Odysseen Sang 18

Resume af 18. sang i Odysseen af Homer. Odysseus i tiggerforklædning kommer i slagsmål med en anden tigger. En af de illoyale slavinder håner Odysseus. Bejlerne går til ro.

ODYSSEEN

Odysseen, 18. sang

1 Hid en Tigger nu kom, der på Ithaka betled hos Hvermand
2 Rundt i Byen fra Dør til Dør; for sin graadige Slugvom
3 Var han bekjendt overalt, thi bestandigen aad han og drak han;
4 Vel var af Bygning han høi, men Kraft og Styrke han mangled;
5 Egentlig hedd’ han Arnaios, det Navn hans værdige Moder
6 Gav ham ved Fødslen, men Iros han kaldtes af Ithakas Ungfolk,
7 Thi han blev brugt til at vandre som Bud, saasnart man forlangte.
8 Strax da han kom, han Odysses af eget Palads vilde jage,
9 Og med bevingede Ord han fused ham over, og sagde:
10 Væk fra Døren, du Gamle! før bort du ved Benene slæbes;
11 Mærker du ei, at Alle med blinkende Øine mig byde,
12 Flux at slæbe dig bort? men jeg skammer mig dog ved den Medfart
13 Pak dig da strax, at det ei mellem os skal komme til Slagsmaal!
14 Ham gjensvared med rynkede Bryn Odysses den Snilde:
15 Hverken i Ord eller Gjerning, min Ven! har jeg gjort dig det Mindste;
16 Ei misunder jeg dig, om man gav dig aldrig saa meget;
17 Tærsklen har Rum til os Begge, og ei er det smukt, at du viser
18 Nid over Fremmedes Gaver; du est, som det lader, en Betler
19 Ligesom jeg, men Rigdom er Held, som Guderne skjenke.
20 Æsk mig dog ikke saa rask til Kamp, thi gjør du mig hidsig,
21 Kunde jeg let, saa gammel jeg er, baade Læber og Bringe
22 Smøre dig ind med Blod, da fik jeg imorgen desbedre
23 Fred for dig, thi mene jeg tør, at du neppe herefter
24 Meer vilde sætte din Fod i Helten Odysses’s Kongsgård.
25 Høist forbittret i Hu tog Betleren Iros til Orde:
26 Ha! hvor sladdre han kan med løbende Tunge, den Slughals!
27 Ret som en Kjærling ved Ovnen; ja! ham har jeg Lyst til at tugte,
28 Banke ham sønder og sammen, og hver en Tand af hans Kjæver
29 Ud ham slaae, som man gjør ved en sædoprodende Orne.
30 Lav dig nu flux istand, at Mændene her kunne see os
31 Slaaes, men hvordan vil en Dyst du bestaae med en Mand, som er yngre?
32 Saa med heftige Ord og forbittrede Hjerter de Begge
33 Klamredes svart ved den kneisende Dør på den blankede Tærskel.
34 Men da den kraftige Drot Antinoos hørte dem skjændes,
35 Strax med hjertelig Latter han saa blandt Beilerne talte:
36 Aldrig tilforn, mine Venner! tildrog sig Mage til Løier;
37 Hvad for en kostelig Morskab en Gud har ført os til Huset!
38 Iros er raget i Kiv med den fremmede Stodder derhenne,
39 Nu vil på Næver de slaaes, kom! lader os hidse dem sammen!
40 Saa han taled, og Alle påstand sig reiste med Latter,
41 Og i en Fart de trindt om de pjaltede Tiggere stimled.
42 Ordet da strax Antinoos tog, hiin Søn af Eupeithes:
43 Hører hvad sige jeg vil, mandhaftige Beilere alle!
44 Hist i Stegers på Rist nogle Gedemaver der ligger,
45 Stoppede baade med Ister og Blod, som vi gjemte til Nadver.
46 Hvo der af Begge med Seir gaaer bort, og vinder i Striden,
47 Træde saa hen og vælge deraf sig hvilken han lyster,
48 Og han skal spise bestandig med os, men ei nogen Fattig
49 Skal det forresten tillades, at komme herinde for at betale.
50 Saa Antinoos taled, hans Ord godt hued dem Alle.
51 Listig til Orde da tog den sindrige Konning Odysseus:
52 Nødig forsand, I Kjære! til Kamp mod En, som er yngre,
53 Træder en aldrende Mand, som er svækket af Nød; men den lumpne
54 Bug mig frister endda til at prygles og kastes i Gulvet.
55 Dog med den dyreste Eed I samtlige love mig dette!
56 Ei med sin vældige Haand maa Nogen, for Iros at hjelpe,
57 Lumsk mig slaae, og ved Vold imod mig tilvende ham Seiren.
58 Saa han taled, og Samtlige svor den Eed han forlangte;
59 Men da de saa havde svoret, og fuldelig givet ham Eedsord,
60 Tog den kraftige Svend Telemachos Ordet, og sagde:
61 Fremmede! dersom dit Mod og mandige Hjerte det byder,
62 Værg dig da mod din Fiende, men frygt ei nogen Achaier!
63 Strid med Flere sig skaffed Enhver, som dristed at slaae dig.
64 Vært i Huset er jeg, og de to forstandige Drotter,
65 Helten Antinoos hist og Eurymachos, give mig Medhold.
66 Saa han taled, og Alle bekræfted hans Ord, men Odysseus
67 Kilted om Midien op sine Pjalter, og baade de skjønne
68 Fyldige Lænder tilskue han lod, og de senede Arme,
69 Kraftige Hærder og Bryst; da nærmed sig Pallas Athene
70 Folkenes Drot, og Fylde hun gav hans Lemmer tilhobe.
71 Ret med den største Forundring ham Beilernes Skare betragted,
72 Mangen da talte saalunde med Øinene vendt mod sin Naboe:
73 Vist har Iros, den Stakkel, sig snart pådraget en Ufærd,
74 Saadanne Lænder har Gubben bag Pjalterne draget for Lyset.
75 Saa de taled, men Iros af Grue blev ilde tilmode;
76 Strax dog Svendene frem ham trak, og med Magt de hans Klæder
77 Kilted om Lænd, mens han bæved, saa Kjødet om Lemmerne dirred.
78 Flux Antinoos skammed ham ud, og talte saalunde:
79 Gid du var langt herfra, eller aldrig var fød, du Pralhals!
80 Siden du ryster og bæver saa svart for at træde til Brydsmaal
81 Frem mod en aldrende Mand, som er svag af de Trængsler, han udstod.
82 Dette jeg sige dog vil, og visselig vorder det fuldbragt,
83 Hvis den Gamle med Seir gaaer bort, og vinder i Striden,
84 Kaster jeg dig på et Skib, og sender dig over til Fastland,
85 Hen til Echetos, den Drot, som er hver en Dødeligs Rædsel;
86 Øren og Næse han skærer dig af med den grusomme Malmkniv,
87 River din Blusel af Liv, og for Hunde den kaster til Æde.
88 Saa han taled, og stærkere Angst foer Iros i Livet,
89 Frem blev i Kredsen han slæbt, og Hænderne hæved de Begge.
90 Først betænkte sig nu den hærdede Konning Odysseus,
91 Om han med Kraft skulde slaae, saa Livet forgik ham i Faldet,
92 Eller ham lempelig slaae, og kuns i Gulvet ham kaste.
93 Medens på dette han grunded, det bedst ham tyktes med Lempe
94 Manden at slaae, at han ei for Achaierne skulde sig røbe.
95 Hænderne løfted de flux, og i høire Skulder ham Iros
96 Slog, men på Halsen Odysses ham hug under Øret, og knuste
97 Benet derinde; det høirøde Blod udstyrted af Munden,
98 Brølende faldt han i Støvet, og fælt han med Tænderne gnidsled,
99 Medens han sparked med Hælen mod Jord; strax Beilerne løfted
100 Hænderne høit, og af Griin var de nærved at døe, men Odysseus
101 Bort fra Døren ham slæbte ved Benene lige til Gaarden
102 Hen til Porten af Hallen, og der han fik ham til Sæde,
103 Lænet mod Gaardsrumsmuren; en Kjep han gav ham i Haanden,
104 Og med bevingede Ord han talede til ham, og sagde:
105 Sid nu der! og hold baade Sviin og Hunde fra Gaarden,
106 Daarlige Karl! til Herre du ei over Fattig og Fremmed
107 Kaste dig op herefter, thi værre det da kunde gaae dig!
108 Saa han taled, og slængte på Ryg sin Fattigmandspose
109 Lappet og slidt; et Reeb hang ved, i hvilket han bar den;
110 Gik saa tilbage til Tærsklen, og satte sig der, men med Latter
111 Beilerne treen under Tag, og med venlige Ord de ham hilste:
112 Fremmede Mand! dig Zeus og de øvrige Guder forunde
113 Alt hvad du ønsker dig meest, og hvad helst dit Hjerte begjærer,
114 Da du fra Halsen os skaffed den graadige Fraadser, som altid
115 Tigger hos Folket: ret snart vil vi sende ham over til Fastland,
116 Hen til Echetos, den Drot, som er hver en Dødeligs Rædsel.
117 Saa de taled, og glad ved det varslende Ord blev Odysseus;
118 Strax Antinoos hented og gav ham den vældige Mave,
119 Stoppet med Ister og Blod, og Amphinomos tog i det samme
120 Ud af en stadselig Kurv to Brød, og lagde dem for ham,
121 Drak ham saa til af en gylden Pokal, og talte med Haandslag:
122 Hil dig, fremmede Fader! gid Held i kommende Dage
123 Følge dig maae, thi med svar Gjenvordighed drages du hidtil!
124 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
125 Du mig tykkes forstandig, Amphinomos! som det sig egner
126 Sønnen af saadan en Mand, thi høit jeg hørte berømme
127 Nisos, Dulichions Drot, for Rigdom saavelsom for Retsind;
128 Du er hans Søn, har jeg hørt, og venlig af Sind du mig tykkes,
129 Derfor jeg taler til dig, men mærk på mit Ord, og hør mig!
130 Ei noget Væsen på Jord er som Mennesket svagt og ustadigt
131 Blandt de Skabninger alle, som aander og kryber på Jorden.
132 Aldrig han tænker derpå, at Sorg kan ramme med Tiden,
133 Medens ham Guderne signe med Held, og hans Knæe ere stærke;
134 Men naar de salige Guder engang beskære ham Modgang,
135 Bærer han vranten sin Lod, og græmmer sig dybt i sit Hjerte;
136 Saa er de jordiske Menneskers Sind, det skifter bestandig
137 Efter de Dage, der sendes af Guders og Menneskers Fader.
138 Ogsaa jeg selv var en lykkelig Mand i forrige Tider,
139 Vold udøved jeg tit, henreven af Magt og af Styrke,
140 Og på min Fader jeg stoled saavelsom på kraftige Brødre.
141 Derfor sig aldrig en dødelig Mand formaste til Uret,
142 Ydmyg og stille han nyde de Gaver, ham Guderne skjenke!
143 Hvilket ugudeligt Væsen jeg her seer Beilerne drive!
144 Godset fortære de rask, og med Haan de begegne den Konnings
145 Viv, som ei ret længe, det troer jeg, fra Venner og Hjemstavn
146 Borte vil blive, thi alt er han nær; gid derfor en Guddom
147 Føre dig hjem til dit Huus, at ei du Manden skal møde,
148 Naar til sit elskede Fædreneland tilbage han kommer;
149 Thi naar han først under Tag er traadt, da vil det tilvisse
150 Knap gaae af uden Blod mellem ham og Beilernes Skare.
151 Talt; af den liflige Viin da stænked han Draaber til Offring,
152 Drak, og rakte Pokalen igjen i Herskerens Hænder.
153 Men gjennem Salen Amphinomos gik, mismodig i Hjertet,
154 Ludende dybt med Hoved, thi Ondt allerede han ahned.
155 Ei dog for Døden han slap, ogsaa han af Athene blev hildet,
156 At for Telemachos’ Hænder og Spyd han sit Liv skulde lade.
157 Ned på den Stol han sig satte, hvorfra han fornys havde reist sig.
158 Nu den Beslutning i Sind den lysblaaøiede Pallas
159 Skjød Ikarios’ Datter, den kløgtige Penelopeia,
160 Frem at træde for Beilernes Flok, at høit maatte svulme
161 Hjertet i Mændenes Barm, og at selv hun for Søn og for Husbond
162 Frem kunde staae meer værdig til Agt og Hæder end forhen.
163 Smiil fremtvang hun på Kind, tog Ordet, og talte saalunde:
164 Lyst som aldrig tilforn, Eurynome! føler mit Hjerte,
165 Frem at træde for Beilernes Flok, hvorvel jeg dem hader.
166 Gjerne desuden min Søn et Raad jeg gav til hans Bedste,
167 At han skal holde sig fjernt fra de dristige Beileres Samqvem;
168 Godt de tale forsand, men på Ondt bagefter de tænke.
169 Og hendes Skafferske strax, Eurynome, tog til at tale:
170 Sandt tilfulde, min Datter! er hvert et Ord, som du talte.
171 Gak da hen, og tael med din Søn, og fordølg ham det ikke!
172 Dog forfrisk dig først med et Bad, og salv dine Kinder,
173 Gaae dog ei som du er, af Graad over hele dit Ansigt
174 Skæmmet! kun værre det Onde man gjør ved evindelig Jamren.
175 Alt har din Søn jo naaet de Aar, hvorom du saa bønlig
176 Guderne bad, at du maatte ham see med Skjæg på sin Hage.
177 Derpå til Svar hende gav den forstandige Penelopeia:
178 Ei, Eurynome! raade du mig af kjærlig Bekymring,
179 At jeg forfriske mig skal ved et Bad, og Kinderne salve!
180 Lysten til Prunk og Pynt de salige Guder betog mig
181 Siden den Stund, da han drog bort på de bugede Skibe.
182 Gak nu og beed Autonoe strax og Hippodameia
183 Komme herop, hos mig skal de staae i Salen dernede,
184 Ene jeg gaaer ei til Mændene ind, jeg maatte jo blues.
185 Saa hun taled; af Kammerset bort sig skyndte den Gamle,
186 Ternerne Bud at give, og bød dem komme på Stedet.
187 Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas;
188 Over Ikarios’ Datter hun gjød den liflige Slummer,
189 Sovende sank hun tilbage, og Lemmernes Lede blev slappe,
190 Bedst som på Stolen hun sad; da smykked den høie Gudinde
191 Hende med himmelske Gaver, at Beilerne ret maatte studse.
192 Først med den himmelske Skjønhed hun luttred det deilige Ansigt,
193 Hvormed den smuktbekrandsede Viv Kythereia sig salver,
194 Naar hun begiver sig hen til Chariternes yndige Dandschor.
195 Saa hendes Væxt meer rank, hendes Huld meer fyldigt hun gjorde,
196 Og hendes Hud meer blændende hvid end det blankede Filsbeen.
197 Derpå begav igjen hun sig bort, den høie Gudinde.
198 Inde fra Kammerset kom nu de to hvidarmede Terner,
199 Snakkende høit, saa den blundende Viv af Søvne de vækked.
200 Strax sine Kinder med Haanden hun gned, og talte saalunde:
201 Blidt omhyllede Søvnen mig sorgbetyngede Qvinde;
202 O at mig Artemis, Jomfruen reen, påstand vilde give
203 Ligesaa blid en Død! at ei meer jeg ved idelig Jamren
204 Skal hengræmme mit Liv, i Savn af min elskede Husbonds
205 Glimrende Dyder; thi han var den herligste Mand af Achaia.
206 Talt; da steg hun ned fra det prægtige Høienloftskammer;
207 Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte.
208 Men da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare,
209 Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal,
210 Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør;
211 En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side.
212 Beilerne dirred i Knæe, deres Sind blev fortryllet af Elskov,
213 Inderlig ønsked Enhver at dele den Yndiges Leie.
214 Men til sin elskede Søn Telemachos Talen hun vendte:
215 Ei har din Hu og dit Hjerte, Telemachos! Fasthed som fordum.
216 Alt som Barn du næred i Sind langt klogere Tanker;
217 Nu da voxen du est, og kommen til Ungdommens Fuldmaal,
218 Nu da Enhver vilde sige, som saae din Skjønhed og Reisning,
219 Var det en Fremmed endog, at Søn du est af en Ædling,
220 Nu er ei meer som før din Hu og dit Hjerte besindigt.
221 Hvad for en Gjerning dog her i vort Huus er bleven forøvet!
222 Og du har baaret med Taal, at man grovt mishandled en Fremmed!
223 Siig! hvordan vil det gaae, naar en Fremmed, som fredelig sidder
224 Her i vort Huus, maa lide saa voldsom og krænkende Medfart?
225 Skjændsel og Spee blandt Menneskens Børn vil det over dig bringe!
226 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
227 Moder! jeg ikke fortænke dig kan, at du vredes herover;
228 Visselig har jeg i Hjertet Forstand, og tilfulde jeg indseer,
229 Hvad der er godt og ondt, som et Barn jeg teede mig hidtil,
230 Dog umulig formaaer jeg, i Alt at tænke forstandig,
231 Thi jeg er her omringet af Mænd, som svart mig forbløffe,
232 Mænd med Ondskab i Hjertet, og Hjelpere mangler jeg ganske.
233 Ei hiin Dyst, som Iros bestod med den fremmede Betler,
234 Faldt dog ud efter Beilernes Sind, men denne var stærkest.
235 Gid dog, Zeus Alfader, Apollon og Pallas Athene!
236 Gid på lignende Viis i vort Huus nu Beilerne alle
237 Dingled med Hoved, forkuede reent, deels ude på Gaarden,
238 Deels i Salen herinde, og Lemmerne segned af Lamhed,
239 Ret som Iros nu hist på Gaarden derude ved Porten
240 Sidder og dingler med Hoved, livagtigen som en Beruset,
241 Ei kan han lige på Benene staae, og ei kan han vandre
242 Hjem til sit Huus, hvor han boer, thi hans Lemmer er slagne med Lamhed.
243 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
244 Derpå Eurymachos talede saa til Penelopeia:
245 Hør mig, Ikarios’ Datter, forstandige Penelopeia!
246 Saae dig Achaiernes Mænd, som beboe det Iasiske Argos,
247 Da vilde Skarer påny af Beilere gjæste din Bolig
248 Alt imorgen den Dag, thi høit du staaer over Qvinder
249 Ei blot i Aasyn og Væxt, men og ved dit sindige Hjerte.
250 Derpå ham svared igjen den forstandige Penelopeia:
251 Ak! de salige Guder, Eurymachos! skæmmed mit Tække,
252 Baade min Væxt og mit Aasyn den Stund Argeierne seiled
253 Bort til Ilions Stad, og med dem Odysses min Husbond.
254 Ja! naar tilbage han kom, og mit Liv han hæged ved Ømhed,
255 Større maaskee og skjønnere Rye jeg da kunde vinde;
256 Dog, nu græmmes jeg svart, slig Qval har en Gud mig beskikket.
257 Ak! dengang han forlod mig, og drog fra sin fædrene Hjemstavn,
258 Greb han om Leddet min høire Haand, og talte saalunde:
259 Hustrue! vi komme vel neppe, vi pandsrede Mænd af Achaia,
260 Alle tilhobe fra Ilios hjem i Behold og ilive;
261 Ogsaa de Troiske Mænd, har man sagt, ere dygtige Krigsfolk,
262 Enten det gjælder at kaste med Spyd, eller skyde med Pile,
263 Eller at tumle for Karm rapfodede Heste, som hurtigst
264 Ende den skrappeste Dyst i den altødelæggende Krigsfærd;
265 Vide jeg kan da ei, om en Gud forunder mig Hjemfart,
266 Eller i Troia jeg falder; selv vogte du Alt i Paladset!
267 Kom min Fader og Moder ihu, og plei dem herhjemme
268 Ømt som nu, ja muligen meer, da selv jeg er borte!
269 Men naar du seer, at vor Søn har Skjæg om Kind og om Hage,
270 Ægt da den Mand, som tækkes dig bedst, og drag fra vor Bolig!
271 Saaledes lød hans Ord, og nu fuldkommes det ganske.
272 Komme der vil en Nat, da jeg holder mit rædsomme Bryllup,
273 Jeg usalige Viv, hvem Zeus al Lykke berøved.
274 Dog en gruelig Sorg mig gaaer gjennem Sjelen og Hjertet:
275 Ei var det Beileres Viis tilforn sligt Væsen at drive;
276 Hvo som en ædelig Qvinde, en Datter af rige Forældre,
277 Ønsked at fæste til Viv, og beilede sammen med Andre,
278 Bragte til Bruden Foræringer med, og desuden til Gilder
279 For hendes Venner og Slægt baade Oxer og triveligt Smaaqvæg;
280 Ei var det Skik, at man tærede frit på Fremmedes Velstand.
281 Talt; med Glæde fornam den hærdede Konning Odysseus,
282 At hun Foræringer lokked dem fra, og snildt deres Hjerter
283 Daared med venlige Ord, men at Tankerne stode til Andet.
284 Hende til Svar Antinoos gav, hiin Søn af Eupeithes:
285 Hør mig, Ikarios’ Datter! forstandige Penelopeia!
286 Alle de Gaver, Achaiernes Mænd dig hid ville bringe,
287 Dem skal du tage, thi ei er det smukt, Foræring at afslaae;
288 Hverken vi dog til vort Hjem, eller andenstedshen ville drage,
289 Før af Achaierne her du den Ypperste vælger til Husbond.
290 Saa Antinoos talte, hans Ord godt hued dem Alle.
291 Hver afsendte nu flux en Herold for Gaver at hente.
292 Strax til Antinoos bragtes et Slør af brogede Farver,
293 Stort og deiligt, på hvilket der sad tolv prægtige Spænder,
294 Heelt af det pureste Guld, med bøiede Hægter at lukke.
295 Men til Eurymachos bragte Herolden et prunkende Brystspan,
296 Gyldent, besat med Elektron, og straalende blankt som Solen;
297 Men til Eurydamas kom et Par tindrende Ørenringe,
298 Tre Juveler i hver, fortryllende skjønne de funkled.
299 Og fra den Drot Peisandros’s Huus, hiin Søn af Polyktor,
300 Bragte hans Svend et deiligt Klenod, et kosteligt Halsbaand.
301 Saaledes hver af Achaierne gav en prægtig Foræring.
302 Op i sit Høienloftskammer da gik den herlige Qvinde,
303 Fulgt af de tjenende Terner, som bar de deilige Gaver.
304 Beilerne vendte sig atter til Dands og lystige Sange,
305 Mored sig godt, og tøvede der til Aftenens Komme,
306 Og som de mored sig bedst, frembrød den skumrende Aften.
307 Tre Ildgryder de lode nu flux opstille på Tilie,
308 Rundtom i Salen at lyse, med knastørt Ved var de fyldte,
309 Vissent og tørt forlængst, og nys var det splintret med Øxen;
310 Spåner af Fyr de kasted deri, og Odysses’s Terner
311 Skiftedes ad, de lysende Blus at holde vedlige.
312 Derpå til Ternerne talte den sindrige Konning Odysseus:
313 Terner hos Drotten Odysses, den lang Tid savnede Konge!
314 Gaaer til Kammeret hen til Eders ærværdige Dronning,
315 Enten at dreie den snurrende Teen eller Ulden at karte,
316 Fryde det vil hendes Sind, naar I sidde derinde ved Arbeid.
317 Jeg skal nok blandt Mændene her for Lysningen sørge;
318 Selv om dem lyster at tøve, til Dagningen stiger på Guldstol,
319 Giver jeg dog ei tabt, thi vant jeg er til at taale.
320 Saa han talte, men Ternerne loe, og saae på hverandre;
321 Spodsk da skjændte Melantho, en smuk og rødmusset Pige,
322 Dolios hedd’ hendes Fader, men kjærligen Penelopeia
323 Drog hende op som sit Barn, og gav hende Alt hvad hun ønsked
324 Ei dog Penelopeias Bekymring hun tog sig til Hjerte,
325 Men med Eurymachos lønlig hun leved i skammeligt Bolskab;
326 Hun sig gav til at skjænde med haanlige Ord på Odysseus:
327 Fremmede Skrog! din Forstand maa sikkerlig være forstyrret,
328 Siden til Smedens du ei gaaer ned i Essen at sove,
329 Eller til Herberget søger, men her evindelig prater
330 Frækt i en talrig Forsamling, og ei anfægtes af Noget.
331 Vinen har gjort dig i Hovedet ør, eller og dine Tanker
332 Altid er skjøre som nu, at reent hen i Veiret du snakker.
333 Blev du af Glæde forrykt ved din Seir over Betleren Iros?
334 Vog dig, at ei en stærkere Mand end Iros sig reiser,
335 Snart med vældige Næver i Mund og Næse han slog dig,
336 Og af Paladset dig jog med strømmende Blod på dit Ansigt.
337 Flux med rynkede Bryn gjensvared Odysseus den snilde:
338 Hen jeg gaaer og fortæller Telemachos Alt, du Forvorpne!
339 Hvad du har sagt, da lader han strax i Stykker dig hugge.
340 Talt, og Pigernes Flok ved sit Ord han jog fra hverandre.
341 Flux gjennem Salen de foer, og Knæerne under dem rysted
342 Svart af Skræk, thi de troede forvist, at hans Trudsel var Alvor.
343 Selv han traadte til Gryderne hen, og røgtede Ilden,
344 Stirrende hen på Beilernes Flok, men i Hjertet på andre
345 Tanker han grundede dybt, som ei skulde vorde til Intet.
346 Ei lod Pallas Athene de dristige Beileres Skare
347 Reent ophøre med krænkende Spot mod Helten Odysseus,
348 At i hans Sjel Forbittrelsen end kunde dybere fæstes.
349 Først tog Polybos’ Søn Eurymachos Ordet iblandt dem,
350 Drillende spodsk Odysses, men Vennernes Latter han vakte:
351 Hører mig, Drotter tilhobe, som frie til den prisede Dronning!
352 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Barm mig byder forkynde:
353 Uden en Gud kom ei hiin Mand til Odysses’s Bolig!
354 Ei blot Baalenes Blus, jeg troer, men ogsaa hans Hoved
355 Giver os Lysning, thi ei er der skabt et Haar på hans Isse.
356 Derpå han vendte sit Ord til den Stadomstyrter Odysseus:
357 Fremmede! vilde du hyre dig bort, ifald til min Landgård
358 Fjernt herfra jeg dig førte – på Løn ei skorte det skulde –
359 Gjerder at hegne med Tjørn, og dygtige Træer mig plante?
360 Aaret igjennem jeg skulde da der med Kost dig forsyne,
361 Give dig Klæder på Kroppen, og Skoe under Foden at binde.
362 Dog da du kuns Udyder har lært, saa har du vel neppe
363 Lyst til nyttig Haandtering, men vandrer vel før som en Tigger
364 Rundtom i Land, og fylder din graadige Vom ved at betle.
365 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
366 Hvis på det samme vi To, Eurymachos! Græs skulde meie
367 Midt om Vaaren, naar Dagen er lang, omkap med hinanden,
368 Sammen i Vang, og den bøiede Segl jeg fik mig i Haanden,
369 Du fik ogsaa dig een, at vi rask tilværks kunde skride,
370 Selv om vi fasted fra Grye til Qvæld, og Græs var i Mængde;
371 Eller, jeg sætter, vi kjørte for Plov to dygtige Oxer,
372 Glindsende, bygte forsvarlig, og mættede begge med Foder,
373 Eens af Alder og Kraft og flidudholdende Styrke,
374 Veeg saa Muldet for Plov, og vi pløied en Ager på fire
375 Tønder, da skulde du see, om lige jeg skar mine Furer.
376 Eller ifald Kronion opvækkede Krig her i Landet
377 Alt idag, og jeg fik mig et Skjold, to dygtige Landser,
378 Dertil en Hjelm af Malm, som sluttede fast om min Tinding,
379 Da skulde vist du mig see blandt de forreste Kæmper mig tumle,
380 Og for min Bug ei meer du haanligen skulde mig laste.
381 Dog hovmodig du est, og høist uvenlig af Hjerte;
382 Stor og mægtig du sagtens dig selv indbilder at være
383 Her hvor du kuns omgaaes med Faa, og just ikke Brave,
384 Men naar Odysses igjen kom hjem til Fædrenelandet,
385 Da kunde Dørene her i Paladset med al deres Bredde
386 Let dig vorde for snevre, naar ud over Tærskel du flygted.
387 Talt; end meer ved hans Ord blev i Hjertet Eurymachos opbragt
388 Rynkede Bryn, og gav med bevingede Ord ham til Gjensvar:
389 Usling! påstand skal din Løn du fåe, at du vover at tale
390 Frækt i en talrig Forsamling, og ei anfægtes af Noget;
391 Vinen har gjort dig i Hovedet ør, eller og dine Tanker
392 Altid er skjøre som nu, at reent hen i Veiret du snakker;
393 Blev du af Glæde forrykt ved din Seir over Betleren Iros?
394 Saa han taled, og greb en Skammel med Haand, men Odysseus
395 Ned ved Amphinomos’ Knæe, den Dulichiers, hurtig sig satte,
396 Ræd for Eurymachos’ Kast, men Skammelen traf deres Mundskjenks
397 Haand, saa Kanden han slap, og klirrende faldt den på Gulvet;
398 Selv med et smerteligt Brøl til Jorden han styrtede baglænds.
399 Beilerne støied og larmed nu høit i den skyggende Høisal;
400 Mangen da talte saalunde med Øinene vendt mod sin Naboe:
401 Gid den fremmede Stodder sin Død etsteds havde fundet,
402 Før han os gjæsted; ei havde han da slig Tummel forvoldt os!
403 Nu vi kives for Betleres Skyld, og det herlige Maaltid
404 Taber jo ganske sin Fryd, naar sligt Uvæsen skal herske.
405 Derpå den kraftige Svend Telemachos taled iblandt dem:
406 Ulyksalige Mænd! I rase jo! Maden og Vinen
407 Røbe hvad Hjertet er fuldt af; en Gud Eders Sind har fortumlet.
408 Dog da tilgavns I har spiist, saa ganger nu hjem for at sove,
409 Naar I det finde for godt, thi ei bortviser jeg Nogen.
410 Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig,
411 Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig.
412 Derpå sin Røst i Kredsen Amphinomos hæved, og talte,
413 Glimrende Søn af Nisos, hvis Fader var Drotten Aretos:
414 Ei var det Skjel, mine Venner! ifald på saa billig en Tale
415 Nogen af os ham heftige Ord vilde give til Gjensvar.
416 Krænker ei heller den Fremmede meer, saalidet som nogen
417 Anden af Svendene her i Helten Odysses’s Kongsgård!
418 Nei! lad Skjenken påstand os Bægrene fylde til Offring,
419 At vi, naar Vinen er offret, kan hjem os begive til Hvile.
420 Men i Odysses’s Huus vi den Fremmede lade tilbage,
421 Sørge for ham maa Telemachos selv, til hvem han jo tyede.
422 Saa Amphinomos talte, hans Ord godt hued dem Alle.
423 Viin i Kummen nu blanded påstand Amphinomos’ Tjener,
424 Mulios, der fra Dulichions Øe som Herold havde fulgt ham,
425 Treen saa med Bægrene frem, og deelte dem rundt; og til Himlens
426 Guder de offred den liflige Viin, saa drak de tilhobe;
427 Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted,
428 Gik Enhver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange