Odysseen Sang 17

Resume af 17. sang i Odysseen af Homer. Ved daggry går Telemakos til byen. Lidt bedre op på dagen begiver Odysseus som tigger sig på vej, ledsaget af Eumaios, og møder gedehyrden Melantheus, som mishandler ham. Han kommer til sin kongsgård, og hans gamle hund Argos genkender ham. Odysseus går rundt til bejlerne og tigger. Antinoos kaster en skammel efter ham. Penelope forlanger Odysseus i tale. Eumaios vandrer hjem.

ODYSSEEN

Odysseen, 17. sang

1 Men da sig viste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
2 Strax den elskede Søn af den herlige Konning Odysseus
3 Helten Telemachos bandt under Fod sine deilige Saaler,
4 Greb saa sit dygtige Spær, som godt ham passed i Næven,
5 Higende stærkt efter Byen, og talede derpå til Hyrden:
6 Fader! til Byen vil jeg begive mig ind, at min Moder
7 Atter kan see mig for Øie, thi vist jeg troer, at hun ikke
8 Standser med ynkelig Graad og taareforvoldende Jamren,
9 Førend hun seer mig selv; men dig jeg lægger på Hjerte,
10 Selv den fremmede Stakkel på Vei til Byen at følge,
11 Der at tigge sit Brød; da fåer han af hvem der har Villie
12 Sagtens en Slurk og en Kavring; jeg selv ei evner at hjelpe
13 Hver nødlidende Mand, jeg har nok med egen Bekymring.
14 Bliver den Fremmede vred, for ham selv det vorder i Sandhed
15 Værst; jeg siger nu helst mit Hjertes oprigtige Mening.
16 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
17 Selv ei heller, du Kjære! vil her ret længe jeg blive;
18 Bedre den fattige Mand i en Bye, end ude på Landet,
19 Mægter at tigge sit Brød; det fåer jeg af hvem der har Villie.
20 Jeg er for gammel af Aar til at lade mig fæste ved Qvægstald,
21 Lydig at røgte den Dont, min Herre mig bød at besørge.
22 Gak kun du, denne Mand ledsager mig, som du befoel ham,
23 Naar jeg ved Ilden har varmet mig først, og Luften er mildnet;
24 Slet mig beskytter min pjaltede Dragt, og Morgenens Riimfrost
25 Neppe bekom mig godt; der er langt, I jo sige, til Staden.
26 Saa han taled, og ud af Hytten Telemachos ilte
27 Rask med hurtige Fjed, thi han pønsed på Beilernes Ufærd.
28 Men da saa kommen han var til den smuktopbyggede Bolig,
29 Tog han sit Spyd, og stilled det op mod en kneisende Sule;
30 Selv saa treen i Salen han ind over Tærskelens Flise.
31 Ammen, den troe Eurykleia, blev først ham vaer, da han indtreen,
32 Just som med Skind af Faar hun de prunkende Stole bedækked;
33 Grædende gik hun imod ham, og trindt omkring ham tillige
34 Stimled de Terner, som tjente den kraftige Konning Odysseus,
35 Bøde ham froe velkommen, og kyssed hans Hoved og Skuldre.
36 Ud af sit Kammer da treen den forstandige Penelopeia,
37 Artemis ligned hun grandt og den gyldene Viv Aphrodite,
38 Og om den elskede Søn sine Arme med Taarer hun slynged,
39 Kyssede baade hans Hoved og begge hans deilige Øine,
40 Og med bevingede Ord hun klagende talte saalunde:
41 Kommer du, elskede Sjel! Telemachos! aldrig jeg vented,
42 Meer at see dig igjen fra den Stund, du seiled til Pylos
43 Lønlig og mod mit Ønske, at spørge dig for om din Fader.
44 Dog fortæl mig nu Alt hvad du saae og mødte på Reisen.
45 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
46 Væk ei, Moder! min Kummer påny, oprør mig dog ikke
47 Hjertet igjen i min Barm! først nys jeg Fordærvelsen undslap.
48 Gak nu heller i Bad, ifør dig tvættede Klæder,
49 Stig i Høienloftskammeret op med de tjenende Terner,
50 Lov saa samtlige Guder fortrinlige Festhekatomber,
51 Skjenker os Zeus saasandt gjengjeldende Hevn over Voldsmænd.
52 Selv til Torvet jeg gaaer, for der en Fremmed at kalde
53 Hjem til vort Huus, som fulgte mig hid på Farten fra Pylos;
54 Ham jeg skikked forud med mine fortrinlige Svende,
55 Og jeg befoel Peiraios at tage ham hjem til sin Bolig,
56 Qvæge ham venlig som Gjæst, og hædre ham, indtil min Hjemkomst.
57 Saa han taled, og ei fløi Ordet forbi hendes Øren.
58 Strax hun gik i Bad, og i tvættede Klæder sig hylled,
59 Loved saa samtlige Guder fortrinlige Festhekatomber,
60 Skjenkede Zeus saasandt gjengjeldende Hevn over Voldsmænd.
61 Ud af Paladset påstand Telemachos gik, og i Haanden
62 Holdt han sit Spyd; ham fulgte på Vei rapfodede Hunde.
63 Over hans Væsen Athene da gjød vidunderlig Skjønhed,
64 Folket betragted med Studsen ham ret, da han treen i Forsamling.
65 Strax omkring ham i Flok de dristige Beilere stimled,
66 Venlig de talte forsand, men i Sind de grunded på Udaad;
67 Dog han gik dem forbi, undvigende reent deres Samqvem,
68 Men til den Plads, hvor Antiphos sad, Halitherses og Mentor,
69 Hvilke fra fjernere Old var hans Faders oprigtige Venner,
70 Gik han, og satte sig der, og om Alt de spurgte ham nøie.
71 Snart til disse sig nærmed den landseberømte Peiraios,
72 Som havde ført den fremmede Mand gjennem Byen til Torvet.
73 Ei var Telemachos seen, men sin Gjæst imøde han traadte.
74 Først Peiraios til Orde da tog, og talte saalunde:
75 Send nogle Terner påstand, Telemachos! hjem til min Bolig,
76 At de kan hente de Gaver, dig Kong Menelaos foræred!
77 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
78 Ikke vi veed, Peiraios! hvordan sig dette vil ende.
79 Times det mig i mit Huus, at de dristige Beilere lønlig
80 Slaae mig ihjel, og mit fædrene Gods imellem sig skifte,
81 Heller de komme da dig til Gavn, end Nogen af disse.
82 Lykkes det mig derimod dem Død og Fordærv at berede,
83 Bring dem da glad til mit Huus, naar selv jeg er glad i mit Hjerte.
84 Talt; og strax sin bekymrede Gjæst til Paladset han førte.
85 Men da saa komne de var til den smuktopbyggede Bolig,
86 Lagde de Kapperne fra sig på prunkende Hynder og Stole,
87 Stege saa ned i blankede Kar, et Bad sig at tage;
88 Men da saa Ternerne havde dem toet, og salvet med Olie,
89 Og havde hyllet dem ind i Kjortler og flossede Kapper,
90 Ud af Badet de treen, og toge på Stol deres Sæde.
91 En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
92 Kande, som stod på et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
93 Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
94 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
95 Hvilke hun stilled på Bord, fremsættende mildt hvad hun havde.
96 Henne ved Stolpen af Døren sig Moderen satte på Hynde
97 Lige for Sønnen, og fiint hun spandt på snurrende Haandteen.
98 Derpå de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
99 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
100 Først til Orde da tog den forstandige Penelopeia:
101 Nu, Telemachos! stiger jeg op i mit Høienloftskammer,
102 Der at hvile på Leiet, som kun til Kummer er redt mig,
103 Og som med Taarer jeg væder, alt siden Odysses til Troia
104 Drog med Atreiderne bort, da ei tilsinds du mig tykkes,
105 Førend de dristige Beilere her sig i Salen har samlet,
106 Mig at betroe hvad du mulig har hørt om din Faders Igjenkomst.
107 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
108 Dette, min Moder! jeg strax sandfærdigen skal dig berette.
109 Hen til Pylos vi kom til Folkebeherskeren Nestor,
110 Der i sit kneisende Huus den Gamle mig hjertelig modtog,
111 Og han mig qvæged saa ømt, som den kjerlige Fader sin Arving,
112 Naar han omsider er kommen fra fremmede Lande tilbage;
113 Ligesaa ømt han mig gjæsted, saavelsom hans herlige Sønner.
114 Dog om min Fader Odysses ham ei nogen Skabning på Jorden
115 End havde sagt, om alt han var død, eller end var ilive.
116 Men på en Vogn, forsvarlig og trukken af dygtige Heste,
117 Sendte han mig til Atreiden, den kraftige Helt Menelaos.
118 Der jeg Helena saae, den Argeiiske Viv, som saa megen
119 Qval Argeier og Troer har voldt efter Gudernes Villie.
120 Strax adspurgte mig da den kraftige Helt Menelaos,
121 Hvad der mig did havde ført til det hellige Land Lakedaimon;
122 Strax jeg fortalte ham Alt, og sagde ham Sandheden reentud.
123 Derpå til Orde han tog, og gav mig dette til Gjensvar:
124 Ha! saa de vilde da gjerne på denne behjertede Kæmpes
125 Leie sig magelig hvile, skjøndt selv saa daarlige Karle!
126 Dog, som naar inde bag Krat, hvor den vældige Løve har Leie,
127 Hinden har lagt sit nyfødte Kuld, to pattende Kalve,
128 Medens på Bakker den selv og i urtebevoxede Dale
129 Stryger omkring på Græs, men hjem til sit Leie da kommer
130 Løven, og begge de Smaae en gruelig Død den bereder;
131 Saa skal Odysses en gruelig Død vist hine berede.
132 Gid han, Zeus Alfader, Apollon og Pallas Athene!
133 Ligesaa stærk som tilforn på det velbebyggede Lesbos,
134 Dengang han traadte til Dyst og brødes med Philomeleides,
135 Kraftig han slog ham i Gulvet til Fryd for Achaierne alle,
136 Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen,
137 Brad for dem Alle da blev deres Død, og beesk deres Bryllup.
138 Dog hvad du bønlig nu spørger mig om, det vil jeg dig sige,
139 Uden at skeie fra Sandheden bort, ei vil jeg dig skuffe;
140 Alt hvad der blev mig forkyndt af den graae sandsigende Havgud,
141 Deraf jeg Intet fordølge dig vil, eller skjule det Mindste.
142 Selv på en Øe, som han sagde, han saae din bedrøvede Fader
143 Hist i Nymphen Kalypsos Palads; med Magt hun ham holder
144 Fast, og ei han formaaer til Fædrenelandet at reise,
145 Ei har han Skibe med Aarer omkring, og ei har han Søfolk,
146 Som kunde føre ham hjem vidt hen over Bølgernes Rygning.
147 Saa Menelaos taled, Atreiden den Landseberømte.
148 Endt var mit Hverv, da reiste jeg hjem, og Guderne gav mig
149 Føielig Bør, som bragte mig snart til mit elskede Hjemland.
150 Saa han taled, og dybt i Barm hendes Hjerte han rørte;
151 Strax til Orde da tog den kraftige Theoklymenos:
152 Hør mig, du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
153 Hiin ei vidste tilfulde Besked, men agt på min Tale,
154 Sandheden vil jeg bebude dig fuldt, og Intet fordølge.
155 Zeus, den øverste Gud, Odysses’s Arne, til hvilken
156 Her jeg kom, og dit gjæstende Bord skal være mig Vidner!
157 Visselig sidder Odysses på fædrene Jord allerede,
158 Eller han lister omkring at forfare den Skjændsel man øved,
159 Men i sit Sind han pønser på Vee over Beilernes Skare;
160 Saadan en Fugl blev jeg vaer, dengang på det toftede Fartøi
161 Nys jeg sad, og Telemachos strax jeg Varslet forkyndte.
162 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
163 Gid, du fremmede Mand! det saa maatte skee, som du siger!
164 Spore du skulde da snart mit venlige Sind, og erholde
165 Gaver i Mængde, saa Hver, som dig traf, vilde prise din Lykke.
166 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
167 Ude på Gaarden imens, som laae for Odysses’s Bolig,
168 Beilerne Tiden forslog ved at kaste med Spyd og med Diskus
169 Hist på den jevnede Plads, hvor vanlig de drev deres Kaadhed.
170 Men da det lakked ad Nadveretid, og Qvæget var kommet,
171 Ude fra Marken til Slagtning af Driverne gjennet som ellers,
172 Talede Medon til hine, thi meest af alle Herolder
173 Stod han i Beilernes Gunst, og stadig han var deres Bordgjæst:
174 Ynglinger! siden I nu Eders Sind har forlystet ved Kampleeg,
175 Kommer saa ind i Huus, at vi strax kan lave til Maaltid;
176 Nadver at fåe i betimelig Tid, er ikke saa ilde.
177 Saa han taled; op stode de strax, og gik som han bød dem.
178 Men da saa komne de var til den smuktopbyggede Bolig,
179 Lagde de Kapperne fra sig på prunkende Hynder og Stole.
180 Dygtige Faar de slagtede først og mæskede Geder,
181 Slagted saa glindsende Sviin og et Nød, som af Hjorden var udsøgt,
182 Travlt beredende Nadver. – Men ivrig istand sig Odysseus
183 Laved imens, for til Byen at gaae med Hyrden Eumaios.
184 Først til Orde da tog Formanden for Svinenes Hyrder:
185 Fremmede! siden du ønsker saa svart at vandre til Staden
186 Alt idag, som min Herre det bød, – langt heller i Sandhed
187 Vilde jeg her dig beholde hos mig at passe på Hytten,
188 Dog min Herre jeg ærer, og bange jeg er, om der siden
189 Vankede Skjænd, det er tungt af sit Herskab at sættes irette; –
190 Vel! saa lader os gaae, thi meer end Hælvten af Dagen
191 Alt er forløben, og koldere snart det bliver mod Aften.
192 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
193 Godt! jeg begriber din Mening, dit Ord jeg fatter tilfulde.
194 Lad os gaae! men på Vei maa du føre mig lige til Enden;
195 Giv mig desuden en Kjep, har en du skaaren ved Haanden,
196 Som jeg kan støtte mig på, I sige jo Veien er knortet.
197 Saa han taled, og slængte på Ryg sin Fattigmandspose,
198 Lappet og slidt, et Reeb hang ved, i hvilket han bar den,
199 Og udi Haand Eumaios en Kjep efter Ønske ham flyede.
200 Begge nu gav sig på Vei, men Hyrder og Hunde ved Hytten
201 Bleve tilbage til Vagt, og til Byen han førte sin Konge,
202 Skabt livagtigen om til en gammel ulykkelig Stodder,
203 Støttet til Stav, og behængt om Krop med pjaltede Klæder.
204 Men da de saa samvandrende hen ad den knudrede Steenvei
205 Nær vare komne til Byen, og alt havde naaet den klare
206 Smuktindhegnede Kilde, hvor Vand Indvaanerne hented;
207 Ithakos hegned den først, saa Neritos, siden Polyktor;
208 Rundtomkring var en Lund, hvor frisk Vandpoplerne kneiste,
209 Plantede trindt i en Kreds, og høit nedstyrtede Vandet
210 Iisnende koldt fra et Fjeld, på hvis Top var bygget et Alter,
211 Viet til Nympherne ind, hvor Vandreren bragte dem Offer,
212 Der med Melanthios, Dolios’ Søn, tilfældig de mødtes;
213 Geder fra Vangen han drev, de bedste som fandtes i Flokken,
214 Ind til Beilernes Bord, to Hyrder ham fulgte desuden.
215 Knap blev han Vandrerne vaer, før med buldrende Stemme han skjændte
216 Grovt og på smædelig Viis, saa Odysses’s Hjerte blev oprørt:
217 Nu! der driver forsand et Skarn afsted med et andet;
218 Saaledes parrer en Gud bestandigen Lige med Lige.
219 Hvor, elendige Hyrde for Sviin! skal du hen med den Slughals?
220 Slig modbydelig Stodder, som Fadene slikker ved Maaltid,
221 Stiller ved Døren sig hen, og Skuldrene gnubber mod Stolpen,
222 Tryglende blot om Smuler, og aldrig om Sværd eller Malmkar.
223 Om du mig vilde forære den Karl til at passe min Hytte,
224 Feie mig Staldene reent, og Løv til Gederne hente,
225 Snart ved Valden han drak vilde Flesk han på Lænderne sætte;
226 Dog da han kuns Udyder har lært, saa har han vel neppe
227 Lyst til nyttig Handtering, men vandrer vel før som en Tigger
228 Rundtom i Land, og fylder sin graadige Vom ved at betle.
229 Dette jeg sige dog vil, og visselig vorder det fuldbragt,
230 Drister den Stodder sig ind i Helten Odysses’s Hofgård,
231 Flyve da vil om hans Hoved fra Mændenes Hænder i Salen
232 Skammel på Skammel, og splintres i Qvag, naar de ramme hans Ribbeen.
233 Talt; da gik han forbi, sprang op, og sparked af Kaadhed
234 Betlerens Hofte, men mægted dog ei ham fra Stien at rokke,
235 Fast han på Benene stod; Odysses betænkte sig raadvild,
236 Enten han frem skulde fare, og slaae ham ihjel med sin Knippel,
237 Eller ham løfte fra Gulv, og slaae hans Hoved mod Jorden;
238 Dog langmodig han styred sit Sind, men Hyrden Eumaios
239 Skjeldte ham ud i hans Øine, og bad saa med oprakte Hænder:
240 Kildebeskjermende Nympher, I Børn af Zeus! har Odysseus
241 Bove saasandt Eder ristet, og trindt med Fedt dem bedækket,
242 Enten af Lam eller Kid, saa hører den Bøn som jeg beder:
243 Gid han komme tilbage, den Helt, hjemført af en Guddom!
244 Vist han forjaged da snart dine krye hoffærdige Nykker,
245 Hvormed du frækt slaaer om dig, fordi du saa jevnlig i Staden
246 Driver omkring, mens Qvæget af nedrige Hyrder fordærves!
247 Derpå ham svared igjen Melanthios, Gedernes Hyrde:
248 Ha! hvad snakker han der, den Hund, den lumske Forræder!
249 Sikkert jeg fører engang ham herfra ombord på en Dæksbaad
250 Langt fra Ithaka bort, og tjener en Deel mig ved Salget.
251 Maatte Telemachos ligesaa vist idag i Paladset
252 Falde for Beilernes Haand, eller rammes med Piil af Apollon,
253 Som i det Fjerne sin Hjemfærdsdag Odysses forliste!
254 Talt, da forlod han dem der, og med langsomme Skridt de ham fulgte.
255 Selv han skyndte sig bort, og snart ankom han til Kongsgård;
256 Ind i Salen han treen, og i Beilernes Kreds han sig satte
257 Tværs for Eurymachos ned, thi meest han yndede denne.
258 Tjenerne satte da strax af Kjødet en Part for Melantheus;
259 Derpå den værdige Skafferske Brød at spise til Sulet
260 Hented, og bød ham. Odysses imens og den ærlige Hyrde
261 Nærmed sig Kongens Palads, da toned den hvælvede Lyres
262 Klang dem imøde, thi alt havde Phemios grebet i Strengen.
263 Strax da tog han Hyrden i Haand, og talte saalunde:
264 Saa er da her, Eumaios! Odysses’s prægtige Hofgård!
265 Let at kjende den er, om end blandt mange man saae den,
266 Bygning ved Bygning der staaer, og velomhegnet er Gaarden
267 Baade med Muur og Krands, og forsvarlig den dobbelte Fløiport
268 Slutter, ei skulde saa let nogen Mand den sprænge med Krigsmagt.
269 Ogsaa jeg mærker, at talrige Mænd i Paladset har Gilde,
270 Duft af Brad opstiger, og lifligen klinger derinde
271 Lyren, som Guderne gav det festlige Gilde til Søster.
272 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
273 Ja du har Ret! heri som i Meer est du ikke saa tosset.
274 Dog aftale vi maae, hvordan vi det nu skulle mage,
275 Om du vil selv gaae først i den smuktopbyggede Bolig
276 Ind til Beilernes Flok, og jeg skal blive herude;
277 Men har du Lyst, bliv du, saa vil selv jeg være den Første.
278 Tøv dog ikke for længe, at Ingen, som seer dig herude,
279 Puffe dig skal eller slaae, det beder jeg dig at betænke.
280 Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
281 Godt! jeg begriber din Mening, dit Ord jeg fatter tilfulde.
282 Gak kun du foran, saa vil jeg her blive tilbage!
283 Troe mig forresten, til Puf og til Slag er jeg slet ikke uvant,
284 Men jeg har Mod til at taale, thi meget jeg leed allerede
285 Baade på Hav og i Krig, lad mig kuns fåe dette som Tilgift!
286 Dog at styre tilfreds den fortvivlede Bug, naar den raser,
287 Det er umuligt, den volder os Mennesker Plager i Mængde;
288 Det er for den, at man ruster de toftede Skibe, som fare
289 Hen over Havet det golde, medbringende Vee over Fiender.
290 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
291 Brat en liggende Hund opløfted nu Hoved og Øren,
292 Argos, Odysses’s Hund, som han selv den kraftige Konning,
293 Førend til Troia han drog, havde fodret, men ikke havt Gavn af.
294 Fordum blev ofte på Jagt den ført af modige Knøse,
295 Snart til Fjelds efter Geder, og snart efter Harer og Raadyr,
296 Nu foragtet den laae, da dens forrige Herre var borte,
297 Strakt på Skarnet, som laae ei langt fra Døren i Bunke,
298 Møget af Muler og Oxer, indtil Odysses’s Trælle,
299 Førte det ud, for at gjøde hans meget anseelige Jordlod.
300 Der laae Argos, hans Hund, og fuld var Staklen af Utøi.
301 Aldrig saasnart blev Odysses den vaer, som nærmed sig mod den,
302 Førend den vifted med Halen, og sænked påstand sine Øren,
303 Aarked dog ei, at slæbe sig frem, at møde sin Herre.
304 Helten det saae, og visked i Løn af Øiet en Taare,
305 Dølgende let for Eumaios sin Rørelse; derpå han spurgte:
306 Synderlig nok, Eumaios! den Hund nu ligger på Mødding,
307 Den er fortræffelig bygt, dog veed jeg ikke tilvisse,
308 Om den med saadan en Skabning engang var rap til at løbe,
309 Eller den blot er en Hund af dem, som ved Mændenes Borde
310 Fodres i Stuen, og holdes til Stads af fornemme Herrer.
311 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
312 Ak! den Hund tilhører en Mand, som er død i det Fjerne.
313 Var han af Lemmer endnu og af Dygtighed hvad han har været,
314 Dengang Odysses til Ilios drog, og lod ham tilbage
315 Studse du vilde da snart ved at see hans Raphed og Styrke.
316 Aldrig det hændtes, at Vildtet i Skovenes Tykning ham undløb,
317 Havde han jaget det op, og tillige han støved fortrinlig.
318 Nu er han ynkelig stedt, da sin Herre han misted i Udland,
319 Ternerne ere saa dovne, de see ham aldrig til bedste,
320 Og naar en bydende Herre ei strengt på Trællene driver,
321 Tabe de snart al Lyst, deres skyldige Dont at besørge;
322 Zeus, Fjernskueren, skiller jo strax en Mand ved hans halve
323 Drift til at gjøre det Gode, naar Trældommens Kaar ham fornedrer.
324 Talt; da traadte han ind i den smuktopbyggede Bolig,
325 Og gjennem Salen han gik til Beilernes stolte Forsamling.
326 Dog bortrykket blev Argos påstand af Døden den sorte,
327 Da den Odysses igjen havde seet i tyvende Aaring.
328 Først den deilige Svend Telemachos øined Eumaios,
329 Just som han ind var traadt, og flux med et Vink han ham til sig
330 Kaldte; da kastede Hyrden i Salen omkring sine Øine,
331 Tog saa den ledige Stol, som ellers var Skafferens Sæde,
332 Han som det yppige Suul udstykked ved Beilernes Maaltid,
333 Denne han tog, og hen ved Telemachos’ Bord han den satte
334 Lige foran ham, og satte sig der; påstand en Herold ham
335 Gav af Kjødet en Part, og Brød af Kurven ham rakte.
336 Ei ret længe derefter indtreen Odysses i Huset,
337 Skabt livagtigen om til en gammel ulykkelig Stodder,
338 Støttet til Stav, og behængt om Krop med pjaltede Klæder.
339 Ned på Tærsklen af Ask han indenfor Døren sig satte,
340 Lænende op sig mod Stolpen, som Mesteren snildt af Cyprestræe
341 Fordum engang havde tømret, og skarpt efter Snor havde rettet.
342 Strax af en stadselig Kurv et Brød Telemachos udtog.
343 Dertil af Kjødet et Stykke saa stort, som hans Haand kunde rumme,
344 Kaldte på Svinenes Hyrde, og talede til ham saalunde:
345 Bring det hen til den fremmede Mand, og siig ham tillige,
346 At han skal gaae til Beilerne rundt, og om Almisse bede,
347 Thi for en betlende Mand er ei Undseelighed tjenlig.
348 Talt; og bort gik Hyrden, saasnart han Befalingen hørte.
349 Trædende nær, med bevingede Ord saalunde han talte:
350 Dette forærer Telemachos dig, og han siger tillige,
351 At du skal gaae til Beilerne rundt, og om Almisse bede,
352 Thi for en Betler, han siger, er ei Undseelighed tjenlig.
353 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
354 Mægtige Zeus! forund Telemachos Lykke på Jorden!
355 Gid der maa times ham Alt hvadhelst i sit Hjerte han attraaer!
356 Talt; med Hænderne begge han tog mod Gaven, og lagde
357 Lige foran sine Fødder den ned på sin smudsige Pose.
358 Derpå han spiste sin Mad, mens Sangeren qvad udi Salen,
359 Og som han endte sit Maal, da taug den hellige Sanger.
360 Beilerne støied i Salen nu lydt, men Pallas Athene
361 Nærmed sig Helten Odysses, Laertes’s Søn, ham at mane,
362 Brød sig at sanke hos Beilerne strax, for at see med det samme
363 Hvem der iblandt dem var ond, og hvem der var skikkelig sindet,
364 Ei dog endda fra Fordærv hun en Eneste agted at spare.
365 Tryglende gik han nu rundt til Enhver fra Venstre til Høire,
366 Rækkende frem sin Haand, som om han var vant til at betle.
367 Alle ham ynked og gav, og undred sig svart over Manden,
368 Medens de spurgte påstand, hvem han var, og hvorfra han var kommen.
369 Ordet i Kredsen da tog Melanthios, Gedernes Hyrde:
370 Hører, I Drotter tilhobe, som frie til vor prisede Dronning!
371 Hvad om den fremmede Tigger jeg veed, alt før har jeg seet ham.
372 Ei nogen Anden har hid ham viist, end Svinenes Hyrde,
373 Men fra hvad Slægt han stammer, det veed jeg ikke tilvisse.
374 Saa han taled, og heftig Antinoos skjændte på Hyrden:
375 Hvi har til Byen den Tigger du bragt, fripostige Hyrde!
376 Har vi da ei Landløbere nok foruden og alskens
377 Hæslige Stoddere her, som Fadene slikke ved Maaltid?
378 Nøies du ikke med dem, som tære på Konningens Velstand,
379 Samlede her i en Flok, da du denne tillige har hidkaldt?
380 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
381 Ædel du est, men ei, Antinoos! taler du skjellig;
382 Gaaer vel en Mand selv hen, og kalder en Fremmed til Landet?
383 Uden han hører til dem, hvis Kunst er til Bedste for Folket,
384 Saasom en Seer, en Tømrer, en sothelbredende Læge,
385 Eller vel og en guddommelig Skjald, som os glæder ved Sange.
386 Saadanne Mænd indkalder man vel over Jorderig vide,
387 Stoddere kalder man ei, sig selv man voldte jo Plage.
388 Dog bestandig du est trods Nogen af Beilernes Skare
389 Haard mod Odysses’s Folk, og meest mod mig; men jeg bryder
390 Ei mig derom, saalænge den kløgtige Penelopeia
391 Lever i Huset endnu, og Telemachos, Gudernes Lige.
392 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
393 Tie! naar du svarer den Mand, saa spar vidtløftige Taler!
394 Altid med knubbede Ord saa barsk Antinoos tirrer,
395 Saa er hans Skik, og til lignende Færd opmuntrer han Andre.
396 Talt; med bevingede Ord han sig strax til Antinoos vendte:
397 Smukt forsand du seer på min Tarv, som en Fader på Sønnens,
398 Da du befaler saa strengt, at den fremmede Mand af Paladset
399 Ud skal jages med Trudsler; dog Guderne dette forbyde!
400 Ræk ham en Skjerv! jeg formener dig ei, jeg dig beder endogsaa,
401 Ei undsee du dig skal for min Moder, saalidt som for nogen
402 Svend eller Terne, som tjener i Helten Odysses’s Hofgård.
403 Aldrig på Sligt dog tænker det Hjerte, som slaaer dig i Barmen,
404 Heller fortærer du Alt, end giver en Bid til en Anden.
405 Strax Antinoos svared igjen, og talte saalunde:
406 Ha! høirøstede Svend! halsstarrige! hvad for en Tale!
407 Gav Enhver af Beilerne her ham ligesaa meget,
408 Vist tre Maaneders Fred vi for Stodderen fik her i Huset.
409 Talt; da rykked en Skammel han frem, som stod under Bordet,
410 Hvorpå han pleied at hvile de glindsende Fødder ved Maaltid.
411 Hver af de Andre ham gav en Deel, og fyldte hans Pose
412 Baade med Brød og Kjød; og alt tilbage til Tærsklen
413 Agted Odysses at gaae, Achaiernes Gaver at smage,
414 Dog til Antinoos først han treen, og talte saalunde:
415 Giv mig ogsaa, du Kjære! ei ringest men snarere ypperst
416 Tykkes du mig af Achaierne her, thi du ligner en Konge;
417 Derfor bør du trods Nogen en klækkelig Deel af din Suulmad
418 Give mig; prise da skal jeg dit Navn over Jorderig vide.
419 Viid! ogsaa jeg var en lykkelig Mand i forrige Tider,
420 Rigt var det Huus, jeg beboede, og ofte til Vandreren gav jeg,
421 Hvordan han end saae ud, og i hvad for en Nød han befandt sig.
422 Trælle jeg eied i tusinde Tal, og Alt hvad forresten
423 Kræves til lykkeligt Liv og det Navn at kaldes en Rigmand;
424 Alt dog Zeus til Intet har gjort, thi saa ham behaged.
425 Han mig egged til Togt med en flakkende Vikingeskare
426 Hen til Aigyptos at gaae, en Vei heel lang, til min Jammer.
427 Med mine toftede Skibe ved Floden Aigyptos jeg landed;
428 Strax befoel jeg den øvrige Deel af mit trofaste Følge,
429 Nede ved Flaaden at tøve, og Vagt ved Skibene holde,
430 Men nogle Speidere skikked jeg ud på de høieste Bakker,
431 Dog af Kaadhed forførte, og følgende Lysten til Voldsdaad,
432 Hærged de strax det Aigyptiske Folks velsignede Marker,
433 Røvede Qvinderne bort med uskyldige Børn, og ihjelslog
434 Mændene selv; dog rygtedes snart den Jammer til Staden,
435 Og da de Skriget fornam, de drog ved det tidligste Daggrye
436 Ud; da vrimlede Marken af Mænd tilfods og på Stridskarm
437 Og af den lynende Malm; påstand den Tordner Kronion
438 Slog mine Folk med ynkelig Skræk, og at træde til Modværn
439 Ei en Eneste dristed, Fordærvelsen trued dem rundtom.
440 Nogle de myrded påstand af mit Folk med hvæssede Landser,
441 Andre de fanged, og slæbte dem bort at slide som Trælle.
442 Mig de forærede bort til en Mand, som på Kypros dem gjæsted
443 Dmetor, Iasos’s Søn, som var raadende Konge på Kypros,
444 Derfra jeg hid til Ithaka kom, forkuet af Modgang.
445 Strax med buldrende Røst Antinoos gav ham til Gjensvar:
446 Hvad for en Gud hidførte det Skarn, vort Gilde til Plage?
447 Pak dig bort fra mit Bord, og forføi dig hen i en Afstand,
448 Ellers skal snart du see et beesk Aigyptos og Kypros!
449 Mage har aldrig jeg seet til fræk og formastelig Tigger;
450 Rundt du vandrer fra Mand til Mand, og uden Betænkning
451 Give de dig; thi de rutte saa rask uden Skaansel og Maade,
452 Det er jo Fremmedes Gods, og der staaer fuldtop for dem Alle.
453 Listende bort ham svared den sindrige Konning Odysseus:
454 Ha! dit Hjerte forsand kun passer sig slet til dit Aasyn!
455 Vist i dit Huus du skjenkede knap en Betler et Saltkorn,
456 Siden du ei ved det fremmede Bord har Sind til at tage
457 Ringeste Bid, og række mig den, da du dog har saa fuldtop.
458 Talt; end meer ved hans Ord blev i Hjertet Antinoos’ opbragt,
459 Rynkede Bryn, og gav med bevingede Ord ham til Gjensvar:
460 Nu forsand! det siger jeg dig, godt slipper du neppe
461 Ud af Salen igjen, da du selv dig formaster til Haansord.
462 Talt; saa tog han en Skammel, og kyled den hen mod hans høire
463 Skulder ved Leddet af Halsen; dog fast han stod som en Klippe,
464 Ei formaaed Antinoos’ Kast ham af Pletten at rokke,
465 Taus han bevæged sit Hoved, og grunded på Vee i sit Hjerte.
466 Atter til Tærsklen han gik, og satte sig ned, og sin fyldte
467 Pose han lagde pa Gulvet; til Beilerne talte han derpå:
468 Hører mig, Drotter tilhobe, som frie til den prisede Dronning!
469 At jeg kan sige hvad Hjertet i Barm mig byder forkynde.
470 Aldrig betages en Mand af Harm og Sorg i sit Hjerte,
471 Naar han sig henter et Slag i Kamp for det Gods han besidder,
472 Enten til Værge han griber for skinnende Faar eller Oxer,
473 Men efter mig jo kasted Antinoos blot for den usle
474 Nedrige Bug, som volder os Mennesker Plager i Mængde;
475 Dog, har den fattige Mand end Guder og Hevnsgudinder,
476 Døden Antinoos ramme, før her han feirer sit Bryllup!
477 Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes:
478 Sæt dig, og æd i Stilhed, du fremmede Mand! eller pak dig!
479 Ellers skal Knøsene snart til Løn for dit Ord gjennem Huset
480 Slæbe ved Arm og Been dig, og flænge dig Huden af Kjødet.
481 Saa han taled, og heftig fortørnedes Alle tilhobe.
482 Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød:
483 Ei var det smukt, at du kastede saa på den fremmede Stakkel;
484 Rasende Mand! ifald han var En af de himmelske Guder!
485 Ogsaa sig Guderne vise som Mænd fra fremmede Lande,
486 Skabte mangfoldigen om, naar de Jorderigs Byer besøge,
487 Selv at see, hvad der øves af Mennesker, Vold eller Retfærd.
488 Saa lød Beilernes Ord, dog ei deres Tale han ændsed;
489 Men ved det Kast Bedrøvelsen steg i Telemachos’ Hjerte,
490 Ei dog fra Øinenes Laag en eneste Taare han fældte,
491 Taus han bevæged sit Hoved, og grunded på Vee i sit Hjerte.
492 Men da for Øre det kom den forstandige Penelopeia,
493 At han i Salen var slaaet, hun saa blandt Ternerne udbrød:
494 Saaledes ramme dig selv Apollon den Bueberømte!
495 Og hendes Skafferske strax, Eurynome, tog til at tale:
496 Hvis det gik dem saasandt som vi tilhobe det ønske,
497 Ei opleved da Nogen at see den straalende Dagning.
498 Derpå til Svar hende gav den forstandige Penelopeia:
499 Moder! jeg hader dem Alle, thi kun de tænke på Udaad,
500 Dog Antinoos er mig saa leed, som Døden den sorte.
501 Nede der vandrer i Salen en fremmed ulykkelig Betler,
502 Bønlig han Mændene trygler om Brød, tilskyndet af Armod;
503 Alle de øvrige Mænd tilhobe ham gav, og ham mætted,
504 Dog mod hans høire Skulder Antinoos slog ham en Skammel.
505 Saa i sit Høienloftskammer i Kreds af de tjenende Terner
506 Dronningen taled; Odysses imens fortæred sit Maaltid.
507 Strax efter Hyrden hun skikkede Bud, og talede til ham:
508 Gak, Eumaios, du brave! og beed den fremmede Betler
509 Komme herop, at jeg selv ham i Tale kan fåe, og ham spørge,
510 Om han har Tidende hørt om den haardføre Konning Odysseus,
511 Eller for Øie ham seet; han er vidt bereist, som det lader.
512 Derpå til Svar du gav, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
513 Dronning ifald Achaierne blot vilde tie dernede,
514 Ting han kunde fortælle, som ret vilde trylle dit Hjerte.
515 Alt tre Nætter og Dage jeg husede ham i min Hytte,
516 Først han tyede til mig, da frelst fra Skibet han undkom,
517 Dog ei færdig han blev med at nævne mig Alt hvad han udstod.
518 Som naar en Mand betragter en Skjald, som af Guderne lærte
519 Smeltende Qvad at synge til Fryd for Dødeligs Hjerte,
520 Og med umættelig Lyst man lytter saalænge han synger,
521 Saa han fortrylled min Sjel, da hos mig han sad i min Stue.
522 Selv han sig kalder fra Fædrenes Old Odysses’s Gjæstven,
523 Og han har hjemme på Kreta, hvor Minos’s Ætlinger herske,
524 Derfra han hid til Ithaka kom, forkuet af Modgang,
525 Tumlet fra Land til Land, og han siger han veed, at Odysseus
526 Nær herved hos Thesproternes Folk i det frugtbare Landskab
527 Lever endnu, og at hjem mangfoldige Skatte han bringer.
528 Derpå til Svar ham gav den forstandige Penelopeia:
529 Gak og kald ham herop! at jeg selv kan tale med Manden.
530 Lad kuns udenfor Døren sig Beilerne more med Dobbel,
531 Eller i Salen dernede, thi lystige kunne de være;
532 Alt deres Gods i bedste Behold jo ligger derhjemme,
533 Korn og kostelig Viin, kun Tyendet give de Føden,
534 Selv Dag ud Dag ind til vort Huus i Flokke de stimle;
535 Rask vore Oxer og Faar og mæskede Geder de slagte
536 Til deres Gilder og Sviir, og med blussende Viin de sig fylde
537 Som de har Lyst; stærkt svinder vort Gods, thi en Mand der os fattes,
538 Saadan en Mand som Odysses, vort Huus at værge mod Ufærd.
539 O at Odysses igjen kom hjem til Fædrenelandet,
540 Snart han vilde forsand med sin Søn Voldsmændene tugte!
541 Saa hun taled, da nøs Telemachos høit, saa det skingred
542 Lydt omkring i Paladset; da smilede Penelopeia,
543 Og med bevingede Ord hun talede strax til Eumaios:
544 Skynd dig! og kald påstand den Fremmede hid til mit Kammer!
545 Mærker du ei, at min Søn har nyst til Ordet jeg talte?
546 Nu vil det sikkerlig skee, at Døden vil Beilerne ramme,
547 Ei skal en Eneste slippe fra Døden og Dødsens Gudinde.
548 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjerte!
549 Dersom jeg mærker, at Sandhed i Et og Alt han fortæller,
550 Da vil en pyntelig Klædning jeg give ham, Kjortel og Kappe.
551 Talt; og bort gik Hyrden, saasnart han Befalingen hørte.
552 Trædende nær med bevingede Ord saalunde han talte:
553 Fremmede Fader! dig kalder den kløgtige Penelopeia,
554 Helten Telemachos’ Moder; hun spørge dig vil om sin Husbond,
555 Derefter længes hun svart, skjøndt dybt af Sorg hun er bøiet.
556 Hvis hun da mærker, at Sandhed i Et og Alt du fortæller,
557 Da vil en Kjortel og Kappe hun give dig, hvortil du trænger
558 Meest; men Brød til at mætte dig på du rundtom hos Folket
559 Let tilbetle dig kan, det fåer du af hvem der har Villie.
560 Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
561 Ja! til Ikarios’ Datter den kløgtige Penelopeia
562 Gjerne jeg Sandheden strax i Et og Alt vil fortælle.
563 Meget jeg veed om ham, eens Nød vi begge har fristet,
564 Men for de grusomme Beilere her en Angest jeg føler,
565 Alt deres Frækhed og Vold har jo naaet til Himmelens Jernborg;
566 Ret som fornys den Herre, da frem jeg gik gjennem Salen
567 Gav mig et smerteligt Drag, og jeg gjorde dog ikke det mindste,
568 Hverken Telemachos dog eller En af de Andre det hindred.
569 Beed da Penelopeia, at tøve hun vil i sit Kammer,
570 Skjøndt hun svarligen længes, til Solen er gangen tilbjerge,
571 Da kan hun spørge mig ud om sin Husbonds forønskede Hjemfærd,
572 Naar hun ved Ilden har givet mig Plads, thi pjaltede Klæder
573 Har jeg, det veed du bedst, da først til dig jeg jo tyede.
574 Talt; og da Hyrden hans Ord havde hørt, tilbage han ilte,
575 Og som han treen over Tærsklen, strax Penelopeia ham spurgte:
576 Bringer du ei ham med? hvorpå betænker sig Manden?
577 Frygter han her Mishandling påny? eller og han sig undseer
578 Her i det høie Palads? den undseelige Betler maa sulte.
579 Derpå til Svar du gav, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
580 Skjellig han taler forsand, og som han Enhver vilde tænke;
581 Voldelig Færd af de trodsige Mænd vil gjerne han undgaae.
582 Ogsaa han beder dig tøve, til Solen er gangen tilbjerge,
583 Og for dig selv, min Dronning langt bedre det er, om du særlig
584 Taler med Manden, og hører i Løn hvad han har at fortælle.
585 Atter til Orde da tog den forstandige Penelopeia:
586 Hvo han end er, den fremmede Mand, usnild er han ikke.
587 Aldrig man seer jo ellers, at Mænd af dødelig Herkomst
588 Øve formastelig Daad med saa stor en Frækhed som disse.
589 Saaledes Dronningen talte, da gik den ærlige Hyrde
590 Hen til Beilernes Sværm, saasnart hans Ærind var røgtet,
591 Og med bevingede Ord han saa til Telemachos talte,
592 Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre:
593 Kjære! nu vandrer jeg hjem, at vare på Sviin og på Resten,
594 Hvad der er Dit og Mit; selv vogte du Alt i Paladset!
595 Først og fremmest bevar dig selv, og tag dig for Fare
596 Vel iagt; af Achaierne her vil Mange dig ilde.
597 Før dog knuse dem Zeus, end os de vorde til Jammer!
598 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
599 Saa det skee! min Fader! men gaae ei førend det aftnes,
600 Kom, naar det dages, igjen, og bring af det ypperste Slagtqvæg!
601 Selv skal med Gudernes Hjelp jeg her nok sørge for Alting.
602 Talt, og igjen på den blankede Stol Eumaios sig satte;
603 Og da han saa havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
604 Gik han til Svinene hjem, og forlod Paladset og Gaarden,
605 Hvor der af Gjæster var vrimlende fuldt, som sig glade forlysted
606 Baade med Sang og Dands, thi alt det ad Skumringen lakked.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange