De Dødes Dag (spansk: Día de Muertos) fejres i mange spansktalende lande. Skikken er meget gammel. Der er registreret fejringer fra aztekere og mayaerne. I Mexico er De Dødes Dag en af årets vigtigste højtider. Før den spanske erobring foregik fejringen i juni. Efter katolicismen fik indpas blev fejringen flyttet til 1 og 2 november så det passede sammen med Allehelgensdag. Det er en festdag både i Mexico og Mellemamerika samt store dele af USA, hvor der befinder sig mange mexicanere og mellemamerikanere.

Natten mellem Allehelgensdag- og Allesjælesdag tilbringer mange mexicanere på familiens gravsted, som udsmykkes med blomster, vokslys og fotografier. For at vise de døde vej til de levendes verden, pyntes kirkegårdens stier med orange tagetes, som er de dødes yndlingsblomst. På festens sidste dag går familien hjem og ”deler kraniet”, som man kalder maden på offerbordet.

De spansktalende og mexikanerne er dog langt fra de eneste som fejre Dødens dag. Rundt omkring i verden er der mange forskellige måder at mindes eller fejre de døde på. Nogle ofrer til forfædrene, andre fester med grinende skeletter eller danser med deres afdøde slægtninges knogler.

I den kristne verden fejre man allehelgensdag, som er en kristen mindedag for alle martyrerne og helgenerne inden for kirken. Tidligere havde hver helgen sin egen mindedag, men i år 609 besluttede paven at indføre en fælles mindedag for alle helgener allehelgensdag. Det er blevet stadig mere almindeligt at benytte denne dag
til også at mindes andre døde på allehelgensdag ved for eksempel at tænde lys på kirkegården.

Det er dog i de spansktalende lande at man for alvor slår sig løs på de dødes dag. Dette er nemlig en festdag. Ja rent faktisk er det ofte årets største begivenhed. I Mexico er det en udbredt tro, at de afdødes sjæle vender tilbage til familien på de dødes dag, som egentlig strækker sig over to dage i november. Derfor bygger familierne små altre i hjemmet, som de pynter med fotos af de døde, ting den afdøde kunne lide, stearinlys, drikkevarer, frugt og farverigt pynt af tyndt papir. Her skelnes ikke så meget mellem levende og død hvilket bla. ses i de illustrationer, dukker, legetøj, der benyttes. Her smiler skeletterne lystigt, mens de udfører forskellige helt almindelige erhverv som brandmand, bonde eller tandlæge.

Skønt Dødens dag udefra ser ud til at handle om de døde så er virkeligheden dog at det mere er en familiedag hvor man mødes og styrker båndene mellem generationer. Det som virkelig er i fokus på de dødes dag er samværet med hinanden og fejring af livet. Det kan virke taktløst når man danser rundt med skeletter og blander en mindehøjtidelighed for de døde, med fest og dans, men dette er netop kernen i de dødes dag. Man fejre de døde ved at fejre livet. På Madagaskar nøjes nogle ikke med at få besøg af de afdødes sjæle. Nogle finder ligefrem på at hente resterne af de døde fra graven, vikler dem ind i nye stoffer og danser med dem til munter musik.

Igen kan dette ud fra et traditionelt dansk synsvinkel synes grænsende til det morbide og decideret uanstændig opførsel, men det er væsenligt at være opmærksom på at vores omgang med de døde er gevaldig præget af den kristne indflydelse. Vi er vant til at længsel efter de afdøde er noget vi holder indenfor familien, i stilhed og sorg. At Dødens dag ses som en glædelig begivenhed ses eksempelvis i hvordan folk udsmykker sig. Temaet er ikke rædsel, uhygge og sorg, men mere noget forførende, humoristisk og sjovt.

I Mexico bliver Døden personificeret i figuren “la Catrina” (La Calavera Catrina), en høj farverig skelet-dame, skabt af den mexicanske satiriske tegner José Guadalupe Posada i slutningen af 1800-tallet. Hun står på balkoner, i butikker, i huse og haver og ta´r imod os med sit største papmaché-grin. Hendes mand, “el Catrin”, gerne med høj hat og høj cigarføring.