Biografier nordamerikanske indianere – Gall

Gall

Gall (Pizi, eller Galls barndomsnavn; Bear- Shredding His Hair), Stamme: Hunkpapa ( Lakota/Sioux). Under Sioux-folkets kampe for at bevare deres frihed, var en af de mest aggressive ledere, Gall. Presset vestpå af den såkaldte civilisation havde de sidste tre århundreder været enormt. Da vores verdensdel blev “opdaget” havde den været beboet i utallige år af dens indfødte befolkning. Men den var forblevet uopdaget fordi dens oprindelige beboere ikke havde kortlagt den, endsige reklameret for den. Og dog var der nogen blandt dem, der havde udviklet grundlæggende idealer, som inkluderede reel frihed og lighed blandt alle mennesker. Samtidig erkendte de ikke individuelt ejerskab af jorden eller andre ejerskab udover det naturlige behov. Det var en sjælelig udvikling, der ledte til essensen af mandighed og under dette system kom der nogle slående karakterer frem.

Gall var, både blandt sine egne, men også blandt de hvide anset som et af de mest perfekte forbilleder, hvad mandighed angår. Ud fra dette billede, kan du selv drage dit eget. Lad os følge hans spor. Det er ikke så svært at få øje på det. Han var nemlig ikke en mand, der skånede sig selv og aldrig bad nogen om nåde. Han spillede spillet til ende og fulgte reglerne. Som så mange andre mænd, lavede han også sine fejl. Men han var indianer og optrådte aldrig som en kujon. De tidligste historier om hans liv, indikere den sjæl, der var ved at få et fast tag i ham.

Da han var ca. Tre år gammel, var Blackfoot-Sioux indianerne på deres sædvanlige jagt, strefende omkring efter bøflen, alt imens de levede et naturligt, lykkeligt liv på de vidunderlige vilde prærier i Dakotas. Det var skik og brug for enhver Sioux-mor at justere og kontrollere alle effekter i hendes husholdning. Hunde og pakheste blev efterset og tjekket hver dag. Ofte lånte hun en hund eller en hest ud til de andre kvinder, hvis heste eller hunde var døde. Eller måske var dyrene blevet taget af en afdeling Crow-indianere på krigstogt. Denne historie handler om dengang moderen til vores unge Sioux-kriger Matohinshda havde overladt det til en gammel eskimohund, at bære sin søn. Denne hund var både erfaren og pålidelig. Måske undtaget, når den var overnaturligt kåd eller tørstig.

På denne morgen, blev lejren brudt ned og de begyndte at vandre op langs med Powder River. Imens lejren langsomt vandrede af sted i dette område, havde kvinderne travlt med at grave efter TeepSinna; en sødlig spiselig rod, der blev brugt meget i madlavningen. Som altid under disse vandringer, var sporet bredt og en gammel hare, havde været for længe om at komme af vejen. Den blev opdaget og alle hundene tog udfordringen op. Glemt var bylterne med oppakning og udstyr. Selv de hunde, der enten trak eller bar børn, glemte alt om dem. Jagten var i gang.

Forrest lå de hunde, der ikke var besværet af oppakning eller børn. Så kom hundene, der trak slæderne, ledet af den gamle eskimohund, med sin dyrebare last. Den unge Gall lå på dens slæde lagt i en flettet kurv, der var spændt fast på begge sider af hunden. På dette tidspunkt, var to af de forfølgende hunde så tæt på haren at de næsten kunne snappe den i dens pelsede bag. Men den var stadig for snedig for hundene. Pludselig kastede haren sig fladt til jorden, hvilket resulterede i, at begge hunde forsatte deres jagt i flyvende fart, hen over hovedet på den. Så stak den af i stik modsatte retning.

Dette gav eskimohunden en chance for at afskære dens flugtrute og begrænse den til et trekantet område. Hunden vandt ca. halvtreds fod men hæmmet som den var af oppakningen gjorde at den snart var overhalet af hunde uden. Denne gang reddede haren igen livet, med samme taktik som før og fra en pludselig død, ved at slå en dobbelt saltomortale i luften og løbe direkte imod den store forsamling af mennesker, der fulgte jagten. Haren var nu begyndt at blive træt, men den lange jagt havde nu også sat sine spor på hundene. Undtaget var den gamle eskimohund, der stædigt jagede videre.

Bag på ham, lænet forover, nøgen, bortset fra et lændeklæde, sad lille Matohinshda i sin flettede skrøbelige kurv og holdt fast i hundes hale med sin venstre og klamrede sig til en stav, sat fast i slæden. Haren løb nu lige imod de råbende tilskuere. Hvert spring bragte hunden nærmere, gjorde den mere arrig og mere beslutsom. Hunden lagde nu de sidste anstrengelser i sit løb og med et præcist bid, satte den tænderne i haren. Drengen så ikke ud til at have lidt nogen overlast på den vilde tur og råbte lykkeligt til sin mor: “Min hund er meget tapper mor, den fik haren.” Den hensynsfulde bedstemor til Matohinshda tog seletøjet af hunden og hældte noget vand op i en skål. “Her barnebarn, giv din hund noget at drikke, sagde hun”.

En ældre kriger erklærede “Dette er måske et tilfælde, en ordinær ting. Men sådan en oplevelse, kan nogen gange være tegnet på at der vil komme en stor tid for den, der får oplevelsen. Jeg forudser, at han en en dag vil få opmærksomheden fra hele sit folk, med de ting han gør.” Dette er den første historie, der blev husket om den berømte leder. Men mange andre oplevelser i drengeårene, forudsage hvad slags mand, han ville blive.

Siox-indianere

En gang var Gall involdveret i en sneboldkamp, der måske havde hundrede drenge på hver side. Reglerne var, at når man var ramt, var man ude. Galls side tabte hurtigt terræn til de andre og kampen blev hedere og hedere som den skred frem. Unge Gall, havde fået sig arbejdet sig hen imod et gammelt vandhul, hvor han havde forskanset sig. Gruppen han var sammen med, var nu decimeret til kun elleve, der sloges sammen med ham.Han var under kraftig beskydning af snebolde og alt imens han dukkede sig for den kraftige beskydning, dukkede der en gammel grå ulv op, lige der hvor han var forsvundet af syne. Hans modstandere fløj til alle sider i overtroisk rædsel. De troede han var blevet forvandlet. Til deres store forbavselse, dukkede han nu op på den anden side og løb i sikkerhed bag linierne. En vinder var fundet. De fandt senere ud af, at ulvens hule, havde været en del af det gamle vandhul, men var blevet dækket af sneen. Derfor havde drengene først set den, da deres råben og skrigen, havde lokket den frem. Siden da, så drengene på oplevelsen som et tegn.

Gall havde et elskværdigt væsen, men var hurtig til at reagere på fornærmelser og uretfærdigheder. Disse egenskaber, bragte ham nogle gange ind i problemer, men han kæmpede sjældent uden grund og var meget populær blandt sine tilhængere. En af de mest karakteristiske træk ved ham, var hans evne til at organisere. Denne egenskab, var en af de bærende faktorere, da han var blevet en voksen mand. Han mødte mange udfordringer i sit liv og var ikke ligefrem kendt for at tøve, når det kom til spørgsmålet om psykisk mod eller fysisk udholdenhed. Han trådte ind i stammens offentlige liv i en ret tidlig alder, men blev aldrig anerkendt før han havde bevist sig værdig til rollen og havde klaret alle prøver.

Da han var en ganske ung mand, var han en gang ude for at jage noget vildt, da han pludselig, langt fra lejren, blev overrasket af en kraftig snestorm. Stormen varede i tre dage. Han blev tvunget til at forlade sin hest og måtte grave sig ned i sneen for at undgå stormens rasen.Bagefter fortalte han, at han ikke havde følt sig særlig sulten, men at tørsten og stivheden i kroppen af kulden, var det, der var værst og nær havde fået bugt med ham. Grunden til at indianerne elskede deres hunde og heste sådan, var at under sådanne prøvelser, var dyrene kendt for at blive i nærheden af deres ejermænd, som en anden broder. Ved denne lejlighed, var Galls hest ikke mere end et stenkast fra, hvor han havde gravet sig ned og de blev forenet igen,da stormen lagde sig og solen tittede frem.

Galls samtidige, kan stadig erindrer hans mange brydekampe med hans ligefælle cheyennedrengen Roman Nose, der sidenhen selv blev høvding og kendt i den amerikanske historie. Det var skik og brug når venligtsindede stammer slog lejr sammen,at man stablede diverse konkurencer på benene. Che-ho-ho, var en slags brydekamp for hold, hvor der stillede drenge op i to linier overfor hinanden. På et givet signal angreb man så sin modstander, der stod på den anden side. I denne histories kamp, blev Gall stillet overfor Roman Nose.

Der var adskillige kæmpene på begge sider, men det var Gall og Roman Nose,der skilte sig ud fra mængden, med deres fysiske fremtoning. I denne form for brydning, var det ikke tilladt at slå med hånden, tage kvælertag, sparke eller rive i håret. Man måtte smide sig på jorden, rulle et par meter væk og så starte forfra. Man måtte gå i infight eller gribe fat hvor man kunne og smide sin modstander i jorden. Når en dreng var kastet til jorden af sin modstander,blev han talt ud. Hvis en dreng mødte én, der i fysisk fremtoning, var en udfordring i sig selv, kunne han smide sig til jorden for at undgå en hårdhændet behandling. Til sidst var alle blevet talt ud undtaget Gall og Roman Nose.

Disse to så ud til at være temmelig jævnbyrdige. Begge var de kun iført et lændeklæde og de klyngde sig til hinanden, som to unge bøfler eller elge i parringstiden. De vred og rystede hinanden og lignede to vilde heste, når de baskede med deres arme og forsøgte at nedlægge hinanden. Alle musklerne var spændte til det yderste. Snart var den ene slynget i luften, snart den anden. Men de kom begge hurtigt ned og plantede deres fødder solidt i jorden. Alles øjne var nu rettet mod de kæmpene unge mænd. Til sidst, enten via list eller ren råstyrke, lykkedes det Gall at kaste Roman Nose til jorden og holde ham der i et minut. Derpå løsnede han sit greb og rejste sig op.

Utvivlsomt har disse tidlige konkurrencer, haft en indflydelse på Galls vilde livsforhold. Han havde for vane at træde ind på scenen, når situationen var allermest kritisk og på dramatisk vis tage kontrol over den. Mest kendt er, da han trådte ind på en noget forvirret scene, efter at Reno havde overrasket en afdeling Sioux-indianere under slaget ved Little Big Horn. Mange unge, ubevæbnede krigere, hastede ophidset og i blindt raseri imod de indtrængende hvide soldater. Følgerne kunne have lammet selv en erfaren kriger. Men Gall, kun iført et tæppe over kroppen overhalede dem til hest, vendte den og stoppede dem i en lille kløft. Der stod de nu med soldaternes kugler hvislende om ørerne. “Hold igen, krigere,råbte han. Vi er ikke klar endnu. Vent på flere gevære og kugler. Gør i dette, er sejren jeres.” De adlød og efter ganske få minutter blæste soldaterne til retræte og Reno trak sig ud af kampen. Dette gjorde han i sidste øjeblik, ellers var han blevet løbet over ende af de nu talmæssigt overlegne Sioux.

Sitting Bull, havde fuld fortrolighed til sine krigere, så længe Gall planlagde og udførte angrebene. Det var både de slag de havde imod de hvide, men også de kampe de førte imod andre stammer. Gall var genial som strateg og kunne på brøkdelen af et sekund, se en modstanders svagheder og bruge dem imod ham. Gall, var hovedmanden bag Sitting Bulls effektive sidste kampe og gjorde konstant den amerikanske regering opmærksom på sit folks rettigheder,til de bøfler, der endnu befandt sig på prærien. Samtidig troede han fuldt og fast på at den hvide regering ville overholde sin del af traktaterne. Da traktaten fra Fort Laramie 1868 blev overtrådt, indvilligede han i, sammen med Sitting Bull, at forsvare det sidste af Siouxfolkets jord og efter slaget ved Little Big Horn tog de sammen til Canada. Der håbede de at få medhold i deres eksistensberettigelse, hos den britiske regering. De blev begge meget skuffet over svaret fra de canadiske myndigheder, der helst så at de returnerede til USA.

Til sidst, i 1881 meldte Gall sig selv i Fort Peek (Montana) og medbragte halvdelen af Hunk- papa.bandet. Hans egen søn, var blevet tilbage i Canada, sammen med Sitting Bull. Selv om de amerikanske kommisærere, der havde været i Canada og forhandle med både Gall og Sitting Bull, havde lovet at de ikke ville blive straffet, når de vendte tilbage til USA, gik der ikke lang tid før nogle i stammen var blevet anf´grebet af de hvide. Inden foråret 1881 var forbi, var alle fra Galls band blevet bragt til Fort Randell, hvor de blev holdt som krigsfanger. Derfra blev de sendt til Standing Rock reservatet.

Da Buffalo Bill lancerede sit første Wild West Show, havde han gjort sig store anstrengelser for at få både Gall og Sitting Bull som hovedattraktioner. Hæren blev indblandet, fordi de stadig nærede stor mistro til de to indianske ledere. Sitting Bull gav modstræbende sin accept. Galls svar var ikke til at tage fejl af: “Jeg er ikke et dyr, som man kan udstille for mængden”. Derpå vendte han tilbage til sit telt. Galls sjæl var svækket og han havde mistet meget af sin tidligere styrke. Det gik hastigt tilbage for ham derefter. Dette suplime mandfolk, skrumpede ind til det bare ingenting og han døde i løbet af få år.

(Ovenstående er hvorledes Gall bliver beskrevet af den indianske forfatter C. A. Eastman)

 

Biografier nordamerikanske indianere

bigbear430) bigfoot378) bigox(2743) blackkettle186) calico(2861) cochise074)
Big Bear
Big Foot
Big Ox
Black Kettle
Calico
Cochise
eastman238) dullknife991) eagleelk182) fastthunder(2901) foolcrown(4702)
Crazy Horse
C.A. Eastman
 Dull Knife
Eagle Elk
Fast Thunder
Frank Fools Crow
gall908) geronimo(4010) goodlance155) hisfights(2766) huntstheenemy(2572) joseph(4150)
Gall
Geronimo
Good Lance
His Fights
Hunts The Enemy
Joseph
keuke(4358) littledog(4489) littlewolf988) lookingglass722) manyhorses(4082) medicinecrow(4024)
Keokuk Little Dog
Little Wolf
Looking Glass
Many Horses
Medicine Crow
olddog255) plentycoups(4022) quanah677) redcloud561) seattle452) shotinthehand024)
Old Dog
Plenty Coups
Quanah Parker
Red Cloud
Seattle
Shot In The Hand
sittingbull(4735) slowbull219) spottedelk(2742) spottedjackrabbit293) struckbycrow(2796) aa.jpg (2363)
Sitting Bull
Slow Bull
Spotted Elk
Spotted Rabbit
Struck By Crow
Two Leggins
Shoshoni802) wet(2812) whitemanrunshim(2634) wolfliesdown(2896) wowoka111) yellowhawk324)
Washakie
Wet
Whitemanrunshim
Wolf Lies Down
Wowoka
Yellow Hawk
yellowhorse889) pocahontas(2822)
Yellow Horse
Pocahontas
gen_custer555) gen_crook460) gen_gibbon(2957) gen_chivington075) gen_reno083) buffalobill218)
G. A. Custer
George Crook
John Gibbon Chivington
Marcus A. Reno
William F. Cody

 

Stil spørgsmål om indianerne

Stil spørgsmål om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål