Tre og tre, den mellemste bar mig En af mit Følge,
430 Medens de To, som ved Siderne gik, beskjermede Manden.
431 Saaledes tre af Vædderne bar hver Mand, men af Flokken
432 Valgte jeg ud til mig selv den allerfortrinligste Vædder.
433 Fat i Ryggen jeg greb, heelt ind jeg under den laadne
434 Bug mig strakte, og holdende fast med Haand i den tykke
435 Krøllede Pels krumbøiet jeg hang, taalmodig i Hjertet.
436 Saa med Suk vi ventede her på den hellige Morgen.
437 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
438 Styrted de mandlige Dyr sig ud af Hulen til Græsning,
439 Mens umalkede Hunnerne stod med Yverne spændte,
440 Brægende høit i Baas, men Eieren, martret af Piinsler,
441 Ikkun på Ryggen befølte med famlende Haand sine Væddre,
442 Som havde reist sig op, og ei han mærked, den Tosse,
443 At under Dyrenes pelsede Bryst mine Mænd vare bundne.
444 Sidst i Flokken en Vædder som stalkende hen imod Døren,
445 Svært betynget af Uld og af mig, som var Mester for Listen;
446 Denne befølte den stærke Kyklop Polyphemos og udbrød:
447 Elskede Vædder! hvi ganger idag du sidst fra min Hule?
448 Aldrig du pleier i Faarenes Flok bagefter at lente,
449 Først udvandrer du ellers på blomstrende Marker at græsse,
450 Rask med vældige Skridt, og først til de rislende Bække;
451 Og naar det lakker ad Aften, du først hjemiler til Stalden.
452 Nu derimod er du sidst; forvist med Smerte din Herres
453 Øie du savner, som Ingen, den nedrige Mand og hans lumpne
454 Svende har blindet, da først han med Viin mig havde bedøvet.
455 Dog endnu, kan jeg troe, har han ei Fordærvelsen undflyet.
456 Kunde du tænke som jeg, og var du med Mæle begavet,
457 At du mig kunde fortælle, hvor nu for min Harm han har gjemt sig,
458 Knuse jeg skulde hans Hoved påstand, saa Hjernen i Hulen
459 Rundt skulde sprøite på Gulv, og vist jeg forskaffed mit Hjerte
460 Lindring i al den Qval, den elendige Ingen har voldt mig.
461 Talende saa lod Væddrene ud af Hulen han drage.
462 Men da fra Hulen og Folden et Stykke vi bort vare komne,
463 Løste jeg selv mig fra Vædderen først, og saa mine Svende.
464 Flux den talrige Drift høibenede Faar vi nu gjenned
465 Bort ad krogede Veie, til ned vi kom til vort Fartøi,
466 Og vore troe Kamerater sig frydede høit ved at see os
467 Slupne fra truende Død, men lydt de bejamred de Dræbte;
468 Dog jeg taalte det ei, og med blinkende Øine jeg bød dem
469 Standse med Graad, og kaste påstand det uldrige Smaaqvæg
470 Ned i vort Skib, og seile dermed over Havet det salte.
471 Flux ombord de nu gik, på Tofterne toge de Sæde
472 Alle på Rad, og med Aarer de slog de graalige Bølger.
473 Da vi var komne saa langt, som en lydelig Stemme kan række,
474 Raabte med bidende Ord jeg høit til Kyklopen og sagde:
475 Hør, Kyklop! den Mand var dog ei nogen Kryster, hvis Svende
476 Du med ubændige Kræfter har ædt i din hvælvede Hule.
477 Over dig selv, du Skurk! din nedrige Daad maatte komme,
478 Siden du selv i dit Huus uden Blue opåd dine Gjæster,
479 Derfor har Hevn dig ramt fra Zeus og de øvrige Guder.
480 Saa jeg taled, og bister i Hu blev Kyklopen for Alvor.
481 Toppen han rev af et kneisende Fjeld, og efter os kasted,
482 Ned den faldt tæt ud for vor Skibs blaamalede Forstavn,
483 Vandene pladsked og steg for den bratnedstyrtende Fjeldklods,
484 Snekken blev jaget mod Land, da Bølgerne strømmed fra Dybet,
485 Skiftende brat deres Løb, og tvang den ind under Kysten.
486 Selv med min Haand en Stage jeg greb, den længste som fandtes,
487 Stødte fra Land, og befoel med Hovedets Nik mine Svende,
488 Rask deres Aarer at roe, for at bjerges af denne vor Qvide.
489 Flux de sprang til Aarerne hen, og brugte dem ærlig.
490 Men da vi dobbelt saa langt fra Strand over Bølgen var komne,
491 Raabte jeg hen til Kyklopen påny, skjøndt Svendene trindtfra
492 Stimled omkring mig, med venlige Ord at hindre min Idræt:
493 Hvi vil du dog, Forvovne! end meer ham tirre, den Vildmand?
494 Som jo fornys ved sit Kast i Bølgerne jaged vort Fartøi
495 Ind igjen under Land, hvor vi alt os troede forlorne.
496 Blot han et Ord eller Knye havde hørt af Nogen iblandt os,
497 Havde han vist med den takkede Steen knust baade vort Fartøi
498 Og vore Hoveder med, thi Klem det har, naar han kaster.
499 Saa de talte, men ei mit mandige Hjerte de bøied,
500 Og til Kyklopen påny med fnysende Harme jeg raabte:
501 Hvis nogen dødelig Mand, Kyklop! i kommende Dage
502 Spørger dig ad, hvordan du saa ynkelig misted dit Øie,
503 Giv da til Svar, at Odysseus, Laertes’s Søn dig har blindet,
504 Han den Stadomstyrter, som boer på Ithakas Øland.
505 Saa jeg taled, og hylende høit han gav mig til Gjensvar:
506 Vee mig! saa slog det ind, hvad engang forlængst blev forkyndt mig!
507 Fordum der leved iblandt os en Seer, behjertet og kraftfuld,
508 Telemos, Eurymos’ Søn; han var sær forfaren i Sandsagn,
509 Og i vort Land blev han gammel og graae som Kyklopernes Spåmand.
510 Han mig bebuded, at Alt vilde skee, hvad nu mig er hændet,
511 At ved Odysses’s Haand jeg mit Syn vilde vorde berøvet;
512 Dog bestandig jeg vented, at hid en Mand skulde komme,
513 Stor af Bygning og smuk, og med vældige Kræfter begavet,
514 Nu derimod har en Stakkel, en svag og uselig Mandsling
515 Blindet mit Øie, da først han med Viin mig havde bedøvet.
516 Vel, Odysses! kom hid! lad mig Gjæsteforæring dig give!
517 Lad mig hos stærken Poseidon forskaffe dig Leide på Hjemfart!
518 Jeg er en Søn af ham, og han sig kalder min Fader,
519 Selv helbreder han mig, om han vil, og ei nogen Anden,
520 Hverken udødelig Gud eller dødelig Jordebeboer.
521 Saaledes talte Kyklopen, men jeg gjensvared og sagde:
522 Gid jeg mægtede blot, dig ligesaa vist at berøve
523 Livet og Aanden, og ned til Hades’s Bolig at skikke,
524 Som ikke selv Poseidon igjen helbreder dit Øie!
525 Saaledes talede jeg, da bad han til Drotten Poseidon,
526 Hænderne rakte han op mod den stjernede Himmel og udbrød:
527 Hør min Bøn, o Poseidon, sortlokkede Favner af Jorden!
528 Hvis jeg saasandt er din Søn, og du dig kalder min Fader,
529 Lad ei Odysseus, Laertes’s Søn, gjenfinde sin Hjemstavn,
530 Han den Stadomstyrter, som boer på Ithakas Øland!
531 Dog, hvis det er ham beskikket, at see sine Venner, og atter
532 Hjem at komme til Fædreneland og den prægtige Bolig,
533 Seent og suurt, berøvet sit Folk, og ombord på et fremmed
534 Skib han komme da hjem, og Sorg i Huset han finde!
535 Saa han bad, og Havets sortlokkede Herre ham hørte.
536 Atter nu løfted Kyklopen en Steen, betydelig større,
537 Svang den, og strengte sin Kraft umaadelig an da han kasted.
538 Agter i Havet den faldt for vort Skibs blaamalede Bagstavn,
539 Og på et hængende Haar havde Spidsen af Roret den truffet;
540 Vandene pladsked og steg for den bratnedstyrtende Fjeldklods,
541 Frem drev Søen vort Skib og skylled det over til Kysten.
542 Men da til Holmen vi kom, hvor de toftforsynede Skibe
543 Samtlige laae endnu, og hvor Svendene nede ved Flaaden
544 Jamrende sad i en Kreds, og ventede langlig vor Gjenkomst,
545 Haled vi strax vort Skib iland på den sandede Søkyst;
546 Selv udstege vi saa på den havbeskyllede Strandbred.
547 Qvæget, vi tog fra Kyklopen, blev bragt iland, og på Stedet
548 Skifted vi Byttet, at Ingen sin skjellige Part skulde savne.
549 Men mine beenbepandsrede Mænd tog Vædderen forlods
550 Ud, da Qvæget blev deelt, og forærte mig. Denne på Stranden
551 Selv jeg til Zeus Kronion, Skysamleren, Alles Behersker,
552 Offred, og risted dens Bove, men ei han ænsed mit Offer,
553 Visselig grunded han på, hvordan jeg skulde forlise
554 Baade de toftede Snekker og dygtige Svende tilhobe.
555 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
556 Sad vi og nød fortræffeligt Kjød og Viin, som var liflig;
557 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
558 Ginge vi Alle til Roe på de havbeskyllede Strandbred;
559 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
560 Nøled jeg ikke, men muntrede strax mine Mænd og befoel dem,
561 Selv at skibe sig ind og Linerne løsne fra Bagstavn.
562 Flux ombord de nu gik, på Tofterne toge de Sæde
563 Alle på Rad, og med Aarer de slog de graalige Bølger.
564 Videre seiled vi nu med dybtbedrøvede Hjerter,
565 For vore Venner vi misted, dog froe at Døden vi undslap.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange