Sikhismens historie og udbredelse

Ordet “sikh” betyder “discipel” eller “lærling”. Sikhismens grundlægger Nanak blev født i 1469 i Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan som søn af en mand, der tilhørte krigerkasten. Omkring år 1500, da Nanak var ca. tredive år gammel, fik han en åbenbaring og mente sig kaldet til at udrede troen og dyrkelsen af én gud og én religion, en religion, der på samme tid ophævede og optog mange af de hinduistiske og muslimske forestillinger og ritualer, som prægede hans samtid.

Åbenbaringen og den særlige viden og indsigt, som Nanak fik og formidlede til andre, gjorde ham til en sand religiøs leder og autoritet, en guru . Efter Nanak fulgte en række på 9 guruer, der alle bidrog til den fortsatte udvikling af sikhismen. De mest betydningsfulde guruer efter Nanak var den 5., Arjan, og den 10., Guru Gobind Singh.

Arjan grundlagde sikhernes centrale tempel, “Det gyldne Tempel” i Amritsar, samlede og fuldendte sikhernes hellige bog, Adi Granth (adi betyder “original” og granth “bog”), og gjorde den til det centrale kultobjekt i templet. Guru Gobind Singh indstiftede det særlige sikh-broderskab, khalsa (se nedenfor), og afsluttede rækken af levende guruer. Med afskaffelsen af levende guruer overgik positionen som guru dels til den hellige bog, Adi Granth, der derfor oftest kaldes Guru Granth Sahib (“Herr Guru Bog”), dels til sikh-broderskabet, khalsa’en, der i denne sammenhæng også kaldes Guru Khalsa .

Sikhismen er i tidens løb blevet en etnisk religion, på mange måder intimt knyttet til guruernes og sikhernes ofte konfliktfyldte historie. Efter at Punjabs grænser i 1966 blev ændret ud fra sproglige kriterier, kom sikherne til at udgøre et flertal i denne indiske delstat. Stærke seperatistiske bevægelser mener imidlertid, at Punjab skal være en helt selvstændig nation, og sammenstød mellem disse grupper af sikher og de indiske myndigheder har derfor løbende fundet sted.

Langt de fleste sikher lever i delstaten Punjab. Her udgør de den religiøse majoritet, mens de i Indien som helhed udgør en religiøs og etnisk minoritet. I det tilstødende Kashmir bor der også sikher, og her udgør de sammen med hinduer og buddhister en minoritet i forholdet til majoriteten af muslimer. De vedvarende og ofte blodige stridigheder mellem Pakistan og Indien og mellem muslimske og hinduistiske grupper om Kashmir har naturligvis også haft konsekvenser for sikherne i området, og mange sikher har måttet forlade Kashmir.

Uden for Indien finder vi store sikh-menigheder i England og USA, og mange mindre menigheder findes andre steder i verden. Det samlede antal af sikher i hele verden anslås til ca. 18 millioner, iberegnet samtlige medlemmer af de forskellige sikh-retninger, som er opstået i tidens løb.

 

Sikhismens lære

Centralt i kulten står Guru Granth Sahib (Adi Granth), den hellige bog, som på mange måder kan siges at være hjertet i sikh-religionen. Bogen, skrevet med en særlig skrift (gurmukhi), indeholder en række hymner skrevet af Nanak og nogle af de guruer, der fulgte efter ham. Hertil kommer tekster fra religiøse tænkere, hinduer såvel som muslimer, fra tiden før Nanaks åbenbaring. Disse tekster opfattes af sikherne som værende i “åndelig samklang” med Nanaks lære. Alle kopier af bogen er identiske og alle har 1.430 sider. Sproget, der bruges ved recitation fra bogen er fortrinsvis punjabi.

I den centrale helligdom, Hari Mandir eller Darbar Sahib i Amritsar, i Vesten kendt som “Det Gyldne Tempel”, og i de mange lokale helligsteder kaldet gurdwara (‘Guruens dør’), hviler bogen rigt smykket på en forhøjning af puder og hynder under en baldakin. Når den er utildækket, vogtes den af et medlem af khalsa- broderskabet, der som regel står med en særlig kultgenstand i hånden (en vifte, der symboliserer autoritet). Bogen behandles som var den Guruen selv, og visse steder har den et særligt rum, hvor den sover, for så om morgenen at blive vækket og båret frem på hæderspladsen.

I forbindelse med en gurdwara er der som regel et køkken (langar), hvor man serverer mad til alle – uanset kaste. I nogle gurdwara’er kan man også overnatte, og deres sociale betydning er stor: Ofte er de centre for velgørenhed og bespisning af fattige, og til tider er der indrettet hospital og skole i tilknytning til en gurdwara. En flagstang med et flag med sikhernes symboler, hjulet og to sværd på en gul eller blå bund, står foran gurdwara’en.

Der er ingen faste ugentlige helligdage, og man kan aftale at mødes i gurdwara’en en bestemt dag. Kulten er uformel og afslappet. Deltagerne har taget bad, inden de kommer, og man tager fodtøjet af, før man træder ind, ligesom tildækning af håret med turban eller tørklæde også er obligatorisk. Stole og bænke findes ikke; man sidder på tæpper og på gulvet.

Når Adi Granth om morgenen åbnes, læser man op fra et tilfældigt valgt sted. Der er ingen præster, for ingen må stå imellem den enkelte og Gud. Ved ankomsten til templet går man op til Adi Granth og hilser. Man ofrer, f.eks. penge eller fødevarer, der kan bruges i køkkenet, og herefter placerer mændene sig til højre og kvinderne sig til venstre for at deltage i afsyngningen af hymner ledsaget af musik. Nogen gange er der en kort “prædiken”, dvs. udlægning af en af hymnerne og teksterne.
Gudstjenesten kan vare flere timer. Den afsluttes med en højtidelig fællesbøn kaldet arda : Alle rejser sig og står vendt mod Adi Granth, og i bønnen mindes man og ærer Gud, de ti guruer, Adi Granth m.v.

Imens bønnen finder sted rører et medlem af menigheden med et sværd den s.k. karah parshad, en sakramental spise bestående af mel, sukker og renset smør (ghee). Denne hellige spise tilbydes enhver som udtryk for, at alle er lige for Gud, efter at den først er blevet ofret til Adi Granth.

Den hengivne sikh dyrker naturligvis også Gud i det private. Han bør stå tidligt op, og efter at have badet bør han fremsige morgenbønnen, der rummer den centrale trosbekendelse. Fremsigelsen af denne bøn og aftenbønnen er primært en meditationsøvelse på linje med gentagelsen af Guds navn. Nogle sikh-familier har deres private kopi af Adi Granth og har altså en mini-gurdwara i deres hus.

Der er kun én Gud.
Han er den højeste sandhed,
alle tings skaber og den altgennemtrængende ånd.
Han er uden frygt og fjendskab.
Han er tidløs,
og han er ikke født og vil ikke dø til en genfødsel.
Han er oplyst ved sig selv,
og han kan blive kendt ved sin nåde som guru.

Som det fremgår af dette åbningsvers til den hellige bog, Adi Granth, er sikhismen en monoteistisk religion. Gudsforestillingen er præget af både hinduistisk bhakti-tilbedelse, hvor den personlige hengiven sig i sang og dans til guden og dennes kærlige nåde står i centrum og af islams gudsforestilling. Gud, kaldet Akal Purakh , er den øverste og egentlige Guru. Han er både personligt og upersonligt opfattet, både en altgennemtrængende kraft og en personlig gud, der har skabt verden og er interesseret i menneskets frelse (mukti).

Det religiøse mål for sikherne er frelse gennem sjælens forening (sahaj) med Gud. Sikherne deler forestillingen om karma og samsara og en udødelig sjæl med hinduer, men mener som mange bhakti – påvirkede hinduer, at Gud kan bryde den ellers ubrydelige kæde af konsekvenserne af handlingerne. Ja, i sidste ende er det pga. menneskets egoisme og selvcentrering kun Guds nåde (nadar), der kan føre til frelsen. Denne opfattelse, og forestillingen om at Gud er over alt og overalt i verden gør, at sikherne lægger større vægt på den åndelige og indre perfektionering end på ritualer, og det er en af grundene til at kulten er relativ enkel.

En forudsætning for at blive frelst er, at man følger Guds vej, dvs. den vej som guruerne har åbenbaret, og som fremgår af hymnerne i Guru Granth Sahib. Sikherne lægger stor vægt på meditation, men søger at forene den meditative vej til Gud med et aktivt liv i denne verden. Verden er skabt af Gud og derfor god, men sikherne deler den udbredte hinduistiske forestilling om, at den skabte verden også er en illusion, et blændværk (maya) , der forleder mennesket til at glemme Gud og det faktum, at dets sjæl i virkeligheden ikke hører til i denne verden, men i den guddommelige.

Vægtningen af den åndelige og indre transformation samt et ideal om social lighed og retfærdighed gjorde, at allerede Nanak forholdt sig afvisende over for de hinduistiske kasteforestillinger og regler. Selv om kasteforestillinger også i dag på både det læremæssige plan og i praksis afvises af mange sikher (“vi tror ikke på kaster” eller “i sikh-religionen er der ikke kaster”), så kan kastetilknytning i forbindelse med f.eks. indgåelse af ægteskab alligevel spille en rolle for visse sikher.

 

 

Det gyldne tempel i Amritsar

Det gyldne tempel i Amritsar, hvis officielle navn er Sri Harmandir Sahib, er sikhernes største helligdom. Det gyldne tempel blev anlagt i 1604 af den fjerde af de 10 sikh – guruer, Guru Ram Das. Hans søn og efterfølger, den femte guru, Arjun, opførte et tempel i midten af et bassin, gjorde vandet helligt og placerede sikhernes hellige skrift – Granth Sahib i det allerhelligste i templet. I 1803 ombyggede sikhernes hersker Maharadja Ranjit Singh i marmor og guld. Alene til kuplen blev der anvendt 400 kg bladguld.

Ordet “sikh” betyder “discipel” eller “lærling”. Sikhismens grundlægger Nanak blev født i 1469 i Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan som søn af en mand, der tilhørte krigerkasten. Omkring år 1500 da Nanak var ca. tredive år gammel, fik han en åbenbaring og mente sig kaldet til at udrede troen og dyrkelsen af én gud og én religion – en religion, der på samme tid ophævede og optog mange af de hinduistiske og muslimske forestillinger og ritualer, som prægede hans samtid.

Åbenbaringen og den særlige viden og indsigt, som Nanak fik og formidlede til andre, gjorde ham til en sand religiøs leder og autoritet – en guru. Efter Nanak fulgte en række på 9 guruer, der alle bidrog til den fortsatte udvikling af sikhismen. De mest betydningsfulde guruer efter Nanak var den 5., Arjan, og den 10., Guru Gobind Singh. Arjan grundlagde sikhernes centrale tempel, “Det gyldne Tempel” i Amritsar, samlede og fuldendte sikhernes hellige bog, Adi Granth (adi betyder “original” og granth “bog”) og gjorde den til det centrale kultobjekt i templet.

Lidt baggrund om sikherne i Punjab

Indien har i meget af perioden siden uafhængigheden haft særlige problemer med store dele af befolkningen i delstaten Jammu og Kashmir, som ikke har villet anerkende indisk overhøjhed. Det har specielt været muslimer i Kashmir-dalen, der har rejst krav om uafhængighed eller tilslutning til Pakistan. Hinduerne i det sydligere Jammu og buddhisterne i Ladakh-området har derimod støttet fortsat tilknytning til Indien. I nærværende sammenhæng er det forholdet mellem sikherne i Punjab og den centrale regering, der er specielt interessant.

I sammenligning med Indiens øvrige delstater er Punjab en rig delstat. Befolkningen har her oplevet betydelig økonomisk fremgang siden midten af 1960‘erne – først og fremmest takket være den grønne revolution i landbruget. Paradoksalt nok er det netop i denne økonomiske fremgang, man kan finde nogle af årsagerne til voksende utilfredshed blandt sikherne. Sikh-bønderne mente nemlig ikke, at de fik indkomstforøgelser og forbedringer af deres levestandard svarende til forøgelsen af deres produktion. Tværtimod følte de sig lidt snydt på grund af alt for lave priser på deres afgrøder.

Tilsvarende opfattelser har været udbredt blandt bønder overalt i Indien. Det er noget af baggrunden for de skærpede konflikter omkring hele udviklingsstrategien. Hvor disse konflikter i det øvrige Indien har ført til konfrontationer mellem by og land, har konflikten i Punjab imidlertid fået en ekstra og skærpende dimension. Her er næsten alle bønderne nemlig sikher, mens opkøberne overvejende er hinduer. Tilsvarende er dem, bønderne skal købe kunstgødning og andre indsatsvarer hos, også hinduer. Under disse omstændigheder har det været nærliggende for sikh-bønderne at opfatte interessekonflikten om priserne også som en konflikt mellem de to trossamfund. Eller det har været bekvemt for dem at fremstille konflikten på denne måde for at skabe samling i egne rækker og for at få opbakning fra andre sikher.

I byerne, hvor hinduerne udgør et flertal i det meste af Punjab, stødte de to trossamfund sammen i indbyrdes konkurrence på en lang række områder. Det væsentligste nye element var her, at der var fremkommet en efterhånden stor gruppe unge sikher med højere uddannelse. Et stigende antal af disse unge stod uden arbejde. Under disse forhold var det ikke vanskeligt for de religiøse og politiske agitatorer at overbevise denne gruppe om, at det var hinduerne, der tog de stillinger, som sikherne retteligt burde have haft.

Der kunne fremhæves flere områder, hvor økonomiske interessemodsætninger faldt sammen med – eller kunne fortolkes som sammenfaldende med – religiøse forskelle. Men det de anførte er tilstrækkelige til at illustrere den frugtbare grobund, der hen imod slutningen af 1970‘erne var skabt for en appel til sikhernes egenart og særinteresser. Oprøret blandt sikherne startede så småt i 1978. Men det var først i 1981, at terroraktionerne antog et mere markant omfang. Det var også på det tidspunkt, sikh-ekstremisterne begyndte at myrde fremtrædende hinduer og moderate sikh-ledere. Terroraktionerne fortsatte i 1982 og 1983, også efter at forbundsregeringen havde indført præsidentstyre i Punjab og dermed overtaget hele regeringsmagten i delstaten. I 1984 blev situationen yderligere tilspidset, fordi en af de yderliggående sikhledere, Bhindranwale, forskansede sig med nogle hundrede tilhængere i Det Gyldne Tempel i Amritsar og derfra helt åbenlyst styrede terroraktionerne.

Myndighederne tøvede naturligt nok med at gribe ind over for de forskansede sikher. Det ville være et uhørt overgreb mod sikhernes betydeligste helligdom at drive ekstremisterne ud med vold. Når det alligevel blev udgangen på denne første store konfrontation – med stormen på templet i juni 1984 -, hang det formentlig sammen med det pres, hinduer i store dele af det øvrige Nordindien lagde på forbundsregeringen for at få den til at statuere et eksempel. Der er da heller ingen tvivl om, at stormen på templet og henrettelsen af Bhindranwale fik tilslutning i vide kredse uden for Punjab. Til gengæld påtvang stormen sikherne en enighed og en radikalitet, som ikke tidligere havde været til stede.

Selv de mest moderate Akali Dal-ledere måtte fordømme stormen på deres helligdom. Samtidig skabte begivenheden en sådan vrede blandt de mange tusinde sikher, der lever i Nordamerika og Vesteuropa, at det heriblandt blev muligt at rejse meget store pengebeløb til støtte for sepatisternes kamp for et uafhængigt Khalistan.

Et af sikh-ekstremisternes svar på hærens overgreb blev mordet på Indira Ghandi. Selve mordet blev udført af to af hendes egne sikkerhedsvagter, der begge var sikher. Mordet affødte en voldsom reaktion fra mange tusinde hinduer i de nordindiske byer. Som hævn satte de ild til sikhernes forretninger og huse. Flere tusinde sikher blev dræbt under de første dages uroligheder. Først efter indsættelsen af paramilitære styrker og hæren blev roen genoprettet. Rajiv Gandhis regering bestræbte sig på at bilægge konflikten med ikke-voldelige midler.

Det er i den forbindelse også værd at notere, at myndighederne ikke stormede Det Gyldne Tempel i foråret 1988, da en større gruppe militante sikher igen havde forskanset sig der. I stedet blev de tvunget til at overgive sig efter belejring og udsultning. Den ændrede stil fra forbundsregeringens side blev fulgt op i de efterfølgende år, og selv om terroraktionerne fortsatte, lykkedes det senere for Rao-regeringen at få en konstruktiv dialog i gang med moderate sikh-ledere.

I 1992 var situationen i Punjab så meget under kontrol, at der kunne afholdes forsinkede valg til Lok Sabha og almindelige valg til delstatens parlament. Dermed blev forløbet af konflikten mellem sikherne og forbundsregeringen endnu et eksempel på, at Indiens politiske system i det mindste kan indkapsle og dæmpe selv voldsomme modsætninger i samfundet.